Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Niklas Natt och Dag: Skæbnen og håbet

Alt muligt andet godt Posted on 25 apr, 2025 23:23

Fra bogens bagside:
Året er 1434: Kalmarunionen knager i fugerne og styres med usikker hånd fra Danmark, af Erik af Pommern. I nord bryder et oprør ud, ledet af mineejeren Engelbrekt Engelbrektsson. Den unge Måns Bengtsson bliver sendt afsted for at vinde Engelbrektssons gunst, så hans slægt, der bærer våbenskjoldet i blåt og guld, nat og dag, kan komme til at stå stærkere i opbrudstiden. Måns rejser fra sit hjem på Göksholms slot ved bredden af søen Hjälmaren og lader sin mor, far og søster blive tilbage. Den ene fortaber sig i længsel, den anden lægger hemmelige planer om tronen og kronen, og den tredje får mulighed for at rejse sig fra sin brors skygge. 

I Skæbnen og håbet optrævler Niklas Natt och Dag et af de mest berygtede mord i den nordiske middelalder på den eneste måde, der er mulig i dag: gennem fiktionen. Samtidig går den svenske forfatter og journalist i sporet på sin egen families historie.     

Bogens historiske baggrund:
Mellem forfatteren og bogens hovedperson, Måns Bengtsson, er der en ubrudt linje af fædre og sønner i femten generationer. Det fremgår bl.a. bogens efterskrift hvor Niklas Natt och Dag fortæller om bogens historisk faktuelle baggrund.

Her fortælles om det oprør, der rettedes mod den danske konge Erik af Pommern og hans håndgangne mænd i Sverige, og det markerede begyndelsen på Kalmarunionens opløsning. Der beskrives især, hvordan forfatterens familie dengang var involveret i konflikterne.

Se desuden nederst efter anmeldelsen.

Min anmeldelse:
Bogen er lidt lang og sine steder noget ret detaljeret. Det ville måske have hjulpet at vide mere om tiden og den historiske baggrund, inden jeg læste bogen, men uanset det, så kan jeg varmt anbefale den til alle de mange læsere af historiske romaner. Bogen er rigtigt interessant og fantastisk godt skrevet. 

Det er en stærk historie om magtkampe på mange niveauer ud over krig. Blandt romanens mange andre lag og emner er forholdet mellem samfundsklasserne dengang og livet på en borg/herregård, men også om kvindernes roller på den tid. Det er underordnet, at lige den tid og begivenhederne med oprøret og Engelbrektsson død  ikke står så stærkt i dansk historieskrivning som andet fra den tid. Det gør bogen endnu mere interessant. 

Det var en stor fornøjelse at rejse tilbage i tiden og samtidig både blive klogere på historien og tiden samt få lejlighed til at nyde sproget og mange flotte formuleringer og beskrivelser af stemninger/steder.

Det er ikke en hurtigt læst bog, men det er dejligt også med sådan en ind imellem mere mainstream journalistisk skrevne bøger. Det kunne godt friste mig til også at læse Niklas Natt och Dags Bellman Noir-trilogi 1793/1794/1795. 

5 sikre stjerner!

Niklas Natt och Dag
Skæbnen og håbet
Gutkind, 2025
504 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.

BONUS:
Efter at have læst bogen læste jeg lige afsnittet om Kalmarunionen i “Politikens etbinds danmarkshistorie” af Benito Scocozza og Grethe Jensen (6. udgave 2007), hvor dette billede med tekstuddraget stammer fra.

Desuden kom jeg i tanke om, at jeg for et par år siden med metaldetektor fandt en mønt slået under Kong Erik af Pommern, der jo regerede på bogens tid. Det er en kobbersterling fra ca.1422. Den var ganske vist noget skadet, men kunne sagtens identificeres.

Screenshot


Henrik Fexeus: Offerdyret

Krimi og spænding Posted on 27 mar, 2025 14:58

Bogen er gæsteanmeldt af Palle Thomsen, der i denne måned op til Krimimessen i Horsens i særligt stort omfang har hjulpet med krimianmeldelserne. 

Fra bogens bagside:
Da David modtager en mail fra en ukendt kvinde, som påstår at have oplysninger om hans barndom, bliver han både nysgerrig og urolig. Han har nemlig ingen erindringer om sine første tolv år.

