
Fra bogens bagside:
Enhver kontakt efterlader et spor.
Seriemorderen Marcus Rothe sidder i forvaring i Herstedvester Fængsel. I de to år, der er gået, siden han blev anholdt, har Laura Nørregaard været på flugt. Hun har forfinet sine metoder, men længes efter Marcus, hendes elskede, der åbnede en ny storslået og bestialsk verden for hende.
En fængselsbetjent fra Herstedvester bliver anklaget for at ville hjælpe Marcus med at flygte. Den anklagede er drabsefterforskeren Michala Bjerrums stedsøn, og nu beder hun Sigga om at hjælp til at rense ham.
I Hamborg ligger Siggas søster for døden, fast besluttet på at afsløre familiens mørkeste hemmelighed, inden hun skal herfra. Sigga kan ikke bære flere hemmeligheder, og Michalas bøn om hjælp giver hende den udvej, hun mangler.
Laura, der også er på vej til København, har et regnskab, der skal gøres op — et regnskab, der i uhyggelig grad spejler alt det, Sigga prøver at flygte fra.
Min anmeldelse:
Jeg har anmeldt rigtigt mange af Jakob Melanders bøger og har generelt været rigtigt godt underholdt. Senest har jeg anmeldt bind 4 i serien med Sigga Freitag – “Alle min døde” – her https://blog.drustrup.dk/?p=2457. Denne nyeste bog er bind 5 i serien, og den fortsætter historien om Sigga Freitag på samme høje niveau som de første bind i serien.
Jeg har i tidligere anmeldelser af serien understreget, at det for at få fuldt udbytte af bøgerne er centralt at acceptere præmissen om Sigga Freitags helt særlige psykiske evner med udgangspunkt i, at enhver kontakt efterlader spor. Men så får man også fuld spænding og dramatik.
I slutningen af min anmeldelse af bind 4 spåede jeg, at Sigga Freitag i dette bind skulle til Afrika, men sådan gik det ikke. Hun kommer rundt omkring, men Afrika var en af verdensdelene, hvor den stadig aktive morder fra bind 4, Laura, er voldsomt aktiv. Hun er også godt i gang med sine morderiske aktiviteter andre steder i verden, inden hun vender hjem for at få hævn.
Det dramatiske opgør fortælles gennem intense beretninger i kapitler, hvor vi følger forskellige aktørers tanker og gerninger. En velkendt fortællemetode, som Jakob Melander mestrer godt.
Jeg var meget, meget godt underholdt hele vejen, mens overraskelserne skete og brikkerne faldt på plads – lige frem til de sidste sider, hvor en ny lovende vinkel åbner sig. Siggas fortid gemmer åbenbart på hemmeligheder, så der kommer sikkert en – meget velkommen – fortsættelse. Indtil da vil jeg se frem til Jakob Melanders næste bog “Mamma Død”, der er bind 2 i “Serien om Røde”. (Jeg har anmeldt bind 1 “Røde” her: https://blog.drustrup.dk/?p=2781)
Kort sagt så er “Døden min elskede” endnu en spændende bog af Jakob Melander og et rigtigt godt bind 5 i en serie, der har fascineret mig lige fra begyndelsen. Jeg giver den gerne 9 skydeskivepoint.

Jakob Melander
Døden min elskede
Serafine, 2025
442 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



