Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Claus Mørkbak Højrup: Himmeldrømmeren

Alt muligt andet godt, Krimi og spænding Posted on 27 feb, 2025 21:23

Fra bogens bagside:
Da Rusland invaderer Ukraine, må Victor flygte til Kyiv sammen med barndomsvennen Julia og hendes kæreste Sergei. Victor og Sergei bliver dronepiloter ved fronten, mens Julia starter som radio operatør. En skæbnesvanger nat bliver Sergei fanget og tortureret af russerne. Lammet af angst bevidner Victor sin kammerats gennemtrængende skrig i mørket. I et forsøg på at undslippe sin selvforagt og skyldfølelse søger Victor væk fra frontlinjen og tilbage til studielivet i Kyiv. Men en dag får han en opringning, der ændrer alting. Drevet af et gammelt løfte til Julia indser Victor, at hans vej til forløsning kræver en farlig færd ind bag fjendens linjer.

En højaktuel fortælling om venskab og kærlighed og om pludselig at blive voksen midt i en krig.

Min anmeldelse:
Som bagsiden angiver: en meget aktuel bog, og en bog jeg slugte i næsten 2 bidder. Jeg blev nemlig opslugt af bogens stærke fortælling om de vilkår, krigen i Ukraine giver hele befolkningen – fortalt i bogen med særligt fokus på børn og unge. Historien er fortalt i et flydende sprog og koncentreret form. Det passer til indholdet.

Hovedpersonen er Victor, der i begyndelsen af lyver om sin alder og bliver dronepilot og aktiv i den barske ukrainske kamp mod invasionsstyrkerne. Han er titlens himmeldrømmer, da hans mål er at blive pilot i et kampfly.

Bogens to øvrige centrale personer, de næsten jævnaldrende Sergei og Julie samt deres familier bringer Victor i forbindelse med oligarker, sorte penge, korruption og pengenes ubestridelige magt på godt og ondt. Det er en ene side af bogen.

Det er naturligvis en barsk historie, fordi krig, uanset hvilken side man er på, er ubarmhjertig og barsk. Det skjules på ingen måde i bogen, hvor der er mange skræmmende og voldsomme scener, der helt sikkert ikke er urealistiske – måske endda underdrevne. Selve krigshandlingerne og deres voldsomme konsekvenser er en anden side af bogens indhold.

Historien kulminerer med en aktion over grænsen til Rusland for både at hente nogle af de ukrainske børn, som Rusland har bortført, tilbage til Ukraine, og for at finde og befri den tilfangetagne Julia. Det er en voldsom historie, men den kan jeg ikke vurdere sandsynligheden af. Er den store teknologiske indsats mulig som beskrevet i bogen? 

Den tvivl er ikke afgørende for min vurdering af bogen, som lanceres som en spændingsroman, men som jeg synes er meget mere. Jeg vil anbefale den til alle unge og voksne i alle aldre, der har interesse i at vide mere om krigen i Ukraine og dens menneskelige konsekvenser. 

Claus Mørkbak Højrup har i et opslag på Facebook selv præsenteret baggrunden for romanen sådan: 
Krigen i Ukraine har vendt op og ned på hverdagen for mange unge. Fem ukrainske kvinder deler deres oplevelser af missilalarmer, strømafbrud og frygt, men også deres håb og drømme for fremtiden. Deres styrke og mod er en påmindelse om menneskets evne til at finde lys i mørket.
Læs den fulde historie her: https://verdensbedstenyheder.dk/nyheder/en-hverdag-med-missilalarmer-og-stroemafbrud-vi-har-spurgt-fem-unge-ukrainske-kvinder-om-hvad-der-goer-dem-haabefulde-i-dag 

Det er netop denne menneskelige styrke og håbet midt i kaos, som jeg dykker ned i med min nye roman ”Himmeldrømmeren”. 

Jeg giver bogen 4 stjerner som roman og 1 ekstra stjerne for sin aktualitet.

Claus Mørkbak Højrup 
Himmeldrømmeren
Byens Forlag, 2025
296 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Kim Leine: Afgrunden

Alt muligt andet godt Posted on 31 jan, 2025 14:16

Forlagets beskrivelse:
Marts 1918. Tvillingerne Kaj og Ib Gottlieb rejser til Finland for at deltage som frivillige i borgerkrigen der netop er brudt ud deroppe, og deltager i stormen på byen Tampere.

Efter dette møde med krigen følger vi dem, hver for sig og sammen, i den lange fredstid, op gennem 20’ernes og 30’ernes tiltagende nazificering og uroligheder i Danmark og Tyskland, med afstikkere til Mellemøsten og USA.

