Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Jakob Melander: Røde

Krimi og spænding Posted on 28 mar, 2025 20:56

Fra bogens bagside:
Eksbetjenten Røde arbejder som livvagt for mindre pæne udenlandske forretningsfolk – parat til at tage en kugle for andre. Da hans tidligere chef og gode ven fra Politiskolen omkommer i en brand, lover Røde vennens enke at gennemgå sagen, for er der virkelig tale om en ulykke, som politiet hævder?

Sandheden om branden presser ham fra alle sider: Politiledelsen, som fyrede ham, er på nakken af ham, de tidligere kolleger ser skævt til ham, en eksminister gør alt for at spænde ben for hans efterforskning – og privat er han på kant med sin journalistkæreste, Hannah, og en gruppe klimaaktivister.

For efterhånden som maskerne falder, tvinges Røde til også at kaste et kritisk blik på sig selv. Tåler hans egne hemmeligheder dagens lys?

Min anmeldelse:
Jeg har som bogblogger anmeldt 9 andre bøger af Jakob Melander. (Scroll ned på den alfabetiske liste her og find links til dem alle https://blog.drustrup.dk/category/category3/). Jeg har også anmeldt 3 af hans bøger som lektør. Og ikke mindre relevant så har jeg med ganske få undtagelser (Askehave-serien) været rigtigt godt underholdt af bøgerne.

Derfor var jeg også positivt spændt på denne bog, der er den første i en ny, planlagt serie om den tidligere politiassistent Vladimir “Røde” Kirk. Jeg blev bestemt ikke skuffet.

Røde er en spændende hovedperson, der på klassisk krimivis døjer med tidligere chefer, andre autoriteter, sit temperament og kærligheden, men som ikke skyr nogle midler for at komme til bunds i en sag – uanset hvor farligt det bliver. Og det bliver livsfarligt. Både for Røde og for mange andre bl.a. flere politifolk

Også de andre personer er godt beskrevet, og det gælder både dem på begge sider af loven og dem cirka midt på stregen. Også beskrivelserne af miljøer og situationer er godt ramt, så jeg blev rigtigt godt underholdt af den spændende og velskrevne historie – og jeg vil gerne læse mere om Røde. 

9 skydeskivepoint af 10 mulige.

Jakob Melander
Røde
Grønningen 1, 2025
352 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.

En hilsen til forsiden….


Pernille Schou: Liget i labyrinten

Krimi og spænding Posted on 06 mar, 2025 23:48

Bogen er bind 2 i en krimiserie, der foregår i tiden omkring Genforeningen i 1920. Bind 1 hedder “Mord i delegationen”, og den får på Krimimessen 2025 overrakt Lasse Holm-diplomet som årets bedste historiske krimi.

Fra bogens bagside:
Genforeningen 1920. Første verdenskrig er slut, men i grænselandet mellem Danmark og Tyskland afventes afstemningen om grænsen med tilbageholdte åndedræt.

Den tidligere krigssygeplejerske Vera Lund bliver opsøgt af sin fortabte bror og hevet ind i opklaringen af et tragisk mord på det tyske gods Holgenhof, der får konsekvenser for både hendes arbejde for den engelske efterretningstjeneste og hendes nærmeste.

Kriminalkommissær Arthur Holland er allerede på sagen, og sammen bliver de trukket ind i en labyrint af hemmeligheder og skjulte dagsordener. Politiledelsen forsøger at sætte en stopper for Veras indblanding, men Arthur kæmper imod. Han er trods alt rejst hele vejen til Flensborg i håbet om at møde hende igen. 

En historisk puslespilskrimi om genforeninger og svære valg.

Min anmeldelse:
Jeg læste bogen, fordi jeg godt kan lide krimier ved mulighed for at lære noget nyt. Jeg gjorde det vel vidende, at den var bind 2 i en serie og endda uden andet end basal viden om den tid i danmarkshistorien. Undervejs samlede jeg mere faktuel viden op også online – her: https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/genforeningen-1920 for lige at blive sat godt ind i situationen på bogens tid, og det blev fint afsluttet med forfatterens efterskrift.

Her i efterskriftet beskriver forfatteren selv bogen som et sammensurium af virkelighed og fiktion tilsat en fiktiv mordgåde, og samtidig beskriver hun, hvad der er faktuelt, og hvad hun har fundet på. Så langt så godt. Jeg blev klogere på situationen dengang og især på det internationale apparat bag afstemningen. Desuden blev jeg på hyggelig vis ført tilbage til lokaliteter, jeg kunne genkende og genopleve fra nutidige besøg i byen. 

Og jeg blev også underholdt undervejs af krimigåden og af samspillet mellem de forskellige personer. Jeg ærgrede mig dog over 2 forhold, hvoraf det første mest er min egen skyld. Der var nemlig undervejs ret mange henvisninger til noget, der var sket i seriens første bind “Mord i delegationen”, som jeg ikke har fået læst. Selv om en del blev forklaret, savnede jeg alligevel at vide mere. Bogen er altså ikke en selvstændig fortsættelse af bind 1. Jeg synes, det er en forudsætning at have læst bind 1 først for at få fuldt udbytte. 