Men den ukendte kvinde forsvinder pludselig sporløst, og det lader til, at nogen vil forhindre ham i at genvinde sin mistede hukommelse. I så fald er ikke kun David, men også hans nærmeste i stor fare.

Sammen med stjerneadvokaten Florence igangsætter David en hæsblæsende jagt på en årtier gammel hemmelighed, hvis afsløring kommer til at vende op og ned på hele Davids verden.

Bogen er første del i serien “Memento” om makkerparret David Lund og Florence Tapper, der er på jagt efter Davids tabte hukommelse.

Palle Thomsens anmeldelse:
Det er ordentlig moppedreng – 527 sider. Jeg har tidligere nævnt at jeg er lidt loren ved de lange krimier og at forlagene burde bede forfatterne skære historien til. Denne krimi behøver det ikke, den er ikke én side for lang.

Henrik Fexeus er jo en erfaren forfatter og forstår at fastholde læsernes interesse. Det gør han sandelig også med denne page-turner. Den består af korte kapitler, hvor af nogle foregår tilbage i tiden. Bedst som man tror, man har regnet det ud, sker der noget nyt, der vælter ens konklusioner, og det kan jeg godt lide.

Fortællingen handler om mænd med magt, onde mænd, magtmænd i lukkede klubber, iskolde mordere og uskyldige personer, der står i vejen for magten. Det er ikke hyggelæsning, men det er virkelig godt skruet sammen og meget spændende.
Jeg glæder mig til fortsættelsen.

9 skydeskivepoint ud af 10 mulige.

Henrik Fexeus
Offerdyret
People’s, 2025
527 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Niklas Turner Olovzon: “Isbjerg” og “Sandslot”

Krimi og spænding Posted on 25 mar, 2025 09:42

Dette er en dobbeltanmeldelse af  de første 2 bind i Tassby suiten, der udforsker en række isnende forbrydelser og familiehemmeligheder i landsbyen Tassby, dybt inde i de svenske skove. Anmeldelsen er lagt i hænderne af den faste gæsteanmelder Palle Thomsen.

Fra bagsiden af Isbjerg:
Efteråret ankommer til Dalarna, og i landsbyen Tassby forsvinder en thailandsk bærplukker på mystisk vis i skoven. Outsideren Lars-Inge mistænkes af byens matriark, Liss-Kulla, der bruger sladder som magt.

Lars-Inge er en enspænder med en gammel hund som sin eneste følgesvend, og han konfronteres med sin fortid, da der pludselig bliver tændt lys i en ejendom på den anden side af bugten. Skjuler han mere end knuste kunstnerdrømme og en sorg over den familie, han aldrig fik?

Samtidig forsvinder femårige Elliot fra børnehaven i Luleå ved Den Botniske Bugt. Moderen Elins desperate eftersøgning får Tassbys mørke familiehemmeligheder og gamle uretfærdigheder til at boble op til overfladen. Er drengen faldet gennem isen, eller har nogen taget ham?

Fra bagsiden af Sandslot:
Lokalsamfundet i Tassby er stadig mærket af hændelserne et par år tidligere, da landsbyens matriark, Liss-Kulla, begyndte at grave i sagen om en forsvunden thailandsk bærplukker. Samtidig forsvinder en teenagedreng under en påskeferie på Koh Lanta i Thailand, og hans mor leder desperat efter ham, men møder modstand. Er de to begivenheder tilfældige, eller er der en skjult forbindelse mellem forbrydelserne i Thailand og mørket i Dalarnas skove? Hvilken hemmelighed binder dem sammen?

Palle Thomsens anmeldelse:
To bøger på i alt over 900 sider og det er noget af en mundfuld. 

Jeg var lidt loren, da jeg startede på læsningen – der var lang vej igen til sidste side i bind 2. Efter de første 200 sider i bind 1 var jeg ved at være træt af bogen, men den skulle jo anmeldes, så jeg holdt ud og godt for det. Den blev bedre og bedre, og da jeg var færdig med “Isbjerg”, glædede jeg mig til “Sandslot”.

Vi er i en lille by – Tassby – i Dalarna i Sverige. En by hvor der ikke sker særligt meget, masser af sladder og intriger, hvor de fleste går meget op i ishockey, og byen er domineret af brovtende mandschauvinister og sladdertanter. 

En udenlandsk bærplukker forsvinder, og det sætter gang i en lang historie, som i bind 2 foregår delvist i Thailand.

