Fra bogens bagside: Leonore Asker har fundet sig til rette i stillingen som chef for afdelingen for glemte sager og fortabte sjæle, da hun efter mange år uden kontakt hører fra sin far, Prepper-Per. Han vil have Leos hjælp – og får han ikke den, vil han udløse en katastrofe, der kan koste menneskeliv.
Leos gamle ven, arkitekten Martin Hill, bliver hyret til at skrive historien om en erhvervsleder, der er kendt for sine skøre teorier og en privatejet ø. Rygtet går, at folk der går i land på øen, ikke slipper levende derfra. Mens Asker og Hill forsøger at løse hver sin opgave, begynder sporene at mødes, og Glasmanden træder frem fra mørket.
Fra forlagets pressemeddelelse: Med “Glasmanden” befinder Anders de la Motte sig atter i det Skåne, han kender og elsker, men også i et mere dystert, hemmeligt Skåne – fyldt med dommedagspreppers og med gemte og glemte steder, der kan udforskes af urban explorers.
De la Motte har denne gang ladet sig inspirere af en virkelig forretningsmand, der påstod at være inspireret af fremmede fra rummet: ”Gösta ’Pollenkongen’ Carlsson grundlagde et meget succesrigt naturmedicinfirma. Gösta hævdede til sin død, at han havde fået grundideen af nogle rumvæsner, efter at han som ung mand var stødt på en UFO i en skov i udkanten af Ängelholm,” fortæller forfatteren.
Min anmeldelse: Jeg har valgt inden min anmeldelse også at citere fra forlagets pressemeddelse, fordi der her fortælles om forfatterens inspiration. Selv om han i bogen skærper hele situationen og brygger videre på fakta, så giver det alligevel bogen et lidt mere realistisk touch. Og det kunne jeg godt trænge til i et plot, der uden den viden, godt kunne synes at være en god del “for meget”.
Det bærer jeg helt over med i De la Mottes ret hæsblæsende og unikke historie, der bygger videre på seriens bind 1 “De bjergtagne”, jeg har anmeldt her https://blog.drustrup.dk/?p=1833.
Dette bind 2 forsætter med temaet urban exploring – altså udforskning af øde, lukkede steder og bygninger samt med de samme centrale hovedpersoner. Samtidig er forholdet mellem Leonore og hendes far samt prepper-holdningerne et centralt element. Som jeg skrev i anmeldelsen af bind 1, minder persongalleriet og stilen mig lidt om Adler Olsens Q-serie, men serien er alligevel helt sin egen, og bogen beviser endnu en gang forfatterens evne til at skabe logik og god sammenhæng i en vild og velskrevet historie befolket med nogle interessante og helt specielle personer – denne gang ikke mindst i den erhvervsfamilie, hvis historie Martin bliver hyret til at skrive historien om.
De voldsomt dramatiske begivenheder udspiller sig i løbet af en uges tid og fortælles kronologisk i korte kapitler med forskellige synsvinkler. Det hele opleves især gennem især de to hovedpersoner, Asker og Hill, men også politimanden Hellman og ikke mindst den mystiske og anonyme Glasmanden, hvis identitet først afsløres til allersidst. Dertil kommer nogle tilbageblik af betydning for de nutidige begivenheder samt et kort efterspil, der i øvrigt sandsynliggør en fortsættelse. Jeg er i hvert fald ikke færdig med Leo/Leonore Asker, makkeren Hill, hendes far Prepper-Per, politichefen Hellman og de sære personer i Leonore Askers “Afdelingen for glemte sager og fortabte sjæle”. Jeg læste bogens sidste halvdel færdig i nogle meget sene nattetimer, fordi jeg var nødt til at få slutningen med, og så virker en krimi jo fuldstændigt, som den skal!
9 sikre skydeskivepoint!
Anders De la Motte Glasmanden Modtryk, 2024 591 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Et så stort projekt, som det Politikens Forlag har sat i gang med Egeskov Slot som omdrejningspunkt, kræver en introduktion. I første omgang til udgivelsen af bind 1 i en planlagt romantrilogi.
