Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Claus Olesen: Dem der er skredet 

Krimi og spænding Posted on 11 feb, 2023 23:07

Fra omtalen på Mofibo:
Jimmi Reuther er tryllekunstner, bodybuilder og på flugt fra en personlig tragedie. For at komme langt væk hjemmefra rejser han til Klitmøller, hvor han drømmer om at surfe dagene væk og finansiere det med et handikaphjælperjob. Ulrike, som han er hjælper for, gør det dog ikke nemt for ham. Og det på trods af, at hun ellers ikke er helt så handikappet, som han havde troet. Ulrike driver en hashproduktion dybt inde i Thylejren sammen med sin mor Lily, og hun har valgt Jimmi, så han kan agere chauffør og beskytter, snarere end for hans kundskaber udi handikappleje.

Da en gammel konflikt mellem Thylejren og surferne i Klitmøller blusser op igen, kommer Ulrike – og dermed også Jimmi – til at stå i frontlinjen mod surfernes leder Magnus Cornelius. Og Ulrikes behov for hævn handler ikke kun om forretning, hun har en fortid med Magnus, og noget, der skal gøres op. Men hun bliver afledt, da hun finder ud af, at Jimmi heller ikke har fortalt hele sandheden om, hvorfor han dukkede op i Thy.

Det er en moderne western fra de nordvestjyske klitter mellem to grupper, der begge mener, at de lever det frie, antikapitalistiske liv, men under det hele er drevet af behov for hævn, penge og magt. Men det er også en historie om kærlighed, sorg og barmhjertighed imellem to mennesker, der finder et oprigtigt fristed hos hinanden.

Min anmeldelse:
Thy har jeg besøgt rigtigt mange gange, bl.a. fordi jeg har familie der, så både Klitmøller og andre steder i Thy kender jeg ret godt. Derfor var det oplagt at læse og anmelde denne helt nye bog, der foregår netop her. At det så både er en krimi og en bog, der bliver præsenteret som sjov, overbeviste mig endeligt.

Hvordan var bogen så? Det er unødvendigt med uddybende handlingsreferat, for forlagsomtalen siger nok, men under læsningen dukkede disse yderligere stikord til i indholdet op hos mig:

Samfundsatire. Tju-bang-røverhistorie. Lokalpolitisk korruption. Kampen mellem forskellige grupper om eneret på hashhandelen langs Vestkysten fra Nørre Nebel til Løkken. Thylejren. Rote Armé Fraktion. Klitmøllerfiskerlejets udvikling til Cold Hawaii. Bordeldrift. Sort arbejdskraft. Lokalkolorit. 

Det var både sjovt og spændende at læse den barske historie, der foregår i det normalt fredelige Thy, men hvor forfatteren har skruet på alle dramatiserende håndtag, så der for alvor (og grotesk morsom af og til) bliver gang i butikken med mord, brandattentater, vold, trusler og andre virkemidler.

Bogen er grotesk, overdrevet og karikeret på underholdende vis – i hvert fald set herfra som jævnlig gæst i området. Hvordan folk i Klitmøller ser på bogen, og om de kan genkende sig selv, er jeg mere i tvivl om. Om folk uden kendskab til Klitmøller vil blive draget ind i historien er jeg lidt usikker på.

Bogen er udkommet 10. februar 2023 som MofiboOriginal og kan både læses og lyttes til på netop Mofibo. Bogen er læst på Mofibo https://mofibo.com/dk/da/. Den kommer nok også som trykt bog senere. Det er bind 1 i en planlagt serie med titlen “Jimmi og Ulrike”

Jeg var underholdt, og fortællingen flyder, men historien er rigeligt overdrevet for mig, så det bliver til 7 skydeskivepoint og 3 krimihjerter (3,5 hvis jeg kunne) på krimifan.dk.

Claus Olesen
Dem der er skredet 
Mofibo Original, 2023
295 sider /  timer og minutter



Lone Theils: Undergravet

Krimi og spænding Posted on 11 jul, 2021 22:08

Fra bogens bagside:
Signe Brask har det svært med sin nye chef. For at ydmyge hende har han sendt hende til Klitmøller, hvor hun skal vikariere som patruljebetjent.

Men der går ikke længe, inden Signe står med en ny sag. Præstens unge, smukke kone er sporløst forsvundet. Snart viser det sig, at der under overfladen ulmer en voldsom religionskrig i det lille samfund af fiskere og surfere.

Opklaringsarbejdet med den lokale betjent Dennis er tungt. Samtidig bliver Signe konfronteret med sin egen fortid på en måde, der ændrer hendes liv for altid.

Min anmeldelse:
Da jeg anmeldte første del i serien – “Savnet” her: http://blog.drustrup.dk/#post264 – sluttede jeg sådan: “Signe Brask har (selvfølgelig) sine problemer, og derfor arbejder hun i det vestjyske. De problemer aktualiseres til allersidst i bogen, og på den måde er der godt med spænding på til den nye selvstændige konflikt, der må tilspidses i fortsættelsen.”

Oveni, at baggrunden for Signe Brasks problemer afdækkes yderligere, så skærpes den bagvedliggende dybe konflikt med en tidligere chef endnu mere, så det påvirker hendes arbejde og hendes muligheder for at yde godt efterforskningsarbejde i den aktuelle sag.

Sagen om forsvundne præstekone er af Lone Theil anledning til at beskrive de religiøse magtstrukturer internt i forskellige troende grupper samt konfliktens påvirkning af de nye strømninger i samfundet eksemplificeret af surferne og tilflytterne. Mødet mellem tradition og fornyelse kan man sige. Jeg er noget usikker på, om det faktuelt står så slemt til i virkelighedens Klitmøller, men jeg lader den digteriske frihed og det dramatiske behov regere uden krav om realisme.

Bogens spændingskurve og spændingsniveau fungerer nemlig godt, og der er et godt spændingsfeltet mellem situationen for Signe Brask personligt og arbejdsmæssigt samt selve politisagen. Det bliver dramatisk på begge områder med flere gode overraskelser undervejs og en udmærket lokalkolorit. 

Jeg havde dog lidt for tidligt luret, hvordan det hele hang sammen, til at jeg kan give bogen mere end 8 skydeskivepoint på min blog og 4 krimihjerter på krimifan.dk, men det er heller ikke dårligt.

Lone TheilsUndergravet
(Hjemvendt; 2)
People’s, 2021
324 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.