Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få besked, når der er et nyt indlæg

Martin Jensen: Fangst

Krimi og spænding Posted on 16 maj, 2022 23:48

Fra bogens bagside:
Det der med computere siger ham ikke så meget. Laust Palk er ivrig lystfisker, han binder sine egne fluer, og så er han agent for Ringen – eller hvordan er det nu, det er?

Sammensværgelser og konspirationer fyger rundt i luften, og det er op til Laust og hans fysisk handicappede, men yderst kapable makker, Karna, at holde styr på, hvem der er ven, og hvem der er fjende. Hvordan skal de selv formå at holde sig ved jorden og ude af intrigerne?

Det er troværdig storpolitik i en dansk setting, og det er suspense fra allerøverste hylde. 

Den største fangst gemmer sig under en rolig overflade.

Min anmeldelse:
Både som lystfisker, der også selv binder fluer, og som læser af krimier og spændende bøger var det på alle måder oplagt at læse og anmelde denne bog. 

Jeg kendte desuden forfatterens mange andre bøger som rigtigt gode og velskrevne. Jeg er især faldet for middelalderkrimiserien fra Assens med byfoged Eske Litle i hovedrollen pga. bøgernes spændende historier og det fascinerende tidsbillede. Martin Jensen bliver da på bagsiden af bogen også ganske retfærdigt kaldt den historiske romans ukronede konge.

Som beskrevet på bagsiden er omdrejningspunktet storpolitik set fra Danmark, og her spiller de officielle efterretningstjenester i både Danmark og England centrale roller – samt de uofficielle hemmelige tjenester samme steder. “Ringen”, som Laust Falk er – eller måske var? – knyttet til, er et eksempel på en sådan skummel organisation.

Det er en aktuel og rigtigt spændende historie med dobbeltspil, hemmeligheder, manipulation, medieudnyttelse, korrupte bankfolk og politikere, europæisk og russisk samarbejde, hvidvask, våbenhandel – samt god mad, gode vine og ikke mindst lystfiskeri, for det gælder jo altid om at bruge den rigtige agn for at lokke de store rovfisk frem!

Spændingselementerne er selvfølgelig det, der holder bogen sammen godt hjulpet af nogle interessante personer, og her kom jeg til at tænke på John Le Carrés spionbøger. Det er ikke dårligt at blive sammenlignet med dem, men jeg synes, det holder.

Samtidig er der en ironi og humor i bogen, som gør læsningen endnu mere underholdende. Det fungerer rigtigt godt. Det skinner tydeligt igennem, at forfatteren også har moret og hygget sig med at skrive bogen.

For mig og andre lystfiskere er det også interessant at følge med i Laust Palks interesse, men på trods af, at det jo er et gennemgående tema at fiske efter oplysninger og tjenester, så er det ikke nødvendigt at være lystfisker for at nyde bogen.

Bogen får 9 skydeskivepoint, selv om det måske burde have været ringe i vandet efter en ørred, som snupper et insekt. Det bliver desuden til 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Martin Jensen
Fangst
Klim, 202
259 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Gordon P. Henriksen: Et liv i fisk

Alt muligt andet godt Posted on 26 jun, 2020 22:48

Med et langt liv som lystfisker og anmelder (lektør) af langt de fleste danske lystfiskerbøger i mange år – samt forfatter og oversætter til flere bøger i genren – var det med spænding, jeg modtog og læste denne bog af den seneste i rækken af gode formidlere. Jeg havde tidligere mødt Gordon P. Henriksen som spændende fortæller i en række radioudsendelser, og det lovede rigtigt godt!

Jeg havde på forhånd regnet med mere formidling af fisketeknikker, end der viste sig at være, men sådan var det heldigvis ikke ikke. Det er der andre bøger til samt gode råd fra grejforhandlere og folk, man møder ved fiskevandene.

Derimod er bogen et rigtigt godt miks mellem formidling af baggrunden for og vigtigheden af at bevæge sig ud i naturen – selvfølgelig gerne med fiskegrej, og så gode historier samt opskrifter på, hvordan fisk kan forvandles til god mad. At det hele suppleres med stemningsfulde helsides eller 2-siders fotos i et omfang, så de næsten udgør halvdelen af bogen, gør bare nydelse af bogen større. Det er nemlig en nydelse at fordybe sig i bogen, som trods sit meget neutrale omslag viser sig at rumme farverig formidling af fiskeri og fiskeretter! Det er ikke en flot coffeetable-bog til pynt, selv om den rigtigt godt kunne ligne. Det er en brugsbpg til inspiration og glæde. 

Turen går til så forskellige destinationer som: Bornholm, storbyens kajkanter, søens sandarter, (f)jordforbindelser med familien, put-and-takesøen, på havet og langs Møns kyster.

Jeg har fået fiskevirussen i blodet fra barnsben, og jeg forsøger at give den videre til de næste generationer. Bogen kan helt sikkert hjælpe mange andre på samme kurs mod fiskevand og gode, fælles oplevelser. Det gøres rigtigt godt med forfatteren som guide. 

Der er rigtigt mange bøger med opskrifter med fiske, og mange af dem er betydeligt mere fancy. Jeg kan rigtigt godt lide denne bogs mere enkle og nemme opskrifter med herligt pragmatiske råd, og flere af opskrifterne kan da også bruges, mens man er ude på fisketuren.

Jeg giver gerne bogen 4 “stjernefisk” ud af 5 for den gode naturformidling, inspirationen og de gode opskrifter.

Jeg testede en af opskrifterne, mens jeg hørte den playliste, forfatteren har bragt i bogen – ganske vist som baggrundsmusik til en anden lejlighed, men begge dele fungerede godt! (Det er heller ikke sidste gang, fiskefrikadellerne varieres som i opskriften og døbes om til Cod Cakes!)

Fra bogens bagside:
Et liv i fisk handler ikke om hvordan man fanger fisk, men mere om hvorfor vi fanger dem: eventyr, oplevelser, fællesskaber, udfordringer, kammeratskaber, mental sundhed og tid til ro og fordybelse. Og ikke mindst muligheden for at få den friskeste, dejligste råvare med hjem til spisebordet. 

Der er inspiration til fiskeeventyr rundt omkring i Danmark – ved fjorde og kyster, på søer og på havet – såvel som en masse dejlige opskrifter der kan laves på fisketurene eller hjemme i køkkenet. Størstedelen af opskrifterne er Gordons, men flere af hans fiskekammerater, bl.a. kokkene Simon Jul, Thomas Rode og Francis Cardenau, byder også ind med deres lækkerier. Med Columbus Leths mange inspirerende og flotte fotos er bogen en hyldest til lystfiskerlivet og alt hvad det har at byde på – uanset om man er erfaren fisker eller nybegynder. 

Med Columbus Leths mange inspirerende og flotte fotos er bogen en hyldest til lystfiskeriet og alt hvad det har at byde på – uanset om man er erfaren fisker eller nybegynder.

Gordon P. Henriksen fangede sin første fisk som syvårig i Lake Butler i Florida. Siden da kan man roligt sige at hans liv er gået i fisk. Han er Danmarks mest kendte lystfisker, og hans selvstændige lystfiskerkarriere inkluderer et hav af radio-og tv-programmer, YouTube-serier, foredrag, events og artikler som har inspireret mange til at komme ud i den danske natur med en fiskestang i hånden.

Gordon P. Henriksen 
(Foto af Columbus Leth)
Et liv i fisk
Gads Forlag, 2020
236 sider i stort format

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.