Fra bogens bagside/beskrivelsen på Saxo : I hjertet af Leipzig ligger Magasin, en østeuropæisk specialforretning, der i 25 år har været drevet af en familie fra Kyiv. Her sælges vodka, pelmeni, SIM-kort og matrosbluser – og på sin vis en form for østeuropæisk samhørighed. Men det russiske angreb på Ukraine har splittet familien, og forståelsen for hinanden forsvundet. Moderen står fast på at støtte Putin, mens hendes søn, der elsker det russiske sprog og sin mor, men også Kyiv, er fortvivlet. Han kan ikke vende tilbage til Ukraine midt i krigen, men han må finde en måde at redde sin mor fra den russiske propaganda på.
Russiske specialiteter er en bittersød og dybt politisk roman om familie og umulige samtaler i tider med gamle og nye krige. Et både tragisk, ømt og komisk værk.
Min anmeldelse: “Mesterlig” betegnes bogen på forsiden med et citat fra en tysk avis, og jeg er tilbøjelig til at være helt enig. Det er endda en bog, som jeg godt kan finde på at læse igen, for det er en gribende stærk historie om en families personlige relationer og holdninger til krigen mellem Rusland og Ukraine. Lige så stærk er historien om at være øst-tysker altså østeuropæer i Tyskland. Det samme gælder bogens sidste del, hvor der også fokuseres på de aktuelle hårde forhold for befolkningen i Kyiv.
Det er også en ualmindeligt velskrevet bog, hvor fremragende formuleringer nærmest står i kø, og gør en langsommere genlæsning nærmest til et krav. Bogen er både historisk og politisk interessant, lynende aktuel og alment identitetsrelevant. Mht. bogens betegnelse på bagsiden om bogen også som et komisk værk, så er der mere galgenhumor og finurlighed end komik, men underholdende er den!
Undervejs er en del betegnelser og replikker skrevet med det russiske alfabet, men de er i de fleste tilfælde oversat, og det er sådan for at understrege hovedpersonens fascination af det russiske sprog. Netop valg af sprog og dets betydning for identiteten er et gennemgående tema. Uden at have læst originaludgaven må jeg rose oversætteren Karen Tortzen for at have løst det, der må have været en svær opgave, på formidabel vis.
En stor bog på ikke så mange sider. Jeg vil meget gerne på det varmeste anbefale den til rigtigt mange læsere. De vil få en stor, stærk, aktuel og gribende læseoplevelse. Bogen får ubetinget mine maksimale 5 stjerner!
Dmitrij Kapitelman Russiske specialiteter Politikens Forlag, 2026 236 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.
Fra bogens bagside: I en grå zone i Østukraine krigshærget efter Maidanrevolutionen ligger landsbyen Mala Starohradkova. Her bor Sergej, 49 år gammel og invalidepensionist. Sergej har været gift, men hans kone og datter forlod ham allerede før Maidanrevolutionen. Mala Starohradkova er en landsby, hvor ukrainske soldater og prorussiske separatister ligger tættest på hinanden. Når kampene i regionen for alvor begynder, flygter alle landsbyens beboere. Sergej og Pasjka bliver.
Sergej og Pasjka var ærkefjender i skolen, men er nu som landsbyens eneste indbyggere nødt til at tale sammen. Pasjka bor på Sevtjenkogaden, og umiddelbart ved siden af hans have ligger området under prorussiske separatisters kontrol. Sergej bor på Leningaden, og området bag hans have er under ukrainsk kontrol.
Sergej er hverken pro-Putin eller proukrainsk. Han er biavler og mere bekymret for sine bier end for sig selv. Pasjka er på separatisternes side og sympatiserer med Rusland. Da krigen i Donbas tager til, beslutter Sergej sig for at tage til Krim. Hans bier skal helst indsamle honning i et landskab uden krig.
(Se fakta og forfatterens forord sidst i anmeldelsen)
Min anmeldelse: Bogen var september-bogen i læsegruppen Sure Gamle Mænd. Flere af læsegruppens medlemmer havde i begyndelsen af bogen overvejet, om det var værd at fortsætte læsningen. Men der var flertal for, at bogen var god at læse, specielt efter at handlingen var flyttet til Krim, selvom den bar noget præg af at være en “propagandaroman”, idet den havde valgt se se situationen fra ukrainsk side og har udpeget Rusland som aggressoren.
Jeg er helt enig i, at det er en langsom, langsom oplevelse at følge med i den detaljerede beskrivelse af Sergejs hverdag i den grå zone – ingenmandslandet – mellem de to fronterne med de russiske separatister på den ene side og de ukrainske tropper på den anden. Til gengæld bliver det længere hen i bogen en meget interessant og godt fortalt historie.
