Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste februar 2026 oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Karin Fossum: Farvel, Farah Diba

Krimi og spænding Posted on 17 jul, 2026 11:05

Fra bogens bagside:
Farvel, Farah Diba er tredje selvstændige bog i Karin Fossums serie om politiefterforskeren Eddie Feber, og allerede fra første side er læseren suget ind i alle forældres største skrækscenarie: Et barn er forsvundet og kan ikke findes. 

Denne psykologiske spændingsroman klipper mellem pigen Kandis’ historie, og Eddie Febers efterforskning, der begynder, da faren til den knap 6-årige pige kommer brasende ind på politistationen og fortæller, at hans datter er væk. Eddie Feber har selv en datter på samme alder, og han kaster sig ud i opklaringen for at redde Kandis’ liv.

Min anmeldelse:
De første 2 bøger i Karin Fossums serie med Eddie Feber er : 
1: Natteløberen – https://blog.drustrup.dk/?p=2623
2: Dræbende drage – Angrende hund – https://blog.drustrup.dk/?p=2922

Efter hendes iranske moders død af kræft er den 6-årige Kandis alene med sin norske far, da hun en dag bliver kørt afsted af en fremmed mand og bliver holdt skjult i en øde beliggende hytte. Bogen begynder med selve bortførelsen, og den slutter med….. Det må I selv finde ud af, ved at læse denne intenst fortalte historie. Og I vil ikke blive snydt!

Titlens Farah Diba referer til hendes delvist iranske baggrund, for ham, der holder hende skjult,  bruger det som hendes kælenavn. (Farah Diba er navnet på den tidligere dronning i Iran.) Kandis er en meget stærk og tænksom lille pige, og cirka halvdelen af bogen er fortalt gennem hendes tanker og samtaler med bortføreren. Det er forfatterens bedste fortællegreb, for det tilfører læseoplevelsen en dynamik og en ekstra undren som læser over, hvad pokker der er gang i, og hvordan det dog skal slutte.  

Den anden del af bogen er selvfølgelig selve efterforskningen, hvor den ret specielle Eddie Feber må trække på alle sine personlige ressourcer og sine effektive kollegaer. Også arbejdet med opklaringen er spændende, så alt i alt er det en rigtig spændende historie, der spænder over 7 dage, hvor hele udviklingen – både i hytten og i efterforskningen – følges kronologisk og detaljeret.

For alvor en bog, det er svært at lægge fra sig! Jeg giver gerne bogen 9 sikre skydeskivepoint. 

Karin Fossum
Farvel, Farah Diba 
Lindhardt og Ringhof, 2026
268 sider  

Bogen er læst på Mofibo.



Karin Fossum: Dræbende drage – Angrende hund

Krimi og spænding Posted on 30 jul, 2025 23:01

Fra bogens bagside:
Fire polske landarbejdere ligger døde i deres senge på et norsk landsted morgenen efter en munter bytur. Det ligner en ulykke. I en lille bolig tæt derpå findes en ældre kvinde med kraniet knust for foden af sin trappe. Umiddelbart ser det ud som et indbrudsforsøg, der er løbet af sporet. 

Politiefterforskeren Eddie Feber bliver i første omgang sat til at rede trådene ud, men efterhånden rettes hans opmærksomhed mod lokaljournalisten Aksel Adelson og hans skrøbelige søster Ellinor.

Min anmeldelse:
Seriens første del – “Natteløberen” anmeldt her https://blog.drustrup.dk/?p=2623 – var en rigtig god og speciel oplevelse. Dels var skrivestilen og fortællemåden markant herligt anderledes end mainstream-krimier, og dels var hovedpersonen efterforskeren Eddie Feber en meget speciel figur.

Man får ikke samme indtryk af Eddie Feber i denne bog, for han dukker først op 85% inde i bogen, men så træder han for alvor i karakter som en meget utraditionel og ret effektiv efterforsker frem mod den noget uventede, men stadig logiske slutning.