Oplysning til læserne Efter min anmeldelse var udsendt, fik jeg denne mail fra en kendt dagbladsanmelder, der ikke deltog i arrangementet på Egeskov:
Undskyld mig men at du har mødt herskabet og de to forfattere på Egeskov ved et reklamefremstød for bogen, skal vel ikke spille ind i din anbefaling af den? Læsere som ikke har haft den ære, skal vel have din anbefaling ene og alene ud fra din læsning af værket. Eller er du ren reklamesøjle?
Derfor denne kommentar: Ingen af mine anmeldelser af en bog påvirkes – negativt eller positivt – i sin vurdering pga. merchandise tilsendt sammen med bøgerne eller deltagelse i bloggermøder eller andre arrangementer som forfatterinterviews på Krimimessen.
Det sker derimod af og til, at jeg ved mødet med forfatteren bliver klogere på intentionerne og baggrunden for bogen, og det bidrager til den beskrivelse, jeg kan formidle af bogen. Således også i tilfældet med “Ulykkens år” (Egeskov; 1). Inden mødet, som jeg beskriver inden min anmeldelse, havde jeg læst bogen, havde dannet mig min mening om den og havde skrevet store dele af selve anmeldelsen.
Det, jeg hørte om bogen og hele projektet, er holdt ude af selve anmeldelsen, men bidrager for mig at se til at få og videregive et bedre indtryk af bogen. Jeg er jo godt klar over, at arrangementer af den type er et reklamefremstød, men deltagelsen har ikke influeret på indholdet i min anmeldelse af bogen. Jeg mener således, at præmisserne for min ærlige og neutrale anmeldelse er lagt åbent frem.
Introduktion: En god uges tid inden inden seriens første bog udkom, var jeg sammen med en del andre bogbloggere og bogfolk inviteret af Politikens Forlag til præsentation i riddersalen på Egeskov Slot af projektet. Her fik vi en fin introduktion til bogen gennem en rigtig god snak mellem ejeren af “det lille røde hus” (Egeskov Slot), grev Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille, bogens to forfattere, Anne-Grethe Bjarup Riis og Thomas Rydahl, og den ene af bogens to forlagsredaktører, Mille Haynes.
Initiativet til hele projektet kom fra Politikens Forlag, der i første omgang havde planlagt en trilogi med forskellige forfattere til de tre bøger, men da de to forfattere bag bind 1 mødtes, faldt brikkerne for dem så meget på plads, at de overbeviste forlaget om, at de sammen kunne skrive alle tre bind. Senere vil set så vise sig, hvad der sker efter de tre bøger. Der er mulighed for mange, mange flere. Forfatterne fortalte nemlig, at de har skitseret fremtiden for de mange personer i bogen (der er 49 på listen forrest i bogen, og flere kommer helt sikkert til), og dermed har de også lagt detaljerede linjer ud for begivenhederne – helt frem til 1930! Det har de gjort for at sikre, at det, personerne gør og oplever i de første bind, hænger optimalt sammen med de fremtidige begivenheder. I filmverdenen hedder det vist continuity.
Og apropos filmverdenen så er forberedelserne af en filmatisering af serien også langt fremme, men det var endnu for tidligt at fortælle nogle detaljer. Et par spørgsmål fik vi dog svar på. Det forventes, at det bliver en tv-serie i 6 afsnit, at der nok bliver premiere i 2026, samt at det ikke bliver Anne-Grethe Bjarup Riis, der skal være instruktør eller manuskriptforfatter.
Hun og Thomas Rydahl fortalte om samarbejdet, hvor de fordelte scener i bogen mellem sig og efter at have diskuteret muligheder skrev ud fra deres detaljerede beskrivelser. Derefter læse de hinandens stoffet og arbejdede videre derfra sammen med forlagsredaktørerne. Thomas Rydahls erfaringer med en skrive ud fra handling og plot suppleredes af Anne-Grethe Bjarups Riis mere filmiske blik for scener og billeder.
