Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Lotte Petri og Hans Petter Hougen: Dæmonen

Krimi og spænding Posted on 12 sep, 2025 17:09

Jeg har selv anmeldt første bind i forfatterparrets serie “Udyret”. Det hed “Specialisten” og er anmeldt her: https://blog.drustrup.dk/?p=1418. Jeg fik bloggens faste gæsteanmelder, Palle Thomsen, til at anmelde næste bind “Nomaden”, og hans anmeldelse kan læses her: https://blog.drustrup.dk/?p=1909. Palle fik også dette bind 3 til anmeldelse.

Fra bogens bagside:
En yngre politimand dør pludseligt på et af Hovedstadens hospitaler. Er der tale om en fatal hospitalsfejl? Eller var det et mord?

Kort tid efter det uventede dødsfald finder endnu et mystisk dødsfald sted på det gamle Bispebjerg Hospital. Denne gang er der ikke tvivl om, at der er tale om mord. Den døde er tømt for blod, og gerningsstedet er så grufuldt, at selv den hærdede drabsefterforsker Sissel Jæger er dybt rystet.

Gerningsmanden viser sig at være både risikovillig og uhyre stedkendt og benytter tunnellerne under hospitalet som det perfekte flugtsystem. Inden længe sker et nyt mord, og Sissel fornemmer, at nogen også er efter hende. Hun og retsmedicineren Harald Sejersen er sat på en uhyggelig svær mordgåde, for de er oppe imod en dæmonisk morder, som er kold og kalkuleret. Ingen patienter eller pårørende kan føle sig trygge.

Palle Thomsens anmeldelse:
Jeg har tidligere anmeldt “Nomaden” af samme forfatterpar, og den gav jeg kun 4 stjerner ud af 10. Jeg harcelerede meget over dialogen og en forceret slutning, og skrev, at hvis jeg havde været forlagsredaktør, så havde jeg sagt: Det er en ommer.

Denne er ikke en ommer. Den er faktisk god.

En seriemorderkrimi som foregår på et hospital, hvor der er dunkle gange og rum i kælderen, mord i massevis, spænding i overflod, overbebyrdede politifolk, sure chefer og en actionpræget slutning. 

Der er et par løse ender, vi ikke får helt svar på – men de er tilgivet. Det er en page-turner. Og dialogen er blevet meeeeget bedre.

Jeg giver den 7 ud af 10 skydeskivepoint point.

Lotte Petri og Hans Petter Hougen
Dæmonen
(Udyret; 3)
People’s Press, 2025
310 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Lotte Petri og Hans Petter Hougen: Nomaden

Krimi og spænding Posted on 29 sep, 2023 20:56

“Nomaden” er andet bind ud af fire planlagte bind i serien “Udyret”, der blev indledt med “Specialisten”, og som jeg selv har anmeldt. Dette bind 2 er gæsteanmeldt af Palle Thomsen, der ikke synes om bogen. 

Fra forlagets beskrivelse:
Sissel er sygemeldt efter en konfrontation med en psykopatisk drabsmand. Hun har pådraget sig et alvorligt sår, der har svært ved at hele, og hun begynder at se det som et billede på sin sindstilstand. Hun er kun lige vendt tilbage på arbejde, da liget af en kvinde bliver fundet i Konge-lunden på Amager. Kvindens lunger er gennemboret med en spids genstand, så de er klappet sammen, og hun langsomt er blevet kvalt. Hvilken psykologisk profil kan stå bag et så makabert drab?

Harald er nødt til at rejse til Ukraine, hvor han skal bistå med identificeringen af flere hundrede døde i en massegrav. Men denne gang synes han, det er svært at rejse fra sin datter. Under det overvældende arbejde står han pludselig med en sag, som i uhyggelig grad ligner noget, han har set i Danmark. En gerningsmand, der tror han kan skjule sine handlinger ved at begrave alting dybt i jorden.

Palle Thomsens anmeldelse:
Hold da op. En krimi der har alle klicheerne med: En hovedperson der overlever alt, personlige problemer, trist kærlighedsliv, hvor er det hårdt at være politikvinde, dum chef, fantastiske kollegaer, lidt Ukrainekrig, udnyttelse af kvinder, rige mænd er dumme svin, psykopatisk seriemorder o.s.v.  og så har den hele vejen igennem en ualmindelig dårlig og tåbeligt konstrueret dialog personerne imellem – SÅDAN TALER MENNESKER IKKE TIL HINANDEN. 