I langt størstedelen af bogen er den lokale journalist Aksel Adelson i centrum. Og det er en intens og meget velskrevet oplevelse. Her fortæller han sin historie fra barndommen sammen med søsteren Ellinor i en kold og hjerteløs familie. Faderen er død for flere år siden, men den egoistiske og dirigerende mor herser stadig med Aksel, uden at han for alvor gør oprør. Den psykisk skrøbelige søster har droppet kontakten til moderen, og hun ser stort set kun Aksel. De 3 personers indbyrdes forhold er en grum historie om resultaterne af omsorgssvigt og psykisk mishandling. På trods af den barske historie er det nærmest en poetisk oplevelse af læse om den, fordi sproget er så flot og billedskabende, at det formidler et godt indtryk af stemningerne og situationerne uden at blive udpenslende. 

Den ældre kvinde, der nævnes på bagsiden, og som findes død efter en mulig ulykke, er Aksel og Elinors mor, og så dukker Eddie Feber op og begynder sin efterforskning. Så vil jeg ikke afsløre mere af handlingen, men den del beskrives på en lige så speciel og god måde frem mod den overraskende slutning, hvor baggrunden for den lidt mystiske titel så også afsløres. 

Bogen kan for en gangs skyld læses selvstændigt, selv om den er i en serie. Men det vil være en fejl ikke at læse “Natteløberen” også, hvis man som krimilæser har lyst til andet end mainstreamkrimier. 

Som med seriens bind 1 var det dejligt med en anderledes fortalt krimihistorie, men jeg kunne godt tænke mig lidt mere med Eddie Feber i næste bind. Det skal dog ikke belaste vurderingen af denne bog, som jeg gerne giver 9 skydeskivepoint af 10 mulige.

Karin Fossum
Dræbende drage – Angrende hund
Lindhardt & Ringhof, 2025
215 sider  

Bogen er læst på Mofibo.



Jonas Moström & Arne Dahl: Skaberen 

Krimi og spænding Posted on 31 dec, 2024 13:30

Fra bogens bagside:
Tom Borg er en berømt krimiforfatter, hvis liv tager en skræmmende drejning, da han bliver vidne til et mord, der er identisk med åbningsscenen i hans nyeste thriller.

Han flygter over hals og hoved fra gerningsstedet med politiet i hælene – og som hovedmistænkt. Sagen efterforskes af den unge kvindelige kommissær Olivia Woolf, hvis forbindelse til Tom viser sig at være noget tættere, end han bryder sig om, og langsomt strammes nettet om ham.

Men Olivia har sine egne hemmeligheder. Hun er en kimære – dvs. hun har to sæt dna. Og et grønt og et blåt øje. Hun siger til sine kolleger, at hun dyrker jiu-jitsu, men i virkeligheden er hun MMA-fighter. Og om natten trækker hun sin lyserøde elefanthue over hovedet og hævner sig på voldsmænd, der overfalder kvinder.

Men hvem er det, som driver det farlige spil med Tom Borg? Svaret viser sig at være mere uhyggeligt, end han havde forestillet sig i sit værste mareridt.

Min anmeldelse:
Når en af mine foretrukne krimiforfattere, Arne Dahl, udgiver en ny bog, bliver jeg voldsomt spændt på resultatet og indtil nu aldrig skuffet! Når det så endda sker i et kreativt samarbejde med en anden god krimiforfatter, kan det vel også kun blive godt. Og serietitlen “True fiction” lover også godt for nogle modsatrettede muligheder.

Jeg har læst alle Arne Dahls bøger og har anmeldt mange af dem – senest på min blog og allersenest “I cirklens midte”, der er første bind i hans nye serie: https://blog.drustrup.dk/?p=2143.

Derimod har jeg ikke læst så mange bøger af Jonas Moström, men dog de første 3 af hans serie med Nathalie Svensson som hovedperson: https://blog.drustrup.dk/?p=995.

Bogens mandlige hovedperson, krimiforfatteren Tom Borg, har skriveblokering og kan ikke rigtig komme i gang med fortsættelsen til sin første krimi, der fik verdenssucces, og som havde klimakrisen som tema. Det samme har den blog, som han også er kendt for og har mange følgere til. 