Den skabte flere spørgsmål undervejs til baggrunden for bogen, og jeg fandt ud af, at for at forstå bogen helt, er det vigtigt at sætte bogens indhold ind i en historisk sammenhæng. Det var flere af medlemmerne i læsegruppen også i gang med, og resultatet kan ses i links og tekst nederst i anmeldelsen.
Bogen er skrevet inden den russiske invasion i Ukraine i februar 2022. Det gør det endnu vigtigere at læse bogen, som kan give information om forhistorien til den senere udvikling og dermed har bogen fået aktualiseret politisk relevans. Jeg kan kun anbefale at læse bogen og giver den gerne 4 stjerner.
Andrej Kurkov Grå bier Mr. East, 2019 433 sider
Bogen er lånt på biblioteket.
FAKTA Læs evt. mere om Maidanrevolutionen i 2013 og den umiddelbart efterfølgende russiske invasion af Krim samt det russisk støttede separatistoprør i Østukraine her: https://www.dr.dk/nysgerrig/webfeature/euromajdan
I en engelsk udgave af bogen har forfatteren skrevet dette (oversatte) forord i 2020: For syv år siden, i 2013, endte Vladimir Putins mislykkede forsøg på at rive Ukraine væk fra Europa og integrere det i sin “familie af broderfolk” – det vil sige i hans genoplivede version af Sovjetunionen – i en revolution. Som et resultat af det folkelige oprør, der kom til at blive kaldt “Euromaidan”, blev nationens pro-russiske politiske eliter, ledet af den daværende præsident Viktor Janukovitj, tvunget til at flygte fra Kiev til Moskva.
I 2014, da magten gik over i hænderne på pro-europæiske styrker, lykkedes det Rusland at erobre den ukrainske halvø Krim og sende officerer, frivillige og aktivister til Donetsk, Luhansk, Kharkiv, Odessa og andre byer i den østlige og sydlige del af landet for at opildne til anti-Kiev-oprør.
Således begyndte en krig, som Rusland ikke ønsker at afslutte, og som det regelmæssigt genopfylder med militært personel og tusindvis af tons udstyr og ammunition. Putins beregning er enkel: et Ukraine med en permanent krig i sin østlige region vil aldrig blive fuldt ud budt velkommen af Europa eller resten af verden. Og verden har faktisk i vid udstrækning glemt Ukraine og dets krig, ligesom den altid glemmer “stille”, uafsluttede konflikter. Frontlinjen mellem ukrainske tropper og pro-russiske separatister i de udbryderiske “folkerepublikker” Donetsk og Luhansk i øst er omkring 450 kilometer lang. Og den “grå zone” mellem disse to sider er lige lang, men dens bredde varierer fra flere hundrede meter til flere kilometer, afhængigt af fjendtlighedernes intensitet og landskabet langs en given strækning. De fleste af indbyggerne i landsbyerne og byerne i den grå zone forlod konflikten helt i begyndelsen og forlod deres lejligheder og huse, deres frugtplantager og gårde. Nogle flygtede til Rusland, andre flyttede til den fredelige del af Ukraine, og andre sluttede sig stadig til separatisterne. Men hist og her nægtede et par stædige beboere at rokke sig. De blev, hvor de var, midt i en krig, lyttede til fløjten af granater over hovedet og lejlighedsvis fejede granatsplinter væk fra deres haver. Nogle af disse tilbageholdende er allerede blevet dræbt, men andre har overlevet i denne nye, mærkelige og barske virkelighed, i landsbyer, der engang var tætbefolkede, men nu er blottet for liv, hvor alle butikker, posthuse og politistationer er blevet lukket. Ingen ved præcis, hvor mange mennesker der er tilbage i den grå zone, inde i krigen. Deres eneste besøgende er ukrainske soldater og militante separatister, der kommer ind enten for at lede efter fjenden eller simpelthen af nysgerrighed – for at tjekke, om nogen stadig er i live. Og de lokale, hvis hovedmål er at overleve, behandler begge sider med den højeste grad af diplomati og ydmyg bonhomie.
Siden vinteren 2015, mindre end et år efter Ruslands annektering af Krim og konfliktens begyndelse, har jeg foretaget tre rejser gennem Donbas, den østlige region, der rummer Donetsk, Luhansk og gråzonen. Der var jeg vidne til, at befolkningens frygt for krig og mulig død gradvist forvandlede sig til apati. Jeg så krig blive normen, så folk forsøge at ignorere den, lære at leve med den, som om den var en larmende, beruset nabo.
