Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste februar 2026 oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

David Garmark: Bortgemt

Krimi og spænding Posted on 18 mar, 2026 23:15

Fra bogens bagside:
Walther er 93 år og pensioneret retsmediciner. Han har set døden tættere på end de fleste – og han lader aldrig et ubesvaret spørgsmål ligge.

Channie er hans voksne oldebarn. Hun kæmper med sin fortid, sit sind og sin plads i verden, men har arvet Walthers skarpe blik for sprækker i sandheden.

De to har haft en turbulent tilværelse, men bedst som det hele ser ud til at ånde fred og ro, får Channies intuition og overlevelsesinstinkt bragt hendes og Walthers liv i alvorlig fare.

Min anmeldelse:
Det er nok et krimiseriernes mest umage, men meget tætte makkerpar. Jeg har med fornøjelse fulgt dem gennem seriens to første bøger og en lille selvstændigt udgivet novelle, der binder historien sammen – og har senest anmeldt “Vildført” her https://blog.drustrup.dk/?p=2701 

De to retfærdighedssøgende hovedpersoner trodser alle odds og advarsler og går på jagt i den århusianske musikverdens mere tvivlsomme dele med bl.a. vold og svindel efter baggrunden for mord og forsvindinger, og det bliver livsfarligt.

Historien flyder godt i klar og velskrevet form – og dejligt kort. Det er ikke kun en spændende krimihistorie, det er også en god historie om særlige familierelationer – og tilsat humor undervejs.

Det bliver til 8 sikre skydeskivepoint. 

David Garmark
Bortgemt
Modtryk, 2026
278 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



David Garmark: Skyldens pris

Krimi og spænding Posted on 03 feb, 2025 13:51

Mens vi venter på “Vildført”, der er bind 2 i David Garmarks Brink-serie om den pensionerede retsmediciner og oldefader Walther Brink og oldebarnet Channie, er denne kriminovelle udkommet. Den deles gratis ud ved bl.a. Bog & Idé og vil også kunne fås på Krimimessen 29.-30. marts i Horsens.

“Kæntring” var første bind i serien, og den har jeg anmeldt her https://blog.drustrup.dk/?p=2291 
“Vildført” udkommer 10. februar.

Fra bogens bagside:
Garmark tager os atter ind i Walther og Channies liv i en kriminovelle, hvor scenen er sat for en dramatisk historie, der foregår i Aarhus og Ry.

Min anmeldelse:
Den korte novelle foregår tidsmæssigt efter seriens bind 1, så læs den endelig ikke først. En god del af plottet og handlingen fra bind 1 afsløres nemlig heri. 

MEN læs den meget gerne, for historien udgør en god brik til det samlede billede af det helt specielle makkerpar Walther og Channie. Og vel er det en spændende historie, men det var for mig i endnu højere grad interessant at opleve mere af dynamikken mellem de to samt at høre om deres oplevelser i det sociale system og skolevæsenet. 

Novellen er en absolut læseværdig udgivelse, der varmer godt op til den kommende roman “Vildført”. Den er jeg spændt på at læse, og jeg venter med at uddele skydeskivepoint, til jeg har læst den.

David Garmark
Skyldens pris
Modtryk, 2025
60 sider  

Bogen er hentet i Bog & Idé.



David Garmark: Kæntring

Krimi og spænding Posted on 07 maj, 2024 21:16

Fra bogens bagside:
Walther Philip Brink er pensioneret retsmediciner. Efter et langt liv i dødens tjeneste i Aarhus er han flyttet til Ry, hvor han lever et stille liv fuldt af ­rutiner. Hans hustru og datter er begge døde, og hans barnebarn Lina, som han kun har sporadisk kontakt til, er stofmisbruger og lever et farligt og sårbart liv på gaden. Efter lang tids tavshed kontakter Lina Walther, men inden deres relation genoptages, dør Lina. Walthers liv forandres totalt, for det viser sig, at han er oldefar til Channie på 7 år, der har levet en kummerlig tilværelse med sin mor.

Walther bliver værge for Channie, og det går langsomt op for ham, at Linas død ikke skyldes en uheldig overdosis, som det ellers er angivet i journalen.   

Kæntring er en krimi om social udsathed og om, hvordan man mod alle odds kan få sig et helt andet slags liv, end det der lå i kortene. 

Min anmeldelse:
Pludselig og uventet at få et 7-årigt oldebarn vil ændre livet for enhver pensionist. Det sker også for hovedpersonen i første bind i denne kommende serie med Walther Philip Brink, og det bliver endda båderørende, gribende og dramatisk. Samspillet mellem det miljøbelastede oldebarn og oldefaderen er beskrevet smukt, og hans kamp for at finde sandheden om barnebarnets død i misbrugsmiljø i Aarhus bliver dramatisk. Historien er godt fortalt, personbeskrivelserne er overbevisende og lokalkoloritten har de helt rigtige farver, så alt i alt er det en klassisk og rigtig god krimi, der lover godt for de næste bind i serien. Samtidig er det hyggeligt, at bogen foregår på Djursland og i Aarhus.

Jeg giver bogen 8 skydeskivepoint

David Garmark
Kæntring
Modtryk, 2024
316 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.