Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Peter May: Skakbrikkerne

Krimi og spænding Posted on 31 jan, 2024 21:05

Fra bogens bagside:
Fin Macleod har lagt sit arbejde i drabsafdelingen i Edinburgh bag sig og er faldet til på sin fødeø, Isle of Lewis, hvor han arbejder som sikkerhedschef formen af øens store jordbesiddere. Jobbet bringer ham dog snart på kollisionskursen sin gamle barndomsven, Whistler Macaskill, områdets mest indædte krybskytte. Da Fin opsøger Whistler, bliver de to mænd vidner til et sælsomt naturfænomen. En dyb sø står pludselig og uforklarligt drænet for vand, og op af mudderet stikker de næsten uskadte rester af et lille enmotors fly, som forsvandt sporløst sytten år tidligere.

Begge mænd er klar over, at de vil finde resterne af deres fælles ven Roddy Mackenzie i flyvraget, men Fin bemærker noget, der får det til at isne gennem ham. Instinktivt ved han, at den sandhed, der ligger gemt i fortiden, fuldstændig vil forandre hans fremtid. 

Min anmeldelse:
Bind 1 i trilogien fra øen Lewis hedder Sorthuset. Bind 2 hedder Lewismanden, og den har jeg anmeldt her: https://blog.drustrup.dk/?p=1589.

Med dette afsluttende bind i trilogien er den hjemvendte Fin Macleod landet på sin hjemegn med fuld styrke. 

Foruden at få fortalt en spændende historie med rødder i øens tidlige historie, hvor bl.a. titlens skakbrikker spiller en rolle (se note nederst), spiller også dens nyere musikalske historie ind i bogens handling. Medlemmerne af et orkester, der er internationalt kendt for deres keltiske musik, er vigtige for plottets udvikling – og så fortæller jeg ikke mere!

På samme måde som i det forrige bind, så er bogen befolket med rigtigt interessante personer, det er herligt at følge. Desuden er der ud over krimigåden, der er både overraskende og interessant og har rod i fortiden, mængder af lokalkolorit og lyriske sansninger af geografien. 

Det er en klassisk britisk krimi i den absolut bedste ende og med oplagt potentiale til filmatisering.

Det er angiveligt slutningen på en trilogi, men forfattere har tidligere ændret planer, og det må Peter May meget gerne gøre. 

Det bliver igen til 9 sikre skydeskivepoint!

Peter May
Skakbrikkerne
Gyldendal, 2023
363 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

PS
Skulle nogen være interesseret i at læse om de oprindelige skakbrikker fra 1200/1300-tallet, der indgår i bogens titel, så se HER på hjemmesiden for National Museum of Scotland.



Peter May: Lewismanden

Krimi og spænding Posted on 17 feb, 2023 22:16

Fra bogens bagside:
Da et yderst velbevaret lig dukker op i en tørvemose på Isle of Lewis, er øboerne overbevist om, at man har gjort et epokegørende oldtidsfund af samme betydning som Tollundmanden. Den døde bliver da også hurtigt omtalt som ‘Lewismanden’. Men da retsmedicinerne finder en falmet Elvis-tatovering på Lewismanden overarm, og da en dna-analyse desuden viser, at han er i nær familie med en af øens kendte skikkelser, indleder det lokale politi en mordefterforskning.

Den døde har lidt en langtrukken og pinefuld død, og da Fin Macleod modvilligt bliver draget ind i efterforskningen, støder han ikke kun på nogle af de allermørkeste kapitler i Skotlands historie, han indser også, at jo dybere, han graver sig ned i sagen, jo tættere kommer den på ham selv. Kan han overhovedet opklare set brutale mord uden igen at miste alt?

Min anmeldelse:
Kort sagt: En velskrevet, fascinerende og spændende bog, der ikke udelukkende – men også – er en krimi. For ikke af spolere spændingen ved at læse bogen vil jeg ikke fortælle om det, der på bagsiden kaldes “et af de mørkeste kapitler i Skotlands historie”, og som er et afgøre de tema i bogen. Tro mig bare, når jeg siger, det er barske sager med sikker bund i virkeligheden. Netop det gør det ekstra interessant. 

Det er en langsom krimi forstået på den måde, at handlingen skrider frem i et tempo, hvor der også bliver tid til at udvikle historien på velskrevet vis og med fascinerende nærmest lyriske beskrivelser af miljøet. Der er også tid til at udvikle de interessante hovedpersoner og deres indbyrdes relationer på bedste måde.

Den intense stemning, lokalkoloritten, den faktuelle baggrund, de interessante personer og den langsomt afslørende fortællemåde gjorde bogen til en dejlig læseoplevelse. Der er ikke fuld fart over stok og sten på historien. Dejligt fjernt fra bøger om for hurtige og voldsomme massemordere der jagter bogens efterforsker, men alligevel intenst spændende.

Det er bind 2 i en trilogi , der foregår på Isle of Lewis. Jeg er nok nødt til også at læse bind 1 “Sorthuset” og fortsættelsen, når den kommer.

9 sikre skydeskivepoint her og 5 krimihjerter på krimifan.dk.

Peter May
Lewismanden
Gyldendal, 2022
381 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.