Alt dette gjorde et så dybt indtryk på mig, at jeg besluttede at skrive en roman. Den ville ikke fokusere på militære operationer og heroiske soldater, men på almindelige mennesker, som krigen ikke havde formået at forlade deres hjem. Disse mennesker har visse ting til fælles. De forsøger at forblive diskrete, næsten ansigtsløse, delvist for at forblive ubemærket af krigen. Men sådan har de altid været i Donbas, et land med kulminer og metallurgiske fabrikker. I sovjettiden var disse mennesker stolte af at spille en ubemærket rolle i den “store industrielle helhed”. Russerne fandt endda på en særlig betegnelse for dem, “Donbas-folket”, som om de var børn af miner og slaggebunker uden etniske rødder.
Hovedpersonen i min bog, Sergejitj – en handicappet pensionist og hengiven biavler – er en af disse “Donbas-folk”. Skæbnens vinde fører ham ned til Krim, hvor han håber at arrangere en ordentlig ferie for sine bier. Sergejits ophold sydpå viser sig dog at være en prøvelse. Uanset hvor meget han prøver, kan Sergejitj ikke forblive helt neutral, da han observerer den konstante undertrykkelse af krimtatarerne fra de nye myndigheders side. Hans sympati for disse muslimske folk vækker mistanke hos den russiske sikkerhedstjeneste – den berygtede FSB – og bringer, endnu mere alarmerende, hans elskede bier i fare.
Min familie og jeg besøgte Krim sidst i januar 2014. Selv før annekteringen blafrede russiske flag overalt i Sevastopol. Anden halvdel af denne roman er på nogle måder mit personlige farvel til Krim, som måske aldrig vil eksistere igen. Jeg ved heller ikke, hvornår jeg næste gang vender tilbage til det østlige Ukraine, eller hvornår konflikten slutter. Men jeg håber inderligt, at krigen lader beboerne i gråzonen være i fred – at den forsvinder, og at honningen, der produceres af bierne i Donbas, mister sin bitre eftersmag af krudt.
Fra bogens bagside: Da Rusland invaderer Ukraine, må Victor flygte til Kyiv sammen med barndomsvennen Julia og hendes kæreste Sergei. Victor og Sergei bliver dronepiloter ved fronten, mens Julia starter som radio operatør. En skæbnesvanger nat bliver Sergei fanget og tortureret af russerne. Lammet af angst bevidner Victor sin kammerats gennemtrængende skrig i mørket. I et forsøg på at undslippe sin selvforagt og skyldfølelse søger Victor væk fra frontlinjen og tilbage til studielivet i Kyiv. Men en dag får han en opringning, der ændrer alting. Drevet af et gammelt løfte til Julia indser Victor, at hans vej til forløsning kræver en farlig færd ind bag fjendens linjer.
En højaktuel fortælling om venskab og kærlighed og om pludselig at blive voksen midt i en krig.
Min anmeldelse: Som bagsiden angiver: en meget aktuel bog, og en bog jeg slugte i næsten 2 bidder. Jeg blev nemlig opslugt af bogens stærke fortælling om de vilkår, krigen i Ukraine giver hele befolkningen – fortalt i bogen med særligt fokus på børn og unge. Historien er fortalt i et flydende sprog og koncentreret form. Det passer til indholdet.
Hovedpersonen er Victor, der i begyndelsen af lyver om sin alder og bliver dronepilot og aktiv i den barske ukrainske kamp mod invasionsstyrkerne. Han er titlens himmeldrømmer, da hans mål er at blive pilot i et kampfly.
Bogens to øvrige centrale personer, de næsten jævnaldrende Sergei og Julie samt deres familier bringer Victor i forbindelse med oligarker, sorte penge, korruption og pengenes ubestridelige magt på godt og ondt. Det er en ene side af bogen.
Det er naturligvis en barsk historie, fordi krig, uanset hvilken side man er på, er ubarmhjertig og barsk. Det skjules på ingen måde i bogen, hvor der er mange skræmmende og voldsomme scener, der helt sikkert ikke er urealistiske – måske endda underdrevne. Selve krigshandlingerne og deres voldsomme konsekvenser er en anden side af bogens indhold.
Historien kulminerer med en aktion over grænsen til Rusland for både at hente nogle af de ukrainske børn, som Rusland har bortført, tilbage til Ukraine, og for at finde og befri den tilfangetagne Julia. Det er en voldsom historie, men den kan jeg ikke vurdere sandsynligheden af. Er den store teknologiske indsats mulig som beskrevet i bogen?
Den tvivl er ikke afgørende for min vurdering af bogen, som lanceres som en spændingsroman, men som jeg synes er meget mere. Jeg vil anbefale den til alle unge og voksne i alle aldre, der har interesse i at vide mere om krigen i Ukraine og dens menneskelige konsekvenser.
