Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få besked, når der er et nyt indlæg

Louise Penny: Døden i april

Krimi og spænding Posted on 12 jul, 2020 22:24

Fra bogens bagside:
Det er forår i Three Pines. Træerne springer ud, de første blomsterknopper kæmper sig op gennem jorden, men april er lunefuld – og dødelig, viser det sig.

Da nogle landsbyboere beslutter sig for at markere påsken med en spirituel seance i et gammelt hus, gør de det for at befri stedet for ondskab, men inden seancen er slutter en af de deltagende død af skræk. En naturlig død? Det er ikke sikkert.

Den begavede, sympatiske kommissær Gamache fra Sûreté du Québec tilkaldes i en sag der tvinger ham til at se både sine egne og landsbyens spøgelser i øjnene. 

Min anmeldelse:
De første to bøger i serien med mysterier fra den lille, hyggelige by Three Pines i den fransktalende del af Canada hed “Mørkt motiv” og “Nådestødet”. Dem har jeg anmeldt her: https://blog.drustrup.dk/?p=567.  

Byen og bøgerne er befolket med interessante personer, og kriminalkommissær Armand Gamache er den centrale opdager med den store psykologiske indsigt.

Scenen og mange af personerne er de samme i denne nye bog i serien, og der bygges videre på dele af begivenhederne i de første bøger. Blandt andet hviler stedet, hvor det første dødsfald sker, stadig som en mørk skygge over byen. Gamache bliver stadig betragtet som et problem og modarbejdes af ledende politikfolk, og den side af sagen optrappes. Den specielle og meget lidt vellidte kriminalbetjent, Yvette Nichol, indgår stadig i et spil med hemmelige dagsordener. Heldigvis er mange af de hyggelige kunstnertyper i byen stadig lige så særlige og varme. 

Alle rammer er således på plads til nogle hyggelige timers læsning i velkendt selskab. Det fik jeg også, men den indlagte krimisag, der naturligvis er omdrejningspunkt for bogen, virker denne gang ikke helt overbevisende og spændende på mig. Dertil kommer, at beskrivelserne af hele forløbet inklusiv sidehandlingerne bliver noget detaljerede, så bogen bliver rigeligt lang – efter min mening. 

Selv om det hele går lidt langsomt hyggede jeg mig alligevel med en hyggelig historie fra et hyggeligt sted, og der er også udvikling i hovedpersonerne nok til, at jeg ser frem til også at læse næste bind i serien. Det hedder “Mord på Manoir Bellechasse”, der udkommer 7. juli, men som allerede er landet i min postkasse. 

Jeg vender tilbage senere med en anmeldelse af den. Imens giver jeg denne gang 7 skydeskivepoint til “Døden i april” og 4 krimihjerter på Krimifan.dk.

Louise Penny
Døden i april
(Et Three Pines-mysterium; 3)
Hr. Ferdinand, 2020
430 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Louise Penny: De første 2 Three Pines-mysterier

Krimi og spænding Posted on 26 apr, 2020 11:34

Herligt med en krimiserie fra et i genren nyt og interessant miljø: det fransktalende område Quebec i Canada. Her ligger den hyggelige lille landsby Three Pines, og det idylliske lillebymiljø minder mig rigtigt meget om det, der kendes fra det lige så fiktive sydengelske Midsomer, hvor Barnaby er opdageren.

I fredelige Three Pines sker der tilsyneladende lige så mange forbrydelser som i Midsomer, for denne bog er første del i en lang serie (vist 16 bind), hvor de første to bind allerede er udkommet på dansk, og de to næste følger meget snart.

Jeg hyggede mig med stemningen, historien, det nye miljø, personerne, og det er også en fordel, at forfatteren bruger humor undervejs. Det er ikke kun en serie for fans af Barnaby, for bl.a. læsere af Elly Griffiths serie med Ruth Galloway vil blive mindst lige så underholdt af denne nye serie.