Grev Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille fortalte levende og engageret om samarbejdet med både Politikens Forlag og forfatterne. Han og prinsesse Alexandra havde fået manuskriptet at se, men ud over nogle faktuelle småting, som en detalje om jagt på den tid, havde de ikke haft nogen indflydelse på indholdet i romanen. De har fortalt om historien mange generationer tilbage og har vist rundt overalt på slottet. De har haft fuld tillid til, at forfatterne tegnede et billede af tiden, stedet og familien, der var tro mod virkeligheden, samtidig med der var masser af rum til at digte til og finde på. De var rigtigt glade for resultatet og glædede sig til det fremtidige samarbejde. De har også bidraget til, at tidsbilledet er blevet så tæt på det korrekte som muligt.
Fra bogens bagside: 1874. En frostklar morgen i april ankommer 18-årige Oda til Egeskov Slot for at begynde sit nye liv som stuepige. Det er en stor dag. Den unge baron skal forloves, og der er brug for alle hænder i køkkenet. Helt fra morgenstunden bobler huset af forventning både oppe og nede.
For baronens lillesøster, Jessie, er det også en stor dag. Hun mødes i al hemmelighed med sin udkårne, præstesønnen Johannes. I et kådt øjeblik kommer hun til at love sit hjerte væk, uvidende om, at der samme aften vil indtræffe en tragisk hændelse, der vender op og ned på hendes liv.
Herskabets genvordigheder er meget langt væk for staldknægten Stig. For ham handler det bare om at klare sig igennem til næste dag – og måske finde et øjeblik til at imponere den søde malkepige. Men da baronessen beder ham om en tjeneste, hvirvles han uforvarende ind i et farligt trekantsdrama, som risikerer at koste ham pladsen på slottet.
Min anmeldelse: Denne første roman i serien foregår i løbet af et år og begynder i 1874. I bogen præsenteres seriens mange personer gennem 6 afsnit med hvert sit tema. Der bruges således en del plads på at beskrive lokaliteter, miljøer, detaljer og personernes tanker og indbyrdes samspil. Denne grundlæggende præsentation er en forudsætning for forståelse af historiens forløb, og selv om den fylder en del, så fungerer det rigtigt godt at følge de mange skæbner.
Det er en dramatisk historie om kærlighedens svære betingelser og om livsvilkårene sidst i 1800-tallet – begge dele beskrevet på tværs af klasser.
Historiens forskellige elementer, der kort skitseres på bagsiden, hænger godt sammen, og selvfølgelig slutter bogen med et par scener, hvor nogle af personerne ender i situationer, der må stå uafklarede for læserne til næste bind, og det bliver rigtigt interessant at finde ud af, hvor det fører personerne hen.
Under læsningen dannedes der hos mig mange indre billeder, så det oplevedes lidt som at se en film, hvor der krydsklippes kronologisk mellem forskellige scener, som foregår blandt adelen, blandt de ansatte inde på slottet samt hos arbejderne og familierne i landbruget på og omkring slottet. På den måde kommer man både upstairs og downstairs, og der er klare paralleller til serier som Downton Abbey, Belgravia og netop Upstairs Downstairs (dansk titel: Herskab og tjenestefolk).
Jeg er helt sikker på, at Egeskov-serien vil blive elsket af alle de mange læsere af historiske romaner, som udover at fortælle en god historie på en fængslende måde, også formidler historisk viden.
Jeg er endnu mere sikker på, at Egeskov-serien vil blive elsket af alle de mange, der med stor entusiasme har fulgt familierne i bl.a. de nævnte store serier. Jeg er også sikker på, at interessen vil blive endnu større, når tv-serien bliver sendt. Indtil da kan man læse bogen – og de følgende bind, hvor bind 2 forventes udgivet næste år, og så er det oplagt i mellemtiden at lade turen gå til Sydfyn for at besøge fascinerende og flotte Egeskov Slot.
Det bliver til mine maksimale 5 stjerner for både forlagets initiativ til det store projekt, bogen er første del af, og for selv romanen.
