Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Helene Tursten: Ældre dame med skumle hensigter

Krimi og spænding Posted on 18 sep, 2025 22:40

Fra bogens bagside:
Maud er 88 år, men alt andet end svagelig. Hun er knivskarp, udstyret med et iltert temperament og går ikke af vejen for at begå et lille mord, hvis nogen forstyrrer hendes fredelige tilværelse.

Siden sin fars alt for tidlige død, har Maud boet gratis i familiens kæmpestore lejlighed i centrum af Göteborg, takket være en mindre klausul i lejekontrakten. Her lever hun i fred og ro. Når hun ikke er ude at rejse verden rundt, surfer hun på internettet og er i det hele taget godt tilfreds med sin fredelige tilværelse. 

Da en lokal berømthed flytter ind i ejendommen og får et godt øje til Mauds store lejlighed, er Maud ikke bleg for at tage sagen i egen hånd. For selvom hun nærmer sig de 90, har den ældre dame stadig et par tricks i ærmet, før hun er klar til at give op.

Min anmeldelse:
Jeg kendte udmærket Helen Turstens krimihistorier fra Gôteborg. Hende 2 oversatte serier er med henholdvis Irene Huss og Embla Nyström som hovedpersoner, og i hvert fald fald Huss-historierne er også filmatiseret. Jeg har læst og nydt både bøger og film, så jeg blev dejligt overrasket, da jeg på Mofibo så, at denne første bog var udgivet i en ny serie Tursten. 

Og jeg kunne også se, at bind 2 “Ældre dame med dystre hemmeligheder” udkommer i oktober. De historier skal jeg også læse, for jeg blev rimeligt underholdt af denne bog, der egentlig ikke er en roman, men en novellesamling. Den rummer 5 selvstændige, korte og finurlige historier, der lidt ser ud til at være tænkt publiceret hver for sig. De er om afsluttede sager, og der er flere gentagelser f.eks. om baggrunden for Mauds helt særlige forhold. 

Det har altid været en fornøjelse at læse krimier, hvor offeret får helt som fortjent (altså dør), og hvor gerningsmanden/gerningskvinden efterfølgende lige så fortjent slipper godt fra sine gerninger. 

Lige et par eksempler: Sara Paborn: En hustrus hævn – //blog.drustrup.dk/#post183 og Anders Totland: Til jord skal du blive – https://blog.drustrup.dk/?p=1801.

Når denne bogs hovedperson, Maud, bliver forsøgt snydt eller behandles uretfærdigt, så er hun klar til at rette op på forholdene – ganske fortjent og helt rimeligt. Sådan går det i alle tilfældene i denne bog. Heller ikke Turstens hovedpersoner fra andre serier, Huss og Nyström, får som efterforskere opklaret sagernes rette sammenhæng, selv om de til sidst får deres mistanker. Men måske sker det i fortsættelsen, selv om jeg ikke håber på det. Det vil være synd for den søde gamle dame, der minder mig en del om Miss Marble, men bare befinder sig på den anden side af loven.

En hyggelig krimi med retfærdighed som tema og sat i en noget anderledes scenografi end de fleste krimier.

Helt uden skumle hensigter giver jeg historierne 8 skydeskivepoint.

Helene Tursten
Ældre dame med skumle hensigter
Saga/Egmont, 2025
98 sider  

Bogen er læst på Mofibo.



Sven Petter Næss: Tyv

Krimi og spænding Posted on 12 mar, 2025 09:41

Bogen er en del af norsk serie korte krimier med forskellige forfattere, der hver tager udgangspunkt i et af Bibelens 10 bud. Sven Petter Næss tager udgangspunkt i det syvende bud “Du må ikke stjæle”. 

I Norge er den udgivet som bind 7 i serien, hvor de første er:
Jørgen Brekke (Andre guder), Arne Svingen (Min sønn), Knut Nærum (Sannheten), Agnes Lovise Matre (Til døden), Geir Tangen (La alt håp fare) og Levi Henriksen (Som vi forlater våre skyldnere). Indtil videre er kun Geir Tangen også oversat. 

Sven Petter Næss har også skrevet krimiserien med Harinder Singh i hovedrollen, hvor kun ét bind er oversat til dansk, og som jeg har anmeldt her https://blog.drustrup.dk/?p=1322

Fra bogens bagside:
For at fange en tyv må hun blive en tyv.

