Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få besked, når der er et nyt indlæg

Palle Schmidt: Blod ved daggry

Krimi og spænding Posted on 06 apr, 2021 23:56

Det er del 3 i serien om den unge, småkriminelle og ret uheldige Hauge. 

Fra bogens bagside:
Hauge er løsladt fra fængslet efter en voldsdom og ude i sit livs nedtur. Da rockerbossen Jimmy samler ham op, ved han godt, at det vil give problemer. Da han kort tid efter står foran en død rocker i en skov på Vestsjælland, bliver det startskuddet på en helvedes nat. En krig mellem to kriminelle grupperinger er på nippet til at bryde ud. Og Hauge er den eneste, der kan standse det.

Min anmeldelse:
I de første to bøger i serien kommer Hauge ud i alverdens farlige, uheldige og umulige situationer, og han kommer i både dårligt og kærligt selskab. 

Selv om der står på bagsiden af denne seneste bog, at bøgerne i serien kan læses selvstændigt, så mener jeg ikke, det er rigtigt. Bøgerne kan med stor fordel læses i den rigtige rækkefølge, for ellers mister man som læser central vidne og et mere komplekst indblik i Hauges baggrund og bevæggrunde til at gøre, som han gør i denne bog.

Jeg synes, Hauge som person stod stærkere for mig som læser i de første bøger, i kraft af hans aktiviteter og interaktioner med personer udenfor den kriminelle og voldelige verden. I denne seneste bog fokuseres der udelukkende på samspillet mellem Hauge og nogle kriminelle, voldelige grupper – og politiet. Det bringer Hauge ud i nogle farlige og dramatiske situationer, men som læser synes jeg ikke, der tilføjes nyt til ham som person. Det savnede jeg, for han var en rigtigt interessant person i de første bøger.

Når det er sagt, er det vigtigt for mig at sige, at bogen er spændende, er godt skrevet og virker helt realistisk mht. både plot og vold. Jeg blev rigtigt godt underholdt af den effektive actiondramatik under læsningen, men havde håbet på lidt mere end det.

I bogens epilog står der bl.a. – med Hauges ord – dette: “Jeg var træt. Træt af at slås, træt af at skulle overbevise folk om, at jeg var andet end den voldsmand, der stod beskrevet i mine papirer. Jeg havde i årevis forsøgt at modbevise deres fordomme uden held.

Jeg vil håbe, at den fortsættelse, der lægges op til i bogen, bringer Hauge videre i livet, og jeg ser frem til at følge med i hans udvikling i kommende bind! Jeg forventer ikke nogen lykkelig, rosenrød slutning. Det ville være ulogisk! Men en aktuel, realistisk historie fra et barsk miljø med en mere komplet Hauge vil være velkommen.

Læs gerne bøgerne bøgerne, gør det i rækkefølge – og læs evt. mine anmeldelser af dem: De efterladte (1)  – //blog.drustrup.dk/#post184 – Ulv blandt ulve (2) – https://blog.drustrup.dk/?p=614

Begge de første 2 gav jeg 8 skydeskivepoint på min blog og 4 krimihjerter. Selv om jeg har mine forbehold til denne mere rent actionfyldte bog, får den det samme.

Palle Schmidt
Blod ved daggry
En Hauge-krimi; 3
Avanti, 2021
256 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forfatteren.



Palle Schmidt: Ulv blandt ulve

Krimi og spænding Posted on 27 maj, 2020 20:26

Den ungdomskriminelle Hauge mødte jeg første gang i forfatterens “De efterladte”, hvor han efter løsladelse fra en kort straf i fængslet sendes til Nordjylland af den indsatte rockerchef, der har givet ham opgaven at se nærmere på hans nevøs død.

Den bog anmeldte jeg her http://blog.drustrup.dk/#post184, og jeg sluttede den positive anmeldelse med at skrive, at jeg spændt ville vente på fortsættelsen. Nu er den her, og det er en direkte fortsættelse. I “De efterladte” møder han en pige, og bogen ender dramatisk med, at Hauge begår en forbrydelse for at opklare sagen og samtidig redde livet. Her begynder den nye bog, der har fængslet som en meget sjældne lokation i krimilitteraturen. Jeg kan ikke huske andre end Roslund/Hellström: Tre sekunder (http://blog.drustrup.dk/#post165), der dog har et helt andet sigte.

Fra bogens bagside:
Hauge er vant til at sidde i fængsel, men denne gang er anderledes. Udenfor venter kæresten Kirstine og hendes lille dreng, og Hauge selv er blevet en anden. Volden er ikke længere hans første løsning på problemer.

Da en medfange hænger sig i isolationscelle, aner Hauge et komplot. Han bryder fangernes regel nr. 1 – aldrig at tale med personalet – og tilbyder fængselsdirektøren hjælp til at opklare det, han er sikker på er en forbrydelse.

Hauge starter på den døde fanges afdeling, i håb om at finde en morder og få nedsat sin straf. Men det er farligt, at stikke næsen i andres sager. Især indenfor fængslets mure, hvor uskrevne regler og usynlige alliancer styrer.

Min anmeldelse:
Hauge sidder i fængsel med en lang dom på baggrund af sagen i seriens første bind, og hans bedste chance for at få forkortet straffen er efter hans egen mening, at han kan afsløre, hvad der i virkeligheden er foregået i forbindelse med dødsfaldet. Hvem blandt fangerne er involveret, og er personalet også en del af det hele.

Det giver for mig et indblik i det interne liv i et fængsel, ud over hvad jeg primært har set på film og i dokumentarudsendelser – samt i meget beskedent omfang har oplevet som bibliotekar i en arrest. Jeg må sige, at beskrivelserne af stemninger, arbejdsforhold og magtstrukturer m.v. virker meget, meget overbevisende. Her er der ikke noget stukket under stolen, så vidt jeg kan læse mig til, så det er barskt og nådesløst. Tilsat en mulig – eller måske rettere umulig – kærlighedshistorie og en finansiel skandale ude i samfundets virkelighed bliver bogen endnu mere interessant og relevant.

Med Hauge som overbevisende fortæller rulles en historie ud både om livet i et fængsel og om, hvordan det påvirkes af elementer udefra. Fascinerende læsning og en spændende krimihistorie, der er godt fortalt.

Ligesom bind 1 får denne fortsættelse også 8 sikre skydeskivepoint her og 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Palle Schmidt
Ulv blandt ulve
Avanti, 2020
282 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forfatteren.