Anne-Grethe Bjarup Riis & Thomas Rydahl Ulykkens år (Egeskov ; 1) Politikens Forlag, 2024 441 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Fra bogens bagside: Hauge er sluppet ud af det kriminelle miljø og arbejder som bartender på et brunt værtshus på Vesterbro. Da en stamkunde bliver myrdet og en forkert mand fængslet for det, vækkes det slumrende instinkt hos den gamle pitbull. Hauge begynder at følge sporene, der leder ham gennem det københavnske jetset og teatermiljø.
Min anmeldelse: Det er femte og sidste del af serien om Hauge – deraf titlen, og den er lige så spændende, troværdig og interessant som de forrige bind.
Jeg har fulgt Hauge gennem alle de voldsomme begivenheder, der har ført ham fra en ung småkriminel i seriens første bind til han uheldigvis involveres dybt i den organiserede kriminalitet.
Det har været spændende at følge ham i en serie rå og realistiske bøger, jeg har anmeldt her:
Hauge er kommet ud af kriminaliteten og bandemiljøet, og han både bor og arbejder på et lille værtshus, men han har stadig et godt blik for at gennemskue skurke og for at afsløre løgne. Sammen med Hauges retfærdighedssans og viljen (og evnen) til at hævne sig på dem, der fortjener det, involverer han sig selvfølgelig i dramatiske begivenheder. Han forsøger også at bekæmpe ensomheden og problemerne med at kunne knytte sig til andre, og det hjælper en spændende (kvindelig) politiefterforsker ham på bedste vis med et stykke ad vejen.
Hauges aktion ind i kokainbrugende rige kredse med samme mangel på moral som hans gamle forbindelser er fortalt i samme kontante og stramt komponerede stil som i de foregående bind, og serien som helhed er forfriskende anderledes end de mere talrige og klassiske mainstream krimier.
Forfatteren skriver, at dette er det afsluttende bind, men han bliver måske klogere, for der er helt sikkert mere at fortælle om Hauge, og andre forfattere har før udvidet deres serier, så lad os se. For mig vil det være godt med et gensyn på et tidspunkt.
Jeg fortsætter traditionen og giver også denne bog i serien 8 sikre skydeskivepoint ud af de 10 mulige.
Palle Schmidt Sidste omgang Avanti, 2024 256 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Fra forlagets beskrivelse: Lise leder efter Jørgen, men finder Jesus.
Da Lises mand Jørgen en dag forsvinder – pludselig og tilsyneladende uden grund – vender det op og ned på hendes tilværelse. Efter et langt og til tider endda halvlykkeligt ægteskab tvinger den nye situation Lise til at tage sit liv op til revision. Hendes livskrise tager imidlertid en overraskende drejning, da hun finder trøst og mening i tilværelsen med hjælp fra en uventet kant: Gud. Og med sin nyfundne tro får hun snart blik for sine omgivelsers syndere, som kalder på både frelse og omvendelse. Lise indleder herefter et stædigt korstog, der hverken skåner familie, venner eller bekendte. Og samtidig lurer hele tiden spørgsmålet: Hvad blev der egentlig af Jørgen?
Palle Thomsens anmeldelse: Elsker Torben Munksgaard. Han er en sprogekvilibrist af rang. Det er en udsøgt fornøjelse at læse hans bøger, uanset om historien er god eller ej.
Denne bog ER god, og den er i samme stil som hans død-bøger – Digterens død, Diskodanserens død og Damevennens død.
Han udstiller os danskere/mennesker med lune og vid og får en vild historie til at virke troværdig. Jeg klukkede af grin mange gange.
Han er så god til komme ind bag personerne og beskrive deres personligheder på den mest finurlige måde.
Denne fortælling kredser meget om et kollektiv og de indbyrdes relationer, og om et ægtepar der er kørt forkert i livet. Om hvordan en lille tilfældighed ændrer livet for mange mennesker, nogle kommer videre, og andre går i stå. Der er også en lille historie om en bogblogger! Og en himmelvendt omvendelse.
