Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Helene Tursten: Ældre dame med skumle hensigter

Krimi og spænding Posted on 18 sep, 2025 22:40

Fra bogens bagside:
Maud er 88 år, men alt andet end svagelig. Hun er knivskarp, udstyret med et iltert temperament og går ikke af vejen for at begå et lille mord, hvis nogen forstyrrer hendes fredelige tilværelse.

Siden sin fars alt for tidlige død, har Maud boet gratis i familiens kæmpestore lejlighed i centrum af Göteborg, takket være en mindre klausul i lejekontrakten. Her lever hun i fred og ro. Når hun ikke er ude at rejse verden rundt, surfer hun på internettet og er i det hele taget godt tilfreds med sin fredelige tilværelse. 

Da en lokal berømthed flytter ind i ejendommen og får et godt øje til Mauds store lejlighed, er Maud ikke bleg for at tage sagen i egen hånd. For selvom hun nærmer sig de 90, har den ældre dame stadig et par tricks i ærmet, før hun er klar til at give op.

Min anmeldelse:
Jeg kendte udmærket Helen Turstens krimihistorier fra Gôteborg. Hende 2 oversatte serier er med henholdvis Irene Huss og Embla Nyström som hovedpersoner, og i hvert fald fald Huss-historierne er også filmatiseret. Jeg har læst og nydt både bøger og film, så jeg blev dejligt overrasket, da jeg på Mofibo så, at denne første bog var udgivet i en ny serie Tursten. 

Og jeg kunne også se, at bind 2 “Ældre dame med dystre hemmeligheder” udkommer i oktober. De historier skal jeg også læse, for jeg blev rimeligt underholdt af denne bog, der egentlig ikke er en roman, men en novellesamling. Den rummer 5 selvstændige, korte og finurlige historier, der lidt ser ud til at være tænkt publiceret hver for sig. De er om afsluttede sager, og der er flere gentagelser f.eks. om baggrunden for Mauds helt særlige forhold. 

Det har altid været en fornøjelse at læse krimier, hvor offeret får helt som fortjent (altså dør), og hvor gerningsmanden/gerningskvinden efterfølgende lige så fortjent slipper godt fra sine gerninger. 

Lige et par eksempler: Sara Paborn: En hustrus hævn – //blog.drustrup.dk/#post183 og Anders Totland: Til jord skal du blive – https://blog.drustrup.dk/?p=1801.

Når denne bogs hovedperson, Maud, bliver forsøgt snydt eller behandles uretfærdigt, så er hun klar til at rette op på forholdene – ganske fortjent og helt rimeligt. Sådan går det i alle tilfældene i denne bog. Heller ikke Turstens hovedpersoner fra andre serier, Huss og Nyström, får som efterforskere opklaret sagernes rette sammenhæng, selv om de til sidst får deres mistanker. Men måske sker det i fortsættelsen, selv om jeg ikke håber på det. Det vil være synd for den søde gamle dame, der minder mig en del om Miss Marble, men bare befinder sig på den anden side af loven.

En hyggelig krimi med retfærdighed som tema og sat i en noget anderledes scenografi end de fleste krimier.

Helt uden skumle hensigter giver jeg historierne 8 skydeskivepoint.

Helene Tursten
Ældre dame med skumle hensigter
Saga/Egmont, 2025
98 sider  

Bogen er læst på Mofibo.



Christina Larsson: En livsafgørende beslutning

Krimi og spænding Posted on 06 jul, 2024 15:15

Fra bogens bagside:
Den organiserede kriminalitet breder sig i Göteborg, og forskellige kriminelle bander kæmper om overherredømmet. 

Louise Olsen, efterforsker ved Afdelingen for Særlig Kriminalitet, er hovedvidne i en kommende, vigtig retssag og befinder sig dermed midt i orkanens øje. Hvem kan hun egentlig stole på?

Samtidig er der noget helt alvorligt galt med den seneste sag, som hendes mand, sikkerhedseksperten Max, har påtaget sig.

Louise og Max indser, at de må tage kampen op. Men for at opnå det, de har sat sig for, har de brug for penge. Rigtig mange penge.

Min anmeldelse:
Det er første bind i den nye serie “Agenturet” af en forfatter, jeg aldrig har læst noget af før, og som endda har fået udgivet 2 andre serier på dansk. Den ene serie er dog kun kommet som e-bog.

Baggrunden er meget aktuel og dramatisk. Handlingen udspiller sig i et Sverige, hvor den rå bandekriminalitet såvel i bogen som i virkeligheden har sat sit voldsomt voldelige præg på samfundet, og hvor politiet ikke har formået at bremse udviklingen. 

Bogens ene hovedperson ender midt i bandernes voldelige opgør, og hendes makker bliver dræbt. Det bliver en del af en større efterforskning, som viser sig at være tæt forbundet med en henvendelse til Louises mands højteknologiske sikkerhedsfirma, og så tager handlingen for alvor fart med flere drab og eksplosioner. 

Det er især politiets efterforskning, der følges, og den kompliceres af en intern muldvarp, som står i ledtog med banderne. Muldvarpen afsløres af Louise og Max sidst i bogen, men kan fortsætte sine ugerninger, da det undervejs er lykkedes at få Louise og Max sat under seriøse anklager, og de må flygte. 

Så vil jeg ikke afsløre mere som f.eks. hvor serietitlen Agenturet kommer fra. Jeg vil kun beklage, at bogens oprindelige udgangspunkt med bandekriminalitet og samfundproblemerne i Sverige fortaber sig i en mindre realistisk teknologisk retning, hvor især Max’ ekstraordinære evner med computere viser sig. Her mister bogen for mig fokus og bliver mindre interessant. Dertil kommer en sidehandling om parrets ufrivillige barnløshed og behandling herfor. Den har vist kun til formål af tilføre lidt privatliv og ganske lidt sex. 

Vel er bogen elementært spændende, men da den mistede fokus, tabte jeg også i nogen grad interessen, så det bliver kun til 6 skydeskivepoint.

Bind 2 i serien, “To sider af samme sag”, er lige udkommet, og jeg kan ikke lige afgøre, om jeg vil læse den. Sker det, så er det for at finde ud af, hvordan sagerne udvikler sig, og om den bliver mere realistisk, interessant og spændende.

Christina Larsson
En livsafgørende beslutning
Cicero / Gyldendal, 2024 
303 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.