Det, der i starten gjorde, at jeg synes det lignede en langgaber, skyldes den meget detaljerede beskrivelse af et kedeligt lillebyliv. Men hold ud – det er det værd. For langsomt æder fortællingen ind på dig og åbenbarer de mange skjulte ting i byen. Det ender med at være en fremragende fortælling.

Jeg glæder mig til forfatterens næste bøger og giver bøgerne 9 ud af 10 point – hver.

Niklas Turner Olovzon
Isbjerg
Hr. Ferdinand, 2025
496 sider  

Niklas Turner Olovzon
Sandslot 
Hr. Ferdinand, 2025
416 sider  

Bøgerne er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplarer.



Anders Roslund: Flygt

Krimi og spænding Posted on 16 mar, 2025 20:49

Fra bogens bagside:
En sen nat i 1990’erne forsvinder en femtenårig dreng fra et ungdomsfængsel. Han bliver aldrig set igen.

Mange år senere sidder Piet Hoffmann i et andet fængsel, dømt for narkohandel efter at have hjulpet kriminalkommissær Ewert Grens med at infiltrere en narkoring. I samme fængsel sidder Lillebror, bror til Piets bedste ungdomsven – ham, der forsvandt sporløst fra ungdomsfængslet. Lillebror vil have Piet til at løse gåden om brorens forsvinden, og hvis han ikke gør det, vil Piets egen familie dø. Der er kun én udvej, hvis han skal redde sin familie og løse gåden: Han er nødt til at flygte.

Min anmeldelse:
Først kom en serie på 5 bind, hvor Hoffmann er ene hovedperson. Den følges af en serie med både Hoffmann og Grens. Jeg har anmeldt de første 5 i denne serie – senest “Sov mit barn” her https://blog.drustrup.dk/?p=915. “Flygt” er bind 8 i serien, og jeg indrømmer blankt, at jeg ikke helt forstår, hvorfor jeg ikke har fået læst og anmeldt bind 6 og 7. Men havde jeg ikke læst nogle af de andre i serien, ville denne nye bog have været sværere at finde ind i, fordi universet her er helt specielt, og personerne har udviklet en særligt og tæt forhold gennem serien. Her er der på ingen måde tale om selvstændige dele af en serie.

Som beskrevet på bagsiden foregår handlingen på to tidspunkter, hvor Piet Hoffmann begge gange er fængslet – men dog i den aktuelle del af bogen er nødt til at flygte, og selvfølgelig lykkes det. 

Det bliver en højdramatisk historie på det personlige plan for Piet Hoffmann, der har meget på spil – livet og familien. Men også Ewert Grens sætter usædvanligt meget på spil. Det bliver også en højdramatisk historie om livet i et fængsel og forholdet mellem de indsatte og personalet samt om livet, moral og æresbegreber i det kriminelle miljø og blandt efterforskere. Barske sager alle steder. Mange triste skæbner og forkerte valg, men også et par valg på højt moralsk niveau.

Som sædvanligt for Anders Roslunds bøger er sproget og fortællemåde fremragende og intenst spændingsskabende. Det er således en bog, der fængslede (!) mig lige fra begyndelsen, og som også overraskede mig til sidst. Og så er det synd at afsløre ret meget mere om handlingen og slutningen. 

9 sikre skydeskivepoint – tæt på et pletskud.

Anders Roslund
Flygt
Modtryk, 2025
404 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Ninni Schulman: Kæreste Lena

Krimi og spænding Posted on 06 feb, 2025 22:31

Fra bogens bagside:
Efteråret 1983. Den 31-årige Lena bliver fundet død i sit hjem. Hun hænger i et reb fra loftet, og alt tyder på, at der er tale om selvmord. Men Lenas forældre nægter at tro, at deres datter har taget sit eget liv, og kontakter den tidligere politibetjent Ingrid Wolt.

Ingrid har egentlig lukket sit nystartede efterforskningsbureau og lever isoleret i skoven af frygt for sin voldelige eksmand. Da hun begynder at grave i sagen, viser det sig snart, at Lena bar på dybe hemmeligheder, og at der var mange i hendes nærhed, der ønskede hende død.

