Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Don Winslow: Nedbrud

Krimi og spænding Posted on 24 jun, 2020 16:30

Denne novellesamling med seks fortællinger af amerikanske Don Winslow er gæsteanmeldt af min tidligere kollega på Hjørring Bibliotekerne Bjarni Aakesson Filholm.

Bjarni har tidligere suppleret min anmeldelse af Don Winslow “Styrken” HER, og han har gæsteanmeldt samme forfatters “Grænsen” HER 

Bjarni Aakesson Filholms anmeldelse:
Så har jeg endnu engang haft fornøjelsen af at læse en bog af Don Winslow. Den velskrivende amerikanske forfatter ud i thriller- og spændingsgenren, Don Winslow skriver almindeligvis romaner. Med titlen ”Nedbrud” har han nu begået en medrivende novellesamling.
Samlingen består af seks yderst forskellige historier, der alle har det til fælles, at de udspiller sig vores tid og i kriminelt betændte miljøer i USA.

Her møder læseren vederstyggelige og chokerende afstumpede og brutale forbrydere. Historiernes helte (eller måske antihelte) er nogle barske typer, – som har set det meste for mange gange, – men som resigneret og trøsteløst forsøger at gøre det rette. De er heller ikke af Guds bedste børn, men deres moralske og etiske kompas virker dog stadig i dette univers af krudt og kugler, venskab og uforsonligt had.

Historierne er velfortalte. Jeg blev grebet af hver eneste novelle i løbet deres første linjer. Det barske og rå tema er et par steder ved at få slagside til den sentimentale side. Det betyder ikke så meget med et par skefulde af den ingrediens. Kvaliteten holder.

Jeg blev indtaget af disse små historier og hælder til at synes, at Don Winslow behersker novellegenren mindst lige så godt som romanskrivningen.

Jeg var godt underholdt af Winslows indsigt og ferme pen, og jeg giver bogen 8 point her og 4 krimihjerter på Krimifan.dk..

—————————

Fra bagsiden

I seks intense fortællinger vender Don Winslow endnu engang blikket mod temaer, der har været gennemgående i hans anmelderroste værker – forbrydelse, korruption, hævn, retfærdighed, tab, forråelse, skyld og forløsning. Nogle karakterer er velkendte, andre er nye, men fælles for dem alle er, at de er fortabte sjæle, der flakker omkring uden lys på det moderne Amerikas mørke hovedvej.

I Nedbrud skaber Don Winslow en verden af internationale tyve og de usleste gadeforbrydere, målrettede betjente og udslidte privatdetektiver, narkohandlere og statsmyndigheder, dusørjægere og flygtninge. Historierne udspiller sig i New Orleans og på Hawaii, i det sydlige Californien og i Texas, og i hver enkelt af dem afspejler Winslow helt særlige blanding af indsigt, menneskekærlighed, humor, drama og fuldendt litterært håndværk. 

Med Nedbrud har Don Winslow skabt en kraftfuld, gribende samling af fortællinger, der viser forfatteren, når han er allerbedst, mest nervepirrende og aldeles hjerteskærende.

Don Winslow
Nedbrud
Harper CollinsNordic, 2020
480 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Don Winslow: Grænsen

Krimi og spænding Posted on 15 dec, 2019 17:03

Denne bog er anmeldt af gæsteanmelderen Bjarni Aakesson Filholm, der også er bibliotekar emeritus fra Hjørring Bibliotekerne.

Bjarni har tidligere været gæsteanmelder på en bog af Don Winslow ”Styrken” – læs mere her: https://blog.drustrup.dk/2018/03/23/don-winslow-styrken-138/

Han har desuden været gæsteanmelder på Henrik Palles biografi om Thomas Winding her: https://blog.drustrup.dk/2018/11/09/

Fra bogens bagside:
Hvad stiller man op, når grænserne flyder sammen?

Når man ikke længere ved, hvilken side man står på?

Art Keller har befundet sig i frontlinjen i USA’s længstvarende konflikt nogensinde i mere end 40 år. Hans kompromisløse jagt på verdens mest magtfulde, velhavende og dødbringende narkogangster, lederen af Sinaloa-kartellet, Adán Barrera, har kostet ham de mennesker, han elsker – og en god bid af hans sjæl.

