Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste februar 2026 oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Neil Lancaster: Nattevagten

Krimi og spænding Posted on 15 apr, 2026 08:01

Fra bogens bagside:
En advokat bliver fundet død ved foden af en klippe ved Dunnet Head på Skotlands nordligste spids. Sagen forbinder sig til flere mystiske dødsfald, herunder mordet på advokatens sidste klient: en af Skotlands mest berygtede forbrydere, som netop var blevet frikendt i retten.

Kriminalassistent Max Craigie ved, at det her kun kan betyde én ting: De har med en hævntørstig seriemorder at gøre.

Denne morder spiller dog ikke efter de gængse regler. Det er en morder, der kender efterforskningsholdets svagheder og ved, hvordan man skjuler sine spor.

Min anmeldelse:
Både i seriens bind 1”Død mands grav” og bind 2 “Hav af blod” (anmeldt her https://blog.drustrup.dk/?p=3114) bliver Max Craigie og hans faste makker Jamie Calder samt deres lille specialgruppe dybt involveret i nogle dramatiske og livsfarlige sager, der viser sig at hænge sammen. Gruppens opgave er at afsløre eventuelle brådne kar i politistyrken, og også denne gang kommer de på hårdt arbejde.

Ret hurtigt får de færten af, at flere formodede uheld og selvmord er mord, og så tager det hele fart i en spændende actionkrimi, der udløser barsk vold og kræver indsats af undercover politimand, teknologisk snilde, selvtægt, held og en god intuition – altsammen tilsat skotsk stemning og humor.

For ikke at ødelægge læsningen af bogen får I ikke flere detaljer om handlingen. Kun at I skal være klar til at blive overrasket flere gange, og at ikke alle politifolk er på den rigtige side af loven.

Historien er godt fortalt på en intens og billedskabende måde. Jeg ser personer og steder klart for mig, og stemningerne er også levende beskrevet. En filmatisering vil være oplagt.

Der er mere sort og skæv humor i Stuart McBrides skotske krimier, og mere politi i Ian Rankins univers, men Neil Lancaster gør det rigtigt godt – også i sammenligning med de to. Jeg vil slutte med en opfordring om at læse ikke bare bogen, men selvfølgelig til at læse hele serien, der er effektiv spænding og god underholdning.

8 fine skydeskivepoint af 10 mulige

Neil Lancaster 
Nattevagten 
HarperCollins, 2026
365 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Ambrose Parry: Dødskunsten

Krimi og spænding Posted on 14 apr, 2020 21:59

Bogen er anden del i serien, der foregår i Edinburgh midt i 1800-tallet med den unge læge Will Raven og den tidligere tjenestepige Sarah Fisher i hovedrollerne.
Første bog i serien hed  “Al kødets gang”, og den anmeldte jeg HER 

Hovedpersonerne, tiden og stedet er i den nye bog som i bind 1 med den forskel, at Will Raven nu har færdiguddannet sig på europæiske hospitaler og er fastansat hos den ansete læge Simpson, og at Sarah Fisher både er ansat som assistent for Simpson og er blevet gift. Det spirende forhold fra bind 1 mellem Will og Sarah har derfor ret svære vilkår, men alligevel samarbejder de om opklaringen af en række mystiske dødsfald.

Er det en ny sygdom, eller der en morder på spil? Will og Sarah er ikke enige, og i deres individuelle og fælles søgen efter svar kommer de i konflikt med såvel politi, kollegaer og modstandere i sundhedsvæsnet samt med hinanden. Og det bliver et højdramatisk forløb med store personlige risici og omkostninger, og oven i den spændende og interessante historie tegnes et rigtigt god tidsbillede af Edinburgh midt i 1800-tallet. Vel er det en endda spændende krimi, men den er så meget mere. I kraft af beskrivelserne af bl.a. vilkårene for sundhedsvæsnet på den tid samt af kvinders muligheder for uddannelse og job tilføjer læsningen en ekstra dimension. At bogen desuden er velskrevet med godt styr på personer og plot, gør bogen endnu bedre.

Da jeg anmeldte bind 1, skrev jeg bl.a. dette, som stadig står ved magt:
Jeg fik på den gode måde mindelser om Lene Kaaberbøls fantastiske serie med Madeleine Karno, hvor der desværre (endnu?) kun er disse to bind: “Kadaverdoktoren” og “Det levende kød”.

Forfatternavnet er pseudonym for ægteparret bestående af krimiforfatter Christian Brookmyre og forsker i anæstesi Marissa Haetzman, så både det litterære og det medicinske er dækket flot ind, og det kan mærkes.

Fra bogens bagside:
Edinburgh 1849. På trods af byens lægevidenskabelige fremskridt dør snesevis af patienter af tilsyneladende uforklarlige årsager. Inden længe hviskes der i krogene om, at den ellers højt agtede og ærværdige fødselslæge, James Young Simpson, har noget med dødsfaldene at gøre.

Simpsons protége, Will Raven, der kæmper mod sine indre dæmoner, begiver sig sammen med den tidligere tjenestepige, Sarah Fisher, der slås med tidens snævre syn på, hvad kvinder kan og ikke kan, ud i Edinburghs beskidte og livsfarlige gader, fast besluttede på at rense deres mentors navn.

___________

Også dette bind 2 i serien får 9 sikre point på min skydeskive og 5 krimihjerter på krimifan.dk.

Ambrose Parry
Dødskunsten
Modtryk, 2020
410 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.