Bogen er ligesom seriens første bind gæsteanmeldt af Palle Thomsen.
Fra bogens bagside:
Tre godser. To forsvindinger. En kamp mod tiden.
Lolland 1928. Under en sneppejagt bliver der skudt mod Danmarks justitsminister. Lederen af Statspolitiets Rejseafdeling, Himmelstrup, mener først, at det er en banal jagtulykke, men da en polsk roepige fra området forsvinder, indser han, at der er mere på spil. Han tager selv til Lolland, hvor to af hans folk allerede befinder sig.
En bidende kold vinter lægger sig over den flade ø, hvor Himmelstrups hold møder et lukket samfund. Der er spændinger mellem de polske løsarbejdere og de danske godsforvaltere, og situationen spidser til, da en polak findes dræbt med en møggreb i brystkassen. Men de mest uforsonlige konflikter finder Himmelstrup blandt medlemmerne af den magtfulde slægt, Søndermark, der ejer det meste af jorden.
Under sæsonens sidste jagt er alles øjne rettet ministeren, og ingen ser, at hans datter forsvinder. Himmelstrup kæmper mod tiden for at opspore sandheden om den konflikt, der eskalerer for øjnene af ham, og finde både den polske pige og ministerens datter i live.
Palle Thomsens anmeldelse:
Det er andet bind om Otto Himmelstrup og Danmarks første rejsehold. Jeg var begejstret for bind 1 “Den yderste grænse”, som jeg anmeldte her – https://blog.drustrup.dk/?p=1779 , og jeg er ligeså begejstret for bind 2 = 452 siders god krimi.
Jonia har igen begået en formidabel historie. Denne gang foregår den på Lolland i 1927 og 1928 blandt godsejere, tumpede lokale politifolk og underkuede polske roearbejdere. Foruden det velkomponerede plot får vi en god beskrivelse af de forhold, som de polske roearbejdere arbejdede under. Det var ikke gode forhold, men vel nærmest slaveforhold. Ikke en stolt periode i Danmarkshistorien. Vi får også et godt indblik i familieintriger blandt godsejerne og gårdmændene, der alle mere eller mindre er traumatiserede af en hård barndom og tidligere tiders fattigdom.
Rejseholdet er en lille sluttet enhed af dedikerede politifolk, som også slås med hver deres, men som alligevel formår at komme til bunds i det lollandske morads.
Det er ikke en page-turner, men en langsomt fremadskridende fortælling og ikke én side for lang.
Jeg er imponeret af Jacob Jonia. Bind 1 gav jeg 9 point, men denne gang er jeg nødt til at give ham 10 point ud af 10.
Jacob Jonia
Dansen om guldkalven
People’s, 2024
452 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