Bogens to forfattere har bestemt ikke haft skriveblokering under arbejdet med bogen. De må helt oplagt have hygget sig med at finde på plottet og med at skrive om de herlige hovedpersoner! Det skinner på alle måder igennem. De har formået at kombinere grebet om et overraskende plot med skrivende hænder, der spiller på alle krimigenrens tangenter. Og sikken nogle hovedpersoner – både Tom Borg og efterforskeren Olivia Woolf, der på bedste vis lever op til sit efternavn! 

En god del af plottet er afsløret i bagsideteksten, men det dækker slet, slet ikke, og jeg vil ikke tage  læseoplevelsen fra jer ved at fortælle mere. Jeg vil kun fortælle, at Tom Borg fik skrevet fortsættelsen, og at den fik titlen “Skaberen”. Jeg vil dog bringe nogle citater fra bogens sidste sider.

“Hvordan historien slutter, ved vi ikke, selv om vi alle sammen bilder os ind, at vi gør.
I hvert fald indimellem.
Det var himmelsk.
Det var helvede.
Det var som i en fortælling.”

Inden længe går vi et skridt videre. Din bog er første del i en gennemplanlagt serie.” 

Den serie, der ifølge bogens eget univers bliver til en trilogi, vil jeg se frem til med spænding og store forventninger!

10 sikre skydeskivepoint – et rent pletskud.

Jonas Moström & Arne Dahl
Skaberen
Lindhardt og Ringhof, 2024
400 sider 

Bogen er læst på Mofibo.



Karin Fossum: Natteløberen

Krimi og spænding Posted on 30 dec, 2024 21:18

Forlagets beskrivelse:
Da adskillige ældre personer rystes af indbrud og trues på livet af en bevæbnet skikkelse om natten, må efterforsker Eddie Feber kaste al sin viden og erfaring ind i opklaringen af sagen. Og han gør det, han er allerbedst til: at tænke ud af boksen. Men i kampen mod tiden er det måske ikke engang nok til at afsløre Natteløberens identitet og afværge, at truslerne føres ud i livet.

Min anmeldelse:
Bogen er første del i en ny serie af forfatteren bag serien med Konrad Sejersen. I denne nye serie er Eddie Feber hovedpersonen, og han er en ret speciel og interessant figur og en lige så speciel efterforsker med en usædvanlig familie: 8 børn og konen Karmen, der lever virkelighedsfjernt som krimiforfatter. Han bliver interessant at følge.

Det bliver også interessant at følge seriens fortsættelse, for første bind er rigtig god og dejligt anderledes fortalt. Bogen er ikke inddelt i kapitler, men fortælles med kun en kort markering, når der skiftes synsvinkel. Der skiftes nemlig mellem 2 personers synsvinkler: Eddie Febers efterforskning og Natteløberen, der har givet navn til bogen. Han hedder Meidel og er en ung mand, der er blevet alene i et hus efter farfarens død. Hans far er i fængsel for at have mishandlet sin kone altså Meidels mor, der er indlagt på psykiatrisk sygehus. Men der er kun kort tid, til faren løslades, og det stresser Meidel, og sætter handlingen i gang. Han starter et særligt spil, der som beskrevet på bagsiden går ud over flere af byens ældre.  

Historien fortælles i et godt og billedskabende sprog og i en koncentreret form. Jeg blev især fanget af bogens noget usædvanlige fortællestruktur, hvor vi kender forbryderen og hans baggrund og samtidig følger efterforskningen. Jeg blev også fanget af de specielle hovedpersoner og deres baggrund, hvor det især er stærkt at følge Meidel og hans bevæggrunde for at gøre, som han gør. 

Men det er sikkert også en krimi, der vil dele vandene, fordi den på ingen måde er mainstream uanset hvilke krimigenrer, der er krimilæsernes foretrukne. Men jeg kan rigtigt godt lide bogens stil og den overraskende slutning. 

8 flotte krimi skydeskivepoint  

Karin Fossum
Natteløberen 
Lindhardt og Ringhof, 2024
256 sider  

Bogen er læst på Mofibo.



Mich Vraa: Vaniljehuset

Alt muligt andet godt Posted on 25 aug, 2024 11:15

Forlagets beskrivelse:
Vaniljehuset er en slægtshistorie om ambitioner og svigt og den svære kunst at stræbe efter de rigtige mål i livet.

