Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Antti Tuomainen: Elsdyrparadokset

Alt muligt andet godt Posted on 23 aug, 2024 17:02

Fra bogens bagside:
Du kan ikke beregne kaos.

Efter på kaotisk vis at have overtaget en forlystelsespark efter sin afdøde bror, er forsikringsmatematikeren Henri Koskinen endelig ved at have fået sit liv på ret køl. Men da en mand fra hans fortid dukker op, udstyrsleverandøren sælger sin virksomhed til en tvivlsom trio, parken oversvømmes af softice, og de ansatte går i strejke, er alting pludselig mere rodet end nogensinde før.

Henri har desuden udset sig den legendariske rutsjebane, Elsdyrbanen, kongen af alle attraktioner, som Parkens hovedattraktion. Men hvorfor er den ikke til salg, når nu Henri har udset sig netop den? Samtidig er hans forhold til kunstneren Laura ved at kuldsejle, og for at overleve det rod, som nu er hans liv, må Henri presse alle udregningerne til grænsen, før det er for sent…

En svimlende spændingsroman og en underfundig komedie om kærlighed, død – og forsikringsmatematik.

Min anmeldelse:
Bogen er bind 2 i en planlagt trilogi, og da jeg med stor fornøjelse læste bind 1 “Kaninfaktoren” – anmeldt her: https://blog.drustrup.dk/?p=2274 – var jeg nødt til også at læse denne fortsættelse! 

Den stakkels arving af forlystelsesparken, Henri Koskinen, bliver igen ganske uforvarende sendt langt, langt uden for sin comfort zone, der ligger inden for faktorer, som kan beregnes præcist og matematisk. Han rystes på alle måder, men bevarer alligevel fatningen og beslutningsdygtigheden – men ikke overblikket. Det vil føre for vidt at lave et handlingsreferat. Det ville også nemt komme til at lyde for usandsynlig og forvirret. Selv om bogens virkelighed også kan virke sådan, så hænger det hele sammen på forunderlig og meget overraskende vis.

Det er der kommet en på alle måder vild historie ud af, hvor alle tilfældigheder får tingene til at gå den rigtige vej (for Henri) på trods af de umulige vilkår. Det bliver på én gang spændende, interessant, morsomt og gribende. 

Jeg synes også denne gang, det er svært at give bogen point som spændingsbog, fordi den bryder grænserne mellem genrerne og ikke for mig at se primært er en krimi/spændingsbog, selv om der både er dramatisk død og politiefterforskning, men jeg giver meget gerne bogen 5 store stjerner som roman, for jeg er ret pjattet med den og dens finurlige univers. Jeg vil se frem til slutningen på trilogien, der udkommer til oktober og hedder Bæverteorien.

Antti Tuomainen 
Elsdyrparadokset
North Publishing, 2024
305 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

PS: 
Antti Tuomainen har tidligere fået udgivet 2 krimier på dansk, og jeg lavede i sin tid (2012) lektørudtalelse på “Healeren”, hvor jeg bl.a. skrev sådan:

Det er den finske forfatters tredje krimiroman, men den første, der er oversat til dansk – nok fordi bogen vandt prisen som bedste finske krimi i 2011. Det er en hårdkogt historie, der foregår i et fremtidens næsten apokalyptiske Helsingfors, hvor klimaforandringerne som i hele verden har ændret livsbetingelserne og skabt et univers præget af vold, kriminalitet og social uro. Her forsvinder journalisten Johanna, mens hun er på sporet af Healeren, der har myrdet en række fremtrædende folk for at hævne, at de har ladet klimakatastroferne udvikle sig. Bogen følger hendes ret forelskede mand, Tapani, i hans leden efter hende og sandheden om Healeren. Det bliver en voldsom og kaotisk rejse gennem et samfund i opløsning, og undervejs i den barske historie oprulles den overraskende baggrund for hele historien. Veldrejet og overraskende læsning.

Bogen kan bestilles til hjemlån på dit lokale bibliotek her: Bibliotek.dk



Antti Tuomainen: Kaninfaktoren

Alt muligt andet godt, Krimi og spænding Posted on 27 apr, 2024 23:47

Fra bogens bagside:
Henri Koskinen elsker forudsigelighed, og i sit job som tjenestemand i forsikringsbranchen kalkulerer han alt ned til mindste decimal.

Men en dag bliver Henri arbejdsløs, og samtidig arver han sin brors forlystelsespark – inklusive horder af skrigende børn, en broget skare af ansatte og et veritabelt økonomisk kaos. Især økonomien er en udfordring, og problemerne stammer primært fra brorens spillegæld, som de kriminelle bagmænd nu er ivrige efter at indkassere.

I forlystelsesparken møder Henri også Laura, en kunstner med en spraglet fortid, og efterhånden som bagmændene begynder at inddrive gælden og forholdet til Laura bliver tættere, konfronteres han med situationer og følelser som umuligt kan presses ind i et regneark.

Kaninfaktoren er første del af en trilogi. En svimlende spændingsroman og en underfundig komedie om kærlighed, død og forsikringsmatematik.

Min anmeldelse:
Med den mest herlige og groteske humor fortæller den finske forfatter om den statistisk kalkulerende og systematisk arbejdende Henri, der som aktuar har arbejdet ud fra sandsynlighedsberegninger og faste skemaer. Derfor vælter hans verden, og alle forhold ændrer sig, da han både pludselig bliver fyret for ikke at være omstillingsparat og samtidig efter sin brors død arver hans forlystelsespark.

Henris evner som personalechef er meget begrænsede, og selv om personalet fortsætter arbejdet som under broderen, er Henri som en hund i et spil kegler, og med hans minimale situationsfornemmelse breder kaos sig. Som beskrevet på bagsiden kræver nogle forbryderiske og barske personer betaling af broderens gæld, og så bliver alt endnu mere kaotisk – og endda morderisk voldeligt. 

Det hele medfører nogle morsomme og meget usædvanlige optrin med nogle helt utrolige personer, og det er både en spændende, grotesk og fantastisk morsom oplevelse af følge udviklingen i historien. 

På forsiden karakteriseres den som spændingsroman, og andre steder beskrives den sammen med krimier, men det er efter min mening alt, alt for snævert! Det er en spændende bog, og der er mord og andre kriminelle elementer i den, men for mig var det i mindst lige så høj grad både en morsom bog og en bog om ret specielle og alligevel universelle mellemmenneskelige relationer og holdninger. Under alle omstændigheder en herlig bog!

Jeg synes, det er svært at give bogen point som krimi, fordi den bryder grænserne mellem genrerne og ikke for mig at se primært er en krimi/spændingsbog, men jeg giver den gerne 5 store stjerner, for jeg er ret pjattet med bogen og dens finurlige univers.

PS: Til juli udkommer “Elsdyrparadokset”, der er bind 2 i den planlagte trilogi, og den skal jeg bestemt også læse.

Antti Tuomainen
Kaninfaktoren 
North Audio Publishing / Hr. Ferdinand, 2024 
360 sider

Bogen er læst på Mofibo.