Det andet forhold er egentlig et forbehold, og det gælder bogens fortællestil. Den virkede på mig umiddelbart meget beskrivende og småsnakkende med gentagelser – bl.a. ømmer Vera Lund mange, mange gange over et ømt lår efter en skade sket i bind 1.  Der var ingen sproglige finesser at fornøje sig med, og der var ingen plotmæssige twists, der for alvor overraskede mig. 

Når det er sagt, så blev jeg overordnet godt underholdt, og jeg skal da bestemt også læse den næste bog, der så afslutter trilogien om en central periode i danmarkshistorien. Det er specielt det historiske i bogen, jeg fandt interessant, og så er det både oplagt og sikkert velfortjent, at bind  som skrevet i indledningen har vundet prisen som årets historiske krimi.

7 skydeskivepoint ud af 10 mulige. 

Pernille Schou
Liget i labyrinten
Grønningen1, 2025
356 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Birgitte Wulff: Pusheren

Krimi og spænding Posted on 23 jul, 2024 20:35

Fra bogens bagside:
Udadtil er hun en dygtig gymnasiepige, inden er der kun smerte.

I et villakvarter i Aarhus sidder en pige på sit værelse og laver lektier. I køkkenet nedenunder skændes forældrene, så det brager op gennem gulvbrædderne. Passernålen smutter, og en bloddråbe pibler frem. Den første af mange. Smerten bedøver og beruser og er snart uundværlig, men også stadig sværere at nå.

Journalist Anne Velin er lige kommet tilbage fra barsel, da hun får et tip om, at en natklub i Aarhus sælger stoffer i baren. Hun følger op på sagen og får kontakt til en pige, som er blevet drugget i nattelivet. Samtidig får kollegaen Sofie en henvendelse fra en mor, hvis datter døde for egen hånd – eller gjorde hun?

Anne og Sofie sætter sig for at finde ud af, hvor stofferne i nattelivet kommer fra. Jagten fører dem ind i en underverden af ensomme unge og kyniske bagmænd, der forstår at udnytte en sårbar position.

Min anmeldelse:
Journalist og forfatter Birgitte Wulff har i sine første 3 krimier kombineret det journalistiske og nogle forskellige aktuelle emner i sine første 3 krimier, og det fortsætter hun med i dette bind 4 på bedste vis, hvor Anne Velin stadig er hovedpersonen..

I “Tårnspringeren” – https://blog.drustrup.dk/?p=1152 – er temaet vold mod kvinder. I “Rigmanden” – https://blog.drustrup.dk/?p=1338 – er temaet den manglende moral og etik i hesteverdenen både mht. hestehandler og behandlingen af de unge piger, der arbejder på stutterier m.v. Bind 3 hedder “Underhunden – https://blog.drustrup.dk/?p=2057 – og har incels (ufrivilligt enlige mænd) forfølgelse og vold mod kvinder som tema.

I denne senest bog er temaet ensomme unges liv med studiepres, drugging på barer, selvskade og den nemme adgang til stoffer. Og igen er scenen sat i Aarhus.

Historien fortælles kronologisk dels gennem Anne Velins og kollegaen Sofies aktiviteter, og dels gennem at vi følger en af de unge, der langsomt men sikkert bliver trukket ind i en nedadgående spiral af selvskade og misbrug.

Ud over sagerne indenfor bogens temaer fortælles der også om Anne Velins problemer med at være enlig mor, jalousi overfor eksens nye kæreste og hendes eget kærlighedsliv. Det er ikke de stærkeste eller mest nødvendige afsnit i bogen. Dem kunne jeg godt undvære.

Til gengæld er hovedhistorien en intens og barsk historie om den virkelighed, der kan møde unge, som bliver udsat for den slags farer i livet. Kan varmt anbefales til alle aldre – også unge ikke-krimilæsere. 

8 sikre skydeskivepoint.

Birgitte Wulff
Pusheren
Grønningen 1, 2024
386 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Birgitte Wulff: Underhunden

Krimi og spænding Posted on 25 jan, 2024 21:26

Fra bogens bagside:
På julemånedens første dag findes en kvindelig byrådspolitiker knivdræbt på en af Aarhus’ kirkegårde. Symbolske brændemærker skamferer hendes krop, for hendes mund er sat et stykke tape. Budskabet synes klart som dagen, men byens kvindelige politikere er kun alt for vant til at modtage hadmails, og politiet tøver med at tillægge nettets mørkemænd nogen del i drabet.

Journalisten Anne Velin og kollegaen Sofie går løs på mysteriet om gerningsmanden, der har lige så mange ansigter, som der findes falske profiler på det mørke net. Indtil den skyldige er fundet, og ikke mindst det egentlige motiv, er enhver kvinde, der stikker næsen frem, et potentielt offer, for alt tyder på, at morderen har tænkt sig at fortsætte.

Anne fordyber sig i sagen på flugt fra kaosset, der vokser på hjemmefronten. Hendes forhold til kæresten er skrøbeligt, og det bliver ikke bedre af, at hendes mor insisterer på, at hun skal komme hjem til jul.

