Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste februar 2026 oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Lars Kjædegaard: Vendetta

Krimi og spænding Posted on 11 jan, 2026 15:20

Jeg lavede lektørudtalelser i 2013 og 2014 på to bøger i forfatterens serie med Anita Hvid og Thor Belling. Siden har jeg uvist hvorfor ikke læst andet af Kjædegaard, selv om han har skrevet mange krimier.

Denne bog er bind 3 i forfatterens nyeste krimiserie med de to efterforskere Hillstrøm & Belling. De første bind er anmeldt her på bloggen af gæsteanmelderen Palle Thomsen, men jeg syntes, at jeg efter den lange pause fra forfatterskabet “skyldte” selv at læse og anmelde en af Kjædegaards efterhånden mange krimier.

Seriens første to bind er anmeldt her:
Paradise (1): https://blog.drustrup.dk/?p=2713 
Farao (2):  https://blog.drustrup.dk/?p=2853

Fra bogens bagside:
Tre brutale knivdrab begås kort efter hinanden i Helsingør, og efterforskerne Agnes Hillstrøm og Thor Belling får travlt. Ved første øjekast har de tre ofre intet med hinanden at gøre, og motivet er ukendt. Hillstrøm og Belling søger hjælp hos den pensionerede dommer Søren Madsen og hans kone, Anna, som begge har deres egne mørke hemmeligheder. Da endnu et voldeligt angreb begås, får efterforskerne et gennembrud, der måske vil afdække sandheden bag Helsingørs kulisser.

Min anmeldelse:
Historien udspiller sig i 3 dele. I første del finder de tre drab sted, og efterforskningen begynder, uden at der tegner sig en løsning. Anden del begynder med, at morderen følges, og hans specielle motiver til at vælge de tre ofre afsløres, så allerede der ved man som læser mere end i de fleste krimier. Her kommer den pensionerede dommer Madsen også i morderens skudlinje. I tredje og sidste del eskalerer tingene frem til slutningen, hvor efterforskningen afslører (noget af) sagens rette sammenhæng. Når jeg skriver “noget af”, skyldes det, at vi som læsere får mere at vide om den faktiske afslutning, end politifolkene Hillstrøm & Belling ender med at finde ud af. Slutningens finurlige og anderledes morale om retfærdighed m.v. er forfriskende.

Men ellers blev jeg ikke helt overbevist om plottets sandsynlighed, morderens vendettamotivers tyngde, samt politiets efterforskning, der blev hjulpet af flere tilfældigheder. Det virkede lidt for konstrueret for mig. Desuden syntes jeg, at fortællemåden var for replikstyret lidt som i en drejebog.

Endelig var elementet med dommerens kones seksualitet uden reel betydning for handlingen og forstyrrede mere, end det bidrog til læsefornøjelsen med denne bog. Det hænger nok sammen med noget fra seriens første bøger eller forfatterens “Dommeren i Helsingør”, som jeg heller ikke har læst. Forståelsen af det element kræver nok et dybere kendskab til forfatterens øvrige bøger.

Dette sidste er dog kun en detalje og har ikke påvirket min bedømmelse af bogen, der isoleret læst oplevedes som en blød mellemvare, der er hurtigt læst og sandsynligvis ikke vil sætte varige erindringsspor. Når det er sagt, så ved jeg godt, at Kjædegaard har en del faste og overbeviste fans, men der er ikke kommet en mere til nu. 

Den overraskende slutning giver et ekstra point, så den samlede score bliver 7 skydeskivepoint af 10 mulige.

Lars Kjædegaard
Vendetta
Gyldendal, 2025
256 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Lars Kjædegaard: Farao

Krimi og spænding Posted on 18 jun, 2025 13:09

Bogen er del 2 i forfatterens nye serie, der kombinerer hans 2 hovedpersoner fra andre serier. Første bind hed “Paradise”, og det blev anmeldt her – https://blog.drustrup.dk/?p=2713 – af gæsteblogger Palle Thomsen, der også har anmeldt denne fortsættelse.

Fra bogens bagside:
Det nye makkerpar Agnes Hillstrøm og Thor Belling får deres første cold case, da et mumificeret lig af en mand findes i et gammelt hus i Helsingør. Opklaringen er vanskelig, selv for de to garvede efterforskere, og da det viser sig, at mumien har ligget i kælderen i mere end fyrre år, må de grave langt tilbage i tiden for at forstå, hvorfor mumien, de kalder Farao, døde.

De ansvarlige drabsmænd er formentlig gamle nu, men hvis nogle af dem stadig trækker vejret, kan de regne med at få besøg.

Palle Thomsens anmeldelse:
Hvid og Belling serien er nu ændret til Hillstrøm & Belling, og dette er nr 2 i den nye serie.
En klassisk Lars Kjædegaard-krimi på under 300 sider. 

Som sædvanligt et godt plot, velskrevet, letlæst og med humor. Jeg er en sprognørd og går meget op i, om samtalen mellem personerne føles naturlig, om der er for meget unødigt fyld for fyldets skyld, om tegnsætningen er korrekt o.s.v. Det hele er bare i orden hos Lars. Jeg tror, han er en finurlig type og nogle gange leger lidt med sproget – bruger ord som grumme sulten, forplumret, på blanken formiddag. Herligt.

Hovedpersonerne er efterhånden oppe i årene og synger på karrierens sidste vers. Jeg håber dog, det varer noget, inden Lars pensionerer Hillstrøm og Belling.

Eneste minus ved bogen er slutningen. Den brød jeg mig ikke om, for den var for utroværdig. Det virker, som om Lars har tænkt: – nå, jeg skal dælme se at komme igang med den næste krimi, så jeg gør lige den her hurtigt færdig.

Så jeg ender på 8 point ud af 10. Slutningen kostede 1 point.

Lars Kjædegaard
Farao
Gyldendal, 2025
272 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.