Min anmeldelse:
Det er bind 2 i Ninni Schulmans serie om Ingrid Wolt. Bind 1 “Mens vi legede” har jeg anmeldt her https://blog.drustrup.dk/?p=2252, og jeg sluttede min anmeldelse sådan: Jeg fattede sympati for Ingrid Wolf og er nysgerrig/interesseret i at følge hendes videre liv både som privatperson og som efterforsker – som detektiv eller tilbage i etaten. Det vil vise sig.

Livssituationen for Ingrid Wolt, der i bind 1 lige var kommet ud af fængslet dømt for at have skudt (ikke dræbt) sin voldelige mand, har ikke ikke ændret sig. På grund af sin dom har hun kun begrænset samvær med sin datter, der er i familiepleje. Hun har taget et rengøringsjob og skjuler sig også for eks-manden, der er politimand og som stadig truer hende.

Bogens handlingen følger to spor, der begge foregår i 1980’erne. I det ene spor er Ingrid Wolt i centrum med fortællingen delt mellem hendes privatliv og problemer med eks-manden og så hendes involvering i opklaringen af Lenas død. Havde hun grund til at begå selvmord, og var det faktisk det? Eller var det mord, og hvem var så gerningsmanden? 

I det andet spor er Lena i centrum med fortællingen om hendes fascination af en karismatisk mand fortalt kronologisk fra nogle måneder før bogens egentlige handling frem til hendes død. Derfra følges arbejdet med opklaringen. I den forbindelse får Ingrid hjælp af sin tidligere politi kollega Benny, der også var med i bind 1, og som måske endda får en større rolle i fortsættelsen. Det er dog usikkert.

Min usikkerhed er min primære anke. Bogens åbne og helt uafklarede slutning, der ender med en cliffhanger, gør ondt selv på en erfaren krimilæser. Det er lige at stramme spændingen lidt hårdt, synes jeg. Det bedste ved slutningen er, at der må komme en fortsættelse. En fortsættelse der kun kan komme for langsomt.

På trods af den abrupte slutning, men på grund af den godt fortalte og spændende historie med nogle helt specielle personer, giver jeg gerne bogen 8 skydeskivepoint. 

Ninni Schulman
Kæreste Lena
Alpha, 2025
460 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Rebecka Aldén: Sort sejl

Krimi og spænding Posted on 13 dec, 2024 23:39

Fra bogens bagside:
En ensom sejlbåd driver på bølgerne i skærgården uden for Stockholm. Da søredderen Annika går om bord, er der helt tomt. Båden er forladt. Har den revet sig løst? Ankeret er trukket op, og alle tove er på plads. Hvad er der sket?

Varmen dirrer i luften, da Joanna står på molen og kigger ud over lystbådehavnen. Hun skal sejle et par dage med sin storebror Zack. Med sig ombord bærer hun en tung sorg. Kan havet og samværet med broren hele hende?

Det bliver nogle stegende varme sommerdage på havet, som kommer til at ændre alt.

Min anmeldelse:
Det er første bind i serien “Søredderne”, og jeg blev først opmærksom på bogen, da bind 2 i serien, Rød måne, blev annonceret til udgivelse i januar 2025. Jeg valgte at læse bind 1 for at finde ud af, hvad det var for en serie, selv om den på forsiden står karakteriseret som “En skærgårdskrimi”. Den genre er jeg ikke altid så begejstret for, men jeg blev dog positivt overrasket.

Dels er ideen om at lade handlingen udspille sig med et korps fra en søredningstjeneste en ny vinkel på genren og lokaliteten, og dels var historien rigtigt spændende og tilmed overraskende fortalt.

Kronologisk fortælles der om begivenhedernes udvikling skiftevis med fokus på søredderen Annika og den feriesejlende Joanna. På den måde opstår en god dynamik i spændingskurven helt frem til den overraskende afslutning.

Begge hovedpersonerne har noget, de bakser med, så på det område er der begrænset nyt. Annika med kærligheden og Joanna med traumer efter tidigere begivenheder. Det er spændende uden at blive neglebidende. 

Jeg kan sagtens se den – og sikkert også følgende bind – for mig filmatiseret som serie, og så ville den kunne matche filmene, hvor Maria Wern er hovedpersonen. 

Grundlæggende er det ikke en krimi, der bryder nyt land eller farvand, men ganske god krimiunderholdning til 7 passende skydeskivepoint.

Rebecka Aldén
Sort sejl
Gutkind, 2023
380 sider 

Bogen er læst på Mofibo.



Næste »