Og med ét er de tilbage i krigen, i besættelsestid og modstandskamp, hvor de balancerer på en knivsæg i deres legen kispus med Gestapo i Københavns gader. Men hvor er afgrunden; er den i krigen eller i freden, eller er den et helt tredje sted?

Afgrunden er en stor fortælling om krig og freden, om kærligheden og drifternes veje og vildveje og om at være menneske i det onde 20. århundrede – og til hver en tid.

Min anmeldelse:
De gennemgående hovedpersoner er tvillingerne Ib og Kaj – i fællesskab og enighed samt hver for sig og i uenighed. Deres historie fortælles fra deres unge dage og frem til Besættelsens sidste dage. Det er en periode med krig, krise og ødelæggelser, og det deltager brødrene i på flere fronter. Det begynder med deres deltagelse i den kun fire måneder lange finske borgerkrig mellem de røde og de hvide, og de deltager på den hvide side, der støttes militært af Tyskland. 

Senere følger vi deres liv i Danmark i mellemkrigstiden med uddannelse til henholdsvis læge/psykiater og teolog med journalistiske aktiviteter. Dertil kommer den ene brors rejser rundt i især Tyskland og de folk og holdninger, han møder der.

De forenes under Besættelsen i modstandskampen på forskellig vis, og bogens handling slutter kort efter Befrielsen.

Det var den ydre ramme i korte træk. Tiden og brødrenes historie er spændende og den beskrives ualmindeligt godt i et fremragende sprog og en litterær fortællestil, hvor ultrakorte sætninger, replikskifter og korte miljø- og stedsbeskrivelser får skabt læserens indre billeder af det hele. Og det er voldsomt barske og ofte makabre billeder. Ofte over i hvert fald min grænse. 

Men det hele medvirker til en indsigt i og en forståelse af brødrenes personligheder og moral. De er ikke verdes bedste børn, men hvordan er de blevet sådan? Er det krigsoplevelsrne? Under alle omstændigheder er brødrene grænseløse og meget ego-styrede i deres voldsomme udfoldelser. Det beskrives i de mest blodige krigsscenarier, jeg har læst. Det gælder også i brødrenes forhold til kvinder, og det er lige så barsk læsning. Det niveau holdes også til beskrivelserne fra modstandskampen. Og igen er det afgrundsdybt grove forbrydelser, der beskrives detaljeret og lige så virkelighedstro groft.

Bogen var januars bog i læseklubben “Sure Gamle Mænd”, og vi var enige om, at det var en rigtigt velskrevet bog, og en anden konklusion var denne: “Det var sandelig en barsk bog med (for) meget vold og sex (der er næsten lige så godt som krig). Tvillingerne Ib og Kaj kunne man kun afsky.”

På trods af de for mig alt, alt for detaljerede beskrivelser af vold, krig og behandling af kvinder, men på grund af det høje litterære niveau bliver det til 4 stjerner af 5 mulige.

Kim Leine
Afgrunden
Gyldendal, 2016
598 sider  

Bogen er lånt på biblioteket.

PS
Først lidt sent gik det for alvor op for mig, i hvor høj grad bogen bygger på faktiske personer, og at Kai Gottlieb i bogen i høj grad bygger på virkelighedens modstandsmand m.m. Peter de Hemmer Gudme. 

Under snakken i læsegruppen “Sure Gamle Mænd” anbefalede en af deltagerne, at vi skulle se dokumentarfilmen: “Springet” med dialog af Kim Leine.

Filmen præsenteres sådan på Filmstriben: ‘Springet’ er beretningen om en ung danskers oplevelser i Den finske Borgerkrig 1918 og konsekvenserne for hans liv og skæbne. Peter de Hemmer Gudmes stemme og blik fører os ind i krigen, op gennem mellemkrigsårene til Vinterkrigen og frem til besættelsen, hvor Gudme bliver modstandsmand, fanget og foretager det endelige, gådefulde spring i døden i Gestapos hovedkvarter i København 1944. Fortællingen er elementært spændende og udfordrende. Hensigten er at skildre spændingsfeltet mellem de konkrete hændelser og det sindet formår at udtrykke. Hvad får et menneske til at give sit blod for en sag? Hvad er hans ideologiske projekt? Udsagn fra nutidens danske veteraner indgår for at perspektivere ‘krigerhjertet’ og koble fortællingen til vor tid. Reflektioner, som konfronterer os med krigens blodige æstetik, døden, kønnet, det maskuline tydningsunivers.

“Springet” kan streames her: https://fjernleje.filmstriben.dk/film/9000002068/springet