Skøn bog, jeg nød hver side.
Og det er ikke en krimi, så ingen skydeskivepoint denne gang, men 5 ud 5 stjerner!
Da fundet af guldskatten fra Vindelev blev offentliggjort, medførte det enorm national og international opmærksomhed på grund af dens omfang, og især fordi den blandt de godt 800 gram guld rummede enestående og fantastisk flotte ting fra 500-tallet.
Som både historisk interesseret og som amatørarkæolog med metaldetektor og mange gode fund som resultat, er jeg klar over, at Vindelevskatten er noget helt ekstraordinært.
Jeg læste den gang, hvad der kom i medierne om fundet, og har også fulgt med i faglige fora. Da Vindelevskatten i 2022 var udstillet på Vejle Kunstmuseum, kørte jeg derned for at se udstillingen. En stor oplevelse.
En collage med nogle af mine billeder fra udstillingen i Vejle
Jeg har også set de to dramadokumentariske udsendelser, som er blevet bragt på DR, men de skuffede mig meget, fordi de i formen med oldnordisk tale og alt for lange teaterlignende sekvenser overdramatiserede baggrunden for fundet. Endelig fokuserede de urimeligt meget på diskussionen af, hvem af de to findere, der skulle krediteres for fundet. Den konflikt blev blæst langt ud af proportioner og fjernede fokus fra sagen reelle indhold: De mange flotte dele, Vindelevskatten rummer.
Derfor var jeg rigtig glad, da jeg hørte, at den ene af finderne havde lavet en bog om Vindelevskatten sammen med sin kone. Her er en anmeldelse af bogen.
Fra bogens bagside: “Det er på højde med Guldhornene” “På en skala fra 1-10 er det en 12’er” Således har en af de førende eksperter udtalt sig om Vindelevskatten, der blev fundet i juledagene 2020.
Skattens indhold placerer dens ejer i datidens elite, dermed kan den være tegn på, at der i germansk jernalder har boet en stormand med europæiske forbindelser i Vindelev. Der er guldbrakteater af hidtil uset størrelse, hvor en af dem indeholder verdens tidligste skriftlige vidnesbyrd om Odin – og ikke at forglemme: fore sjældne romerske guldmedaljoner, den ældste fra år 326 eller 337.
Vindelevskatten blev fundet af Ole Ginnerup Schytz og Jørgen Antonsen. De fandt den på en mark på Jørgens slægtsgård, hvor Jørgen og Hanne bor i dag. Bogen giver et førstehåndsindtryk i Jørgen og Hannes oplevelser med Vindelevskatten og det historiske vingesus.
Den svarer på spørgsmål som: Hvordan er det at vente i otte måneder – i dyb hemmelighed – på en arkæologisk efterudgravning? Hvordan foregår sådan en efterudgravning? Hvad sker der på guldets videre rejse fra Vindelev til udstilling? Samt – ikke mindst – hvilke tanker sætter det i gang at finde en oldtidsskat på den gamle slægtgårds jorder.
I bogen beskrives hver enkelt genstand, og med en række artikler af forskellige forskere får man et overblik over deres foreløbige resultater og vurderinger.
Min anmeldelse: I 4 kapitler med hver sit fokus formidles alle sider – personlige, faglige og historiske – ved fundet af Vindelevskatten sådan:
Kapitel 1 rummer personlige beretninger fra ene af finderne, Jørgen Antonsen, der også er jordejeren og den ene af bogens forfattere, om Vindelev og oplevelser ved fundet af de mange dele.
Kapitel 2 rummer historien om, hvordan fundet er kommet fra marken via konserveringsværkstederne til museernes montrer. De afsnit er skrevet af bogens anden forfatter.