En svimlende fortælling om nettets uhyggelige incelmiljø, hvor anonyme mænd lader kvindehadet blomstre, og hvor kvinder, bare fordi de er kvinder, risikerer mere end at blive svinet til på de sociale medier.

Min anmeldelse:
Birgitte Wulff har endnu engang med sikker sans for aktuelle emner fundet det emne, der er plotbærende i denne seneste bog: Incels – mænd der føler sig svigtet af kvinder, og som derfor lever i ufrivilligt cølibat og vil hævne sig på kvinder. 

Bogen er bind 3 i serien med journalisten Anne Velin. Her er seriens foregående og spændende bøger, som jeg har anmeldt her:

Tårnspringeren (1) med temaerne vold mod kvinder og forholdet mellem medierne/journalister og politiet – https://blog.drustrup.dk/?p=1152 

Rigmanden (2) med hovedtemaet mangel på moral blandt de professionelle hestehandlere og igen med indblik i medieverdenen – https://blog.drustrup.dk/?p=1338 

Næste bog i serien hedder Pusheren, og den har unges mistrivsel samt deres brug af stoffer som tema. Den udkommer juni 2024. 

Også i Underhunden fortæller Birgitte Wulff en både relevant og spændende historie. Den har en faktuel base i form af de mange trusler og voldsomme mails mange politikere får. De fakta udvikles i bogen med tilført dramatik og forfatterens fine evne til at skærpe konflikterne, så historien både bliver spændende og sandsynlig. 

Igen bliver Anne Velin dybt personligt involveret, og igen er hendes privatliv en del af historien. På den måde må jeg sige, at Birgitte Wulff fortsætter den krimigenre, hvor den nysgerrige og effektive journalist bidrager til en hurtigere løsning af en sag, som politiet ikke helt har fattet sammenhængene i. Skabelonen virker, og forfatteren udnytter den effektivt og aktuelt.

Det bliver igen til 8 skydeskivepoint.

Birgitte Wulff
Underhunden
Grønningen1, 2023
398 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



En historie om mennesket – Homo Sapiens og meningen med tilværelsen. Af Rane Willerslev, Lasse Vilien Sørensen, Mads Dengsø Jessen og Henrik Hvenegaard Mikkelsen

Alt muligt andet godt Posted on 24 nov, 2022 12:09

Fra bogens bagside:
På tærsklen til den moderne verden splittede vi verden op i leg og arbejde. Legen blev tilsidesat som tidsspilde, og arbejdet fremhævet som sikring af artens overlevelse. Men det er ikke i vores kamp for overlevelse, vi finder meningen med tilværelsen.

Bogen tager læseren med på en rejse i tid – i dyb tid – fra de tidligste medlemmer af menneskeslægten for millioner af år siden og frem til den udviklingsrevolution, hvor store dele af menneskeheden fik fra opdagelseslystne jæger-samlere til pligtopfyldende, fastboende agerbrugere. Det legende menneske og det arbejdende menneske blev delt i to, og den udvikling har betydning for måden, vi lever på i dag.

Med historien i hånden viser de fire forskere, at legen ikke kun skal tilhøre vores pauser. Vi skal fungere som hele mennesker, inklusiv leg, fantasi, opdagelseslyst og modet til at prøve noget af – og turde fejle.

Min anmeldelse:
Bag bogen er der en imponerende mængde viden, tolkninger af data samt omfattende litteraturstudier. Deraf følger formidlingen af forfatternes synspunkter og konklusioner. Systematisk og i korte kapitler argumenterer de for deres synspunkter på menneskets udvikling og sociale liv, og det er meget, meget interessant læsning. 

Det er nemlig spændende at følge de 4 erfarne forskere i deres faktuelt baserede formidling af viden kombineret med deres antagelser om livet i forhistorisk tid. Der er jo ingen skriftlige kilder fra den gang, men kun fund der kombineret med viden om senere naturfolks liv både bliver til overbevisende beskrivelse af forhistorisk udvikling, og samtidig bliver det til relevant inspiration for menneskets liv i dag.

Bogens slutsætning inden den omfattende litteraturliste er denne: Mere end nogensinde før er det afgørende, at vi udvikler flere ideer til, hvad ser kan motivere os, og forholder os aktivt til, hvad der engang har været menneskeligt muligt.”

Selv om bogen er en helhed, og der er en følgerække i kapitlerne og argumentationen, så er emnerne opdelt i 7 dele, hvor set også er en fornøjelse at læse de enkelte dele hver for sig. Det er nemlig ikke en bog, man hurtigt bliver færdig med. Den kan læses flere gange både i sin helhed og de enkelte dele hver for sig.

Det er en fremragende formidlet fagbog, der er både spændende og givende at læse, så det bliver til 5 sikre stjerner.

Rane Willerslev, Lasse Vilien Sørensen, Mads Dengsø Jessen og Henrik Hvenegaard Mikkelsen: En historie om mennesket – Homo Sapiens og meningen med tilværelsen
People’s, 2022
265 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.