Robert er en tyv. En svindler helt uden skrupler. Da et fupnummer går galt, flygter han i hast og søger ly for natten på et afsidesliggende motel.

Marianne Krohn lever et stille liv uden glæde. Hun er ruineret, svigtet af sin mand og må arbejde på sin tyranniske fars slidte motel. En sen aften ankommer en gæst, som hun genkender. Det er svindler en, der for fem år siden narrede hende fra hjem, job og omdømme.

Nu åbner hun en mulighed for at vende alt på hovedet og udføre en spektakulær hævn.

Min anmeldelse:
Fascinerende, spændende og velskrevet lille historie om identitetstyveri og svindel. Ud over at give et indblik i svindelteknikker og dobbeltmoral – eller nærmere mangel på moral, så er hævn også et centralt tema i form af at stjæle tilbage. 

Den underholdende og godt konstruerede historie er fortalt med skiftende vinkler og tidsspring i et tempo, der holder spændingen godt oppe hele vejen. Sådan er det, selv om det ret hurtigt gik op for mig, hvad den forbryderiske person havde gang i. Det var en sand fornøjelse at følge den forulempede og hendes effektive modtræk. Fuld sympati med hende. Og så blev jeg alligevel alligevel dejligt overrasket både undervejs og til sidst. Bogen er også et interessant bud på holdning til det syvende bud. Men det er i første omgang en hurtigt læst, spændende og underholdende kortkrimi. 

8 skydeskivepoint af 10 mulige

Sven Petter Næss
Tyv
Straarup & Co., 2025
202 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Johannes Selåker: Fri os fra det onde

Krimi og spænding Posted on 21 nov, 2024 20:25

Fra forlagets omtale:
Journalist Selma Halilovic står midt i en personlig krise. Hun har sagt sit job op på Kvälpressen og er flyttet fra sin kæreste i Stockholm til Umeå. Den officielle forklaring er, at hun skal studere psykologi, men det er kun delvist sandt …

En teenagepige livesender sit eget selvmord på Instagram. Hun er kort forinden meldt savnet af sine forældre, der begge er medlemmer af en fundamentalistisk kristen gruppe ved navn Guds Lys. Samtidig med at den grufulde video går viralt, rystes området omkring Umeå af en række mystiske sabotagehandlinger.

Selma dækker begivenhederne som freelancer for sin gamle chef, og da hun ser videoen for første gang, gør hun en forfærdelig opdagelse. Kan sabotagen være forbundet med den forsvundne pige? Selma dykker ned i sagen, og hun tvinges til at konfrontere sin fortid, men hun skal passe på, at den ikke indhenter hende … 

Første bind i ny rædselsvækkende krimiserie. En fortælling om sekter og hævn og hvad den kan drive til dig til. 

Min anmeldelse:
Det er en ganske præcis, dækkende og lokkende bagsidetekst, så det vil være ærgerligt for kommende læsere at afsløre ret meget mere. Og det er godt, at teksten lokker, for det er en rigtigt spændende og grum historie, der lover godt for de kommende bøger med den specielle hovedperson Selma Halilovic, der har en meget interessant baggrund fra Sarajevo og krigen i Eks-Jugoslavien og med en særlig personlighed. 

Begivenhederne fortælles kronologisk set fra forskellige af bogens aktører på skift. Det fungerer dramaturgisk rigtigt godt. For det skaber en intens stemning og en stigende spændingskurve. 

Selma Halilovic leverer naturligvis den mest gennemgående fortællevinkel og med sine traumer og familiebaggrund endda flere vinkler. Desuden ses det hele gennem f.eks. den forsvundne unge pige fra Guds Lys, andre personer fra sekten og personerne bag sabotagerne. 

Guds Lys er en meget kontant og fundamentalistisk sekt, der håndhæver deres magt hårdhændet, og det bidrager massivt til hele historien, og det ligger vel ikke så fjernt fra virkeligheden i mange lignende lukkede grupper. Alligevel strammer forfatteren op for konsekvenserne, og derfor bliver læsningen en barsk omgang med mange effektfuld optrin, hvor især slutningen er voldsom. 

Et højt spændingsniveau, en speciel og interessant hovedperson samt en en barsk og fundamentalistisk baggrund for plottet = 8 skydeskivepoint.

Johannes Selåker
Fri os fra det onde
People’s, 2024
627 sider

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.