Kapitel 3 er det største og det mest umiddelbart spændende. Her beskrives alle fundets dele systematisk og enkeltvis. Det sker ved, at eksperter fra forskellige fagområde hver for sig grundigt beskriver fundene, og deres beskrivelser er spækket med flotte fotos. Her bringes nogle artikler, hvor størstedelen har været bragt i arkæologiske fagtidsskrifter, men hvor er det godt, at de her er samlet til en aktuel foreløbig status over forskningen i Vindelevskatten. Foreløbig status fordi fundet vil blive forsket i mange år endnu pga. dets vigtighed og omfang.
Kapitel 4 er med korte betragtninger af familien – de to forfattere og datteren – på gården, hvor fundet blev gjort. Her beskriver de nogle initiativer, de har gjort for at formidle fundet og Vindelev. Bogens sidste afsnit er en lyrisk fantasi over en markvandring.
Bogens styrke er dens bredde med stof lige fra det personlige til det dybt faglige, samt at bogens mange fotos er rigtigt gode. Desuden er teksterne flydende og flot formidlende. Tilsammen gør det bogen til oplagt læsning for en meget bred læserskare af historisk interesserede. Kan varmt anbefales.
Den eneste mangel, jeg faldt over, var, at den anden finder, Ole Ginnerup Schytz, kun nævnes ganske, ganske kort i bogen og slet ikke kommer til orde. Havde hans synspunkter været med i bogen, ville den have været mere komplet. Han var til gengæld med i de 2 ikke særligt gode tv-udsendelser, jeg nævnte i begyndelsen. Har guldet skabt spild, jalousi og uvenskab blandt barndomskammeraterne i stedet for fælles glæde over et enestående fund?
Bogen skal selvfølgelig have mine maksimale 5 (guld)stjerner!
Jørgen Antonsen og Hanne Pagh Martinussen Vindelevskatten – et sted – et fund Trykværket, 2024 165 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Fra bogens bagside: Vi har alle vores overlevelsesstrategier.
Hildur Rúnarsdóttir surfer. På Islands iskolde atlanterhavsbølger overvinder hun bølgerne for at glemme en traumatisk barndom og for at klare hovedet. Et barn er forsvundet i Ísafjörður, Hildurs politidistrikt, og som overordnet er det hendes ansvar at opklare sagen.
Jakob Johanson strikker. Som finsk politiskoleelev er han blevet udsendt til Island, og som Hildurs makker opdager han hurtigt, at de smukke fjorde gemmer på mørke hemmeligheder.
Sammen må Hildur og Jakob i kamp med tiden arbejde sig igennem et virvar af forbrydelser, der har tråde langt tilbage i tiden, og som truer livet i den lille by ved fjorden lige her og nu.
Min anmeldelse: At kombinere stil og indhold fra Finland og Island i en krimi virker som en fremragende idé, så når den finske forfatter Satu Rämö, der selv for en del år siden er flyttet til Island, lader en af sine hovedpersoner gøre samme tur, har hun haft alle muligheder for at ramme stemningerne og miljøbeskrivelserne præcist. Det gør hun i dette første bind i en islandsk krimitrilogi! Og det er samtidig en spændende historie befolket med interessante hovedpersoner.
Ad islandske veje ud i øde områder, til fjerne fjorde og gennem små byer, på islandske bølger og i særlige miljøer føres man som læser rundt til fascinerende steder, mens de to politifolks samarbejde udvikler sig under løsningen af de dramatiske sager, hvor det viser sig, at der er relationer til Hildurs traumatiske sag om hendes forsvundne søstre mange år tidligere.
For en gangs skyld får en krimi mig til seriøst at rejse til stedet, bogen foregår. Efter at have læst bogen, er Island rykket frem i første række af mulige/kommende rejsedestinationer. (Måske vil jeg dog vælge en anden rejsemåned end november, som det meste af bogen foregår i). Og jeg er sikker på, det underbygges, når jeg også får læst fortsættelsen “Rósa & Björk”, der udkommer i juni. De gode naturbeskrivelser fascinerer, og det ville være en forbrydelse at springe over dem under læsningen. De er en integreret del af historien.
Bogen får 9 sikre skydeskivepoint.
Satu Rämö Hildur Gutkind, 2023 344 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
