Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få besked, når der er et nyt indlæg

Johan Høst: En nation holdt i skak

Krimi og spænding Posted on 27 Oct, 2022 08:36

Fra bogens bagside:
Norges statsminister bliver kidnappet. Terroristen stiller kun ét krav. At politikerne, som sidder ved magten, spiller et parti skak om statsministerens liv. Brikkerne repræsenterer personer fra statstjenesten eller samfundstoppen. Hver gang terroristen tager en brik, må også et menneske lade livet.

Inden det første træk stopper en trailer ved det norske parlament, Stortinget. Overdækningen trækkes af og afslører statsministeren i et glasbur. Spillet er i gang, og skakuret tæller ned. Det samme gør uret på det bombedisplay, som hænger om statsministerens hals.

Stortinget står over for et umuligt valg. Skal de ofre statsministeren for at redde flere liv? Leder af politiets aktionsstyrke, Anton Block, må sammen med kollegaen Björk Jónsdottir kæmpe en næsten umulig kamp mod tiden for at finde skakterroristen, stoppe mordene og redde det norske demokrati.

Min anmeldelse:
Da jeg var cirka halvt gennem bogen, havde jeg noteret nogle spørgsmål, fordi jeg ikke helt kunne forstå logikken i slagets gang. Jeg var blevet rigtigt godt underholdt, for bogen er pokkers spændende, og plottet blev holdt stramt med en barsk nedtælling på skakuret og i bogens virkelighed. God idé med et skakrelateret plot i en skaktosset nation.

Jeg måtte melde afbud til et bloggermøde med forfatteren, så jeg fik ikke lejlighed til at stille spørgsmålene, og det var godt. For da jeg fik læst bogen færdig, faldt brikkerne på plads, og så var mine spørgsmål ikke relevante mere – og så jeg fortæller ikke hvorfor. Ellers kunne jeg nemt komme til at afsløre for meget. 

Spændingsstyrken er høj i bogen, og filmene “Die Hard” dukkede ret hurtigt op som paralleller. Men bogen tager spændingen til nye højder, og efter side 300 dukker nogle forklaringer op i bogens del 2, mens alt falder på plads på fuldstændig overraskende vis i del 3 fra side 370. Så siger jeg ikke mere. Men ikke alt er kun sort eller hvidt.

Plottet med kidnapningen, skakspillet med personers liv på spil, og de mange dramatiske aktioner for at afsløre kidnapperen/morderen er meget filmisk beskrevet, og da jeg fortalte Sophia på people’s, at bogen var oplagt til en filmatisering, fortalte hun, at den blev filmatiseret med dansk/norske skuespillere, og at man forventer premiere næste efterår.  

Jeg giver gerne bogen 8 skydeskivepoint her og 4 krimihjerter på krimifan.dk 

Johan Høst
En nation holdt i skak
people’s, 2022
428 sider

For de særligt skakinteresserede er skakpartiet gengivet bagest i bogen.
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Camilla Läckberg og Henrik Fexeus: Box

Krimi og spænding Posted on 12 Dec, 2021 17:03

Charlotte Johansen fra Brønderslev er gæsteanmelder på denne bog. Jeg tilbød opgaven som gæsteanmelder til deltagerne i en krimicafé, jeg holdt på Brønderslev Bibliotek, og Charlotte var hurtig til at melde sig.
Mange tak for indsatsen, Charlotte!

Per Drustrup Larsen

Bag på bogen
For at stoppe vanviddet må de først lære at forstå det. 

Da en kvinde findes død i en kasse gennemboret af svær, står politiet tilbage med en række spørgsmål: Er der tale om et tryllenummer, der er gået galt, eller er det et ekstremt brutalt mord? 

Mina Dabiri er efterforsker ved Stockholms Politi og beder Vincent Walder, kendis-mentalist og ekspert i kropssprog og magi, om hjælp. De forbinder mordet til en tidligere sag og indser, at de jager en hensynsløs seriemorder, der må stoppes, inden der kommer flere ofre. 

Men Minas og Vincents kantede personligheder komplicerer sagen, og derudover bærer de begge på mørke hemmeligheder. Deres fortid er tilsyneladende forbundet med det, der sker, og samtidig øges presset for at komme et skridt foran morderen. 

BOX er første bind i den nervepirrende triologi om efterforskeren Mina Dabiri og mentalisten Vincent Walder. 

Min anmeldelse

Da jeg tidligere har læst bøger af Camilla Läckberg var mine forventninger høje. Jeg kendte ikke på forhånd forfatteren Henrik Fexeus, men jeg må sige at deres samarbejde er resulteret i en virkelig god og spændende bog. Jeg er bestemt ikke skuffet og må sige at de forstår at fange læserne i deres til tider hårrejsende univers. 

Selvom bogen ved første øjekast virker som en ordentlig moppedreng, fløj siderne afsted fordi jeg ikke kunne lægge den fra mig igen. Den var på ingen måder langtrukken og var let at læse.

Hovedkaraktererne Mina Dabiri og Vincent Walder kæmper begge med hver deres udfordringer og særpræg, men alligevel formår de at overkomme forskellighederne, og får et rigtig godt samarbejde op at køre, trods udfordringerne fra deres omgivelser. 

Undervejs i fortællingen får vi lidt at vide om karakterernes forti,d og man må gætte sig til, hvad det betyder, da det ikke bliver afsløret i den første bog, og man efterlades nysgerrig efter at få svar. Der er i hvert fald lagt op til en spændende fortsættelse i trilogien. 

Bogen er velskrevet, og spændingen bliver trukket neglebidende ud. 

Læseren efterlades med blod på tanden for at læse den næste bog lavet af det geniale forfattersamarbejde.

Jeg (Charlotte Johansen) giver bogen 9 store skydeskivepoint. 

Camilla Läckberg og Henrik Fexeus
Box
People’s, 2021
644 sider