Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste februar 2026 oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Håkan Nesser: Det finmaskede net

Krimi og spænding Posted on 31 maj, 2026 21:21

Fra bogens bagside:
Tidligere politikommissær Asunander bor gigtplaget og tilbagetrukket på et plejehjem i Visby på Gotland. Han fører notater om en tredive år gammel forsvindingssag, der muligvis er en drabssag. Under alle omstændigheder uopklaret. Mystiske omstændigheder – som et par afskårne lillefingre og et fund på en gotlandsk mark – vækker den bizarre historie om Harry Krona og Marlene Horwath til live. 

Gunnar Barbarotti og Eva Backman, begge på vej ind i pensionisttilværelsen og et roligt liv på det nordlige Gotland, lader sig modvilligt trække ind i deres gamle chefs efterforskning. Og indsatserne viser sig at være højere end nogensinde.  

Min anmeldelse:
Bogen er det 10. og afsluttende sidste bind i forfatterens serie om Barbarotti og Backman, og med denne anmeldelse har jeg nu anmeldt halvdelen af serien på min blog – senest bind 9 https://blog.drustrup.dk/?p=2833 “Ung mands rejse mod nat”. Dertil kommer anmeldelser af andre af Nessers bøger – og altid med topkarakter. 

Igen er det en relevant og flot sammenhængende historie, hvor det især er det flotte, sprog med de mange finurlige betragtninger og fode formuleringer, der fangede mig. Et enkelt eksempel:

Pokker må vide, hvorfor jeg husker disse ubetydelige detaljer, men i min alder fungerer hukommelsen og glemslen som to stridbare søskende, der aldrig kan enes.”

Samtidig bringer Nesser flere subtile referencer til andre af hans krimier, og jeg har sikkert ikke fanget alle. Det er vildt underholdende og ret skarpt!

Mht. krimigåden så ruller de pensionsmodne efterforskere Barbarotti & Backman langsomt, men sikkert sagens rette sammenhæng op ud fra arbejdstesen, at der var tale om: “Vildspor og begravede hemmeligheder. Et finmasket net af forberedelser.” Det gør de effektivt og overbevisende – og så vil jeg ikke fortælle mere om plottet

Nesser slutter bogen med et interessant efterskrift om sine serier, hvor hans første var “Det grovmaskede net”, der var i serien med kommissær Van Veeteren i hovedrollen. Med denne seneste bogs titel tegner Nesser på fornem måde en flot cirkel rundt om sine serier. 

10 sikre skydeskivepoint af 10 mulige = et pletskud!

Håkan Nesser
Det finmaskede net
Modtryk, 2026
320 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Mari Jungstedt: Den sidste udpost

Krimi og spænding Posted on 30 jun, 2025 22:11

Bogen er 18. bind i Gotland-serien, og mens jeg slet ikke har læst dem alle, så har bloggens faste gæsteanmelder, Palle Thomsen, læst alle de 17 forrige og fik derfor også tjansen med at anmelde denne fortsættelse.

Forlagets beskrivelse:
En sensommeraften bliver en kvinde, en mor fra lokalsamfundet, fundet brutalt skuddræbt på en ødegård i den sydvestlige del af Gotland. Forbrydelsen spreder rædsel blandt gotlænderne, og politikommissær Anders Knutas står over for en sag, der tegner til at være noget af et mysterium.

Den stille og tilbagetrukne mor arbejdede på ødegården, havde systue hjemme, sang i kor og hjalp til i kirken hos den attraktive præst Elias Ullberg. Hvem kunne finde på at slå hende ihjel på så brutal vis?  

Politikommissæren må optrevle sagen, der leder ham til forfærdelige opdagelser langt ude i det idylliske landskab. Samtidig kæmper han med sin nye tilværelse som småbarnsforælder og sin forestående pensionering.  Mens Knutas og hans kollegaer forgæves arbejder på at løse sagen, planlægges der i det skjulte flere mord …

Palle Thomsens anmeldelse:
Når man starter på en ny i serien, er det ligesom at komme hjem til landsbyen. Man kender alle hovedpersoner med deres særheder og baggrundshistorie, og skulle man have glemt dem, så får man det hele serveret igen. Det bliver måske lidt trivielt, men jo godt for nye læsere.

Jeg har det med Gotland-serien som med Barnaby – der kan da snart ikke være flere levende mennesker tilbage i Midsommer og på Gotland. De bliver jo slået ihjel i hobetal. 

Jeg har aldrig været på Gotland, men Jungstedts beskrivelser af øen giver mig lyst til at besøge stedet. Man kan mærke, hun holder af Gotland.

Selve fortællingen er lidt lang tid om at komme igang, men det er som vanligt et godt plot og med en overraskende slutning. En god og letlæst sommerkrimi. 

Jeg giver den 7 point ud af 10

Mari Jungstedt
Den sidste udpost
People’s, 2025  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.