Herunder følger korte omtaler af de første to bøger i serien samt bagsideteksterne fra bøgerne, men inden vil jeg lige give bøgerne karakter: Begge bøger får 8 skydeskivepoint på bloggen og 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Mørkt motiv

I denne første bog forstyrres idyllen af et mord på en af byens elskelige gamle damer, og den erfarne kriminalkommissær Armand Gamache sættes på opgaven at opklare mordet. Hans arbejde fører os som læsere rundt i miljøet og til mange af de personer, der bor der, og de hemmeligheder af forskellig art, de selvfølgelig har. Og det er både hyggelige og kreative folk, der bor i Three Pines – i hvert fald de fleste. Og det franske i Canada er set også interessant at få et indblik i.

Det er ikke den rene idyl politifolkene indbyrdes, bl.a. fordi en kvindelig opdager agerer meget uhensigtsmæssigt og bringer hele opklaringen i fare, men samtidig bringer hun dynamik ind i historien. (Og hun er åbenbart en vigtig person for forfatteren, for hun dukker også op i næste bind)

Fra bogens bagside:
En idyllisk landsby, et brutalt mord.
Mens morgentågen letter over den canadiske landsby Three Pines i det sydlige Montreal søndag efter Thanksgiving, vågner beboerne langsomt og søvnigt – alle bortset fra én.

Det skaber stor opstandelse, da et kært medlem af det lille samfund, Jane Neal, findes død i ahornskoven. Men det må da være en ulykke? For hvem skulle ønske hende død?

Efter en lang og distingveret karriere ved Quebecs politi ved kriminalkommissær Armand Gamache, hvordan man leder efter slanger i Paradis. Han fornemmer, at der lurer noget mørkt bag de hvide stakitter og velplejede forhaver og venter tålmodigt, indtil Three Pines afslører sine hemmeligheder.

Nådestødet

I denne bog er en ret usympatisk og dominerende kvinde flyttet til Three Pines sammen med sin underkuede mand og datteren, der mobbes massivt – også af moderen. Derfor er ingen egentlig kede af, at hun myrdes under en curlingkamp. Kort inden er en hjemløs posedame fundet myrdet i Montreal, og kriminalkommissær Armand Gamache samt hans hold involveres i begge opklaringer.

Hans onde ånd – den kvindelige efterforsker, der skabte røre i bind 1, dukker op igen, men måske har hun forbedret sig. Det er dog sikkert, at højtplacerede personer i den centrale politiledelse modarbejder Gamache voldsomt pga. en tidligere sag, og det afsløres der lidt om i denne bog.

Samtidig med at opklaringsarbejdet er den centrale del af bogen, bringer dette bind 2 os som læsere dybere ind i kredsen af personer og miljøet i det lille samfund, og det fungerer godt. Der ser ud til at være mange flere gode historier i de personer, så kom bare med flere bind.

Fra bogens bagside:
Det er vinter i Three Pines, og den lille soveby er dækket af sne. Det er en fredelig tid – indtil et skrig skærer sig gennem den frostklare luft. En tilskuer til et sportsstævne anden juledag er død ved elektrisk stød. Og på trods af det store publikum er der tilsyneladende ingen vidner – eller spor.

Politikommissær Armand Gamache kaldes til åstedet og begynder møjsommeligt at trevle kvindens  fortid op – en fortid som er overraskende fuld af fjender og hemmeligheder. Men Gamache har også sine egne fjender, og selv hos politiet er der få, han kan stole på. Og mens bitre vinde blæser gennem idylliske Three Pines nærmer noget langt mere skæbnesvangert sig Gamache fra uventet hold.

_________

Louise Penny
Mørkt motiv
Hr. Ferdinand, 2020
327 sider

Louise Penny
Nådestødet
Hr. Ferdinand, 2020
385 sider

Bøgerne er modtaget som anmeldereksemplarer fra forlaget.