I slutningen af 1800-tallet vokser skomagerens søn Dusinius op i Odense som den tolvte i en søskendeflok. De trange forhold i barndomshjemmet gør ham sulten efter rigdom og anseelse, og allerede som otteårig er Dusinius i gang med at købe billigt og sælge dyrt. Som ung mand grundlægger han et handelsfirma – Vaniljehuset – som snart bliver et af landets førende.

Under et ophold på Hareskov Kuranstalt i 1929 ser den ældre, hjertesvage Dusinius tilbage på sit omtumlede liv, sin barndoms trængsler, sin ungdoms forvirrede kærlighedsforhold og de lyssky forretningsforbindelser han fik under Første Verdenskrig, og som endnu forfølger ham.

Den korte beskrivelse i Dansk Bogfortegnelse:
I 1929 sidder Dusinius på Hareskov Kuranstalt og tænker tilbage på sit liv i Odense, fra han som 8-årig skomagerdreng gjorde sin første gode handel til nu, hvor han er familiefar og en rig fabrikant.

Min anmeldelse:
Foruden historien, der foregår samtidig med de to hovedpersoner og deres familier, fortælles en anden historie, der måske indgår i Dusinius families forhistorie. Det er familiefortællingen om, at de har en spansk soldat som forfader. Uanset om det passer eller ej, så har den stor betydning for familiens selvforståelse. Samtidig forlænger den tidsperioden, bogen strækker sig over, og det bidrager til yderligere viden om i første omgang Odenses historie, men også om livsvilkår og dagligdag fra begyndelsen af 1800-tallet og frem til 1929.

Det er en fascinerende slægtshistorie fortalt fra flere vinkler og tidsperioder. Netop den konstruktion, hvor både Dusinius og hans kone, Jonna, lægger stemmer til fortællingen i skiftende kapitler, kræver opmærksom læsning, så jeg som alt for hurtig læser også kom ned i tempo og med øget fokus på teksten. Det gav mig mulighed for at fange flere af bogens mange detaljer. Det gav mig også bedre mulighed for at nyde det gode sprog.

Til sidst i bogen beskriver forfatteren i en kort note, hvordan bogen i høj grad er baseret på hans egen morfars historie, men gør samtidig opmærksom på, at bogen er fiktion og derfor i flere tilfælde er tilført hans fantasifulde ideer. Den trods alt faktiske baggrund gjorde for mig bogen endnu mere interessant. 

Bogen kan varmt anbefales til en bred læsergruppe, og jeg giver den 4 sikre og fortjente stjerner.

Mich Vraa
Vaniljehuset
Lindhardt & Ringhof, 2020 
446 sider

Bogen er lånt på biblioteket.

PS: Læs evt. anmeldelsen af bogen på Litteratursiden HER

PPS: Bogen var august måneds bog i læsegruppen Sure Gamle Mænd, hvor jeg desværre måtte melde afbud. Dette var de øvrige medlemmers bemærkninger:

Der var enighed om, at Vaniljehuset var særdeles velskrevet med en masse fint sete detaljer af dagligdags ting.  Meget fin research og godt håndværk, men ikke stor kunst. Flere havde læst bogen for anden gang med stor fornøjelse; men de opdagede, at de faktisk ikke kunne huske handlingen. Det peger på en svaghed ved bogen, nemlig at narrativet er tyndt.

Det er, som om  der lægges op til, at Dusinius har dårlig samvittighed over de tre ‘snyd’, der bragte hans virksomhed videre. Det fandt vi ikke, at han skulle skamme sig over. Vi snakkede om, at det er meget moderne i nutidskunst om gamle dage, at kvinderne er utilfredse med den plads i livet, deres køn tildeler dem. Er det 21. århundredes syn anbragt i tidligere århundreder? Et par detaljer. Hvad er egentlig betydningen af den spanske knap? Et kapitel hedder ‘Mathæus: 13:12’. Det er:  ‘Den, der har, ham skal der gives, og han skal få overflod, men den som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har.’ Hvad er forbindelsen til teksten?