Efter at have arbejdet i felten som agent får Keller nu en nøglerolle i USA’s nye strategi i krigen mod narko, og det går hurtigt op for Keller, at kartellet ikke har tabte styrke ved at miste Barrea. Hvor fjenden blev nedkæmpet, rejste sig blot nye krigsherrer, som nu skaber endnu mere kaos og lidelse i hans elskede Mexico.

Og ikke nok med det, så vokser heroinepidemien i USA.

I kampen for at stoppe epidemien omringes Keller af fjender – mænd, der ønsker at dræbe ham, en korrupt administration, der samarbejder med de narkotikaforhandlere, han forsøger at bekæmpe. Art Keller er ikke kun i krig med kartellerne, men også sit eget land.

Bjarni Aakesson Filholms anmeldelse:
Hovedpersonen, Art Keller er en hård negl, som heldigvis har hjertet på rette sted og retfærdighedssans indbygget i sit moralske kompas.

Han kæmper i en kaotisk krig mod de mexicanske narkokarteller og amerikanske pengebagmænd.

Det er en kamp, som ikke er til at vinde. Art har en blodig og traumatisk fortid bag sig og gik tidligere som hemmelig agent direkte efter at ødelægge de mexicanske narkobander. Men efter at være steget i graderne, som højt placeret embedsmand ændrer han sin strategi til at forsøge at fælde politikere og pengebagmænd i USA. Det er heller ikke ufarligt, for hvem kan man stole på i en verden af vold, intriger, hvidvaskning og hemmelige bankforbindelser. Flere af hans embedsmænd og nogle af toppolitikerne går gladeligt bag hans ryg. Langt fra alle er interesseret i, at hemmelighederne om indtjeningen fra narkotikasmuglingen over den mexicanske grænse bliver afsløret. Hvem styrer hvad, og hvem tjener i sidste ende på stofferne?

Historien skildrer Art Kellers indædte og Sisyfoslignende bestræbelser på at standse narkotikasmuglingen, og den skade den gør på den amerikanske befolkning. Læseren er med i hans strategiske og psykologiske overvejelser om, hvorledes krigen skal føres i både Amerika og Mexico.

Læseren er også med ham og hans folk i marken, hvor det går hårdt og skånselsløst til på begge sider af grænsen. Der er flere voldelige og hjerteskærende skildringer, der sætter sig fast i hukommelsen.

Historien er bygget op i fem afsnit/bøger. Det får en til at tænke på den klassiske græske tragedie, som også var bygget op i fem akter, og historien om Art Kellers ensomme kamp oser netop af tragedie. Han vil det gode, kæmper mod overmagten, og ingen steder finder han fred.

Don Winslow er en habil forfatter, som har godt styr på sit stof. Bogen er spændende, omfangsrig, og den kræver noget af sin læser. Man skal holde tungen lige i munden, hvis man skal have det fulde udbytte af den viden om en korrupt administration, bandekrige, narkokarteller, deres historie og familieforhold, som forfatteren deler meget rundhåndet ud af. Måske historien ville have vundet ved at blive strammet en smule? Indrømmet: det tænkte jeg nogle gange under min læsning af romanen.

”Grænsen” er tredje bind i en trilogi, hvoraf første bind foreligger på dansk med titlen ”I hundenes vold” Andet bind ”Kartellet” er ikke udgivet på dansk. ”Grænsen” kan sagtens læses, uden at man har kendskab til de to tidligere bind.

Jeg synes, at ”Grænsen” er velskrevet, spændende, brutal og trøstesløs. Afslutningsvis vil jeg dog ikke undlade at fortælle, at jeg stiftede bekendtskab med Don Wínslows litteratur første gang, da jeg læste hans roman ”De smukke vilde”. Det er en perle og stadig min yndlingsbog i Winslows forfatterskab.

Bjarni giver bogen 7 skydeskivepoint:

Don Winslow
Grænsen
HarperCollinsNordic, 2019
783 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.