Der er sikkert mange, der vil synes denne pageturner er god, men ikke mig. Som forlagsredaktør ville jeg have sagt – det er en ommer. Historien er sådan set skruet nogenlunde godt sammen, detaljeret med mange sidehistorier, men slutningen er alt for forceret. Som om forfatterne har tænkt – hold da op, så mange sider, så må vi heller få historien cuttet her. Den mangler en ordentlig slutning.

Det bliver 4 point ud af 10, svarende til 2 krimihjerter….

Lotte Petri og Hans Petter Hougen
Nomaden (Udyret; 2)
People’s, 2023
350 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Læs min egen anmeldelse af seriens bind 1 “Specialisten” her: https://blog.drustrup.dk/?p=1418.



Lotte Petri og Hans Petter Hougen: Specialisten (Udyret; 1) 

Krimi og spænding Posted on 06 okt, 2022 14:30
Jeg fik nogen tilsendt sammen med en kuglepen udformet en injektionssprøje
måske med balsameringsvæske!

Fra bogens bagside:
En kvindetorso findes på en bænk i Fælledparken uden for Rigshospitalet, og det viser sig hurtigt, at drabsmanden har godt styr på menneskets anatomi og er øvet i partering. Der er tale om en person, som er specialiseret i at slå ihjel.

Da der også gøres uhyggelige fund på Retsmedicinsk Institut og på Rigshospitalet, bliver sagen straks mere overvældende for retsmediciner Harald Sejersen. Drabsmanden færdes tydeligvis frit på hospitalets område, og hverken Harald eller hospitalets indlagte kan vide sig sikre. Det gælder også drabssagens efterforsker, Sissel Jæger, som hyppigt følger sin bror til behandling på hospitalet, efter at familien har været involveret i en alvorlig trafikulykke.

Der er en morder iblandt dem, og den dræbte kvindes hoved og arme er stadig ikke fundet. Hvor mange gruopvækkende overraskelser venter dem endnu? Sammen kommer Harald og Sissel på sporet af en bestialsk seriemorder, som hele tiden er et skridt foran dem.

Min anmeldelse:
I forbindelse med forårets Krimimesse i Horsens afslørede Lotte Petri og Hans Petter Hougen, at de snart var klar med en bog, de havde skrevet i samarbejde. De glædede sig meget over resultatet. I samarbejdet er Lotte Petri med sine mange krimier og spændingsbøger den erfarne skribent, mens Hans Petter Hougen som erfaren retsmediciner med mange obduktioner og efterforskninger bag sig har helt styr på den side af sagen. Det er helt oplagt, at de har haft et godt samarbejde med bogen, og de har helt sikkert også hygget sig. Det er første del af en planlagt serie med titlen “Udyret”. Et andet ord for et bestie så der venter sikkert mere bestialitet.

Der er således helt godt styr på plot, fortælleform og de mange tekniske detaljer. Og netop detaljerne er der mange af fra morderens bestialske udfoldelser og obduktionerne. 

Netop her vil bogen dele læsernes oplevelse af bogen, for enten kan man klare det bestialske, eller også kan man ikke. Nogle kan slet ikke få krimier barske nok, mens andre har det lige modsat. 

Det er ikke for at snakke udenom, men kun for at lægge præmisserne frem. Jeg er nemlig en af den slags krimilæsere, der ikke er vild med det bestialske og ikke altid kan se det nødvendige i det for at fortælle en god krimihistorie. Selv om flere krimiforfattere og efterforskere uafhængigt af hinanden har fortalt, at de på ingen måde skriver lige så voldsomt om begivenhederne, som de finder sted i virkeligheden, så har jeg jævnligt fået nok bestialitet. Også i tilfældet med denne bog. 

Det er et vildt spændende og godt konstrueret plot, og med de mange præcise beskrivelser af forholdene på Rigshospitalet og i obduktionslokalerne, virker bogen overbevisende realistisk. Så den er rigtigt spændende. Mit problem er så bare, om det virkeligt er nødvendigt med de mange detaljer.

Da bogen på den ene side er rigtigt spændende og på den anden – afhængigt af smag og behag – er for meget, vil jeg afstå fra at give point eller hjerter. I stedet vil jeg lade folk selv afgøre sagen. Nu ved I lidt om bogen og kan selv vælge at læse – eller ej.

Lotte Petri og Hans Petter Hougen
Specialisten
(Udyret; 1)
people’s, 2022

373 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.