Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste februar 2026 oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Jørn Lier Horst: Den sidste sag

Krimi og spænding Posted on 18 jun, 2026 23:28

Fra bogens bagside:
For 18 år siden arresterede William Wisting Erik Kaplin, der siden har siddet fængslet. I sin celle har han haft en liste over personer, der var skyld i hans arrestation, eller som vidnede mod ham i retten. Øverst på listen står William Wistings navn. Nu skal Kaplin løslades – før tid. 

Wisting passer sit barnebarn, mens datteren Line er i Sydafrika for at lave en podcast om en gammel forsvindingssag. Lederen af Cold Case-gruppen, Adrian Stiller, var ungdomskæreste med den forsvundne, og Line vil genoplive historien for at finde ud af, hvad der skete med hende – og om det er hendes skæbne, der har drevet Stiller til at arbejde med uopklarede sager. 

William Wisting står midt i en sag, hvor gamle og nye spor vikles sammen – med et ansvar han aldrig har bedt om, men som han ikke kan vende ryggen til. 

Min anmeldelse:
Bogen er bind 19 i serien med William Wisting, og herfra har jeg senest anmeldt det foregående bind “Tørt land” https://blog.drustrup.dk/?p=2830. Jeg vil lige nævne, at bogen på trods af titlen ikke er det den sidste bog i serien, og det er jeg glad for. Titlen refererer til en andens sidste sag.

Som sædvanligt er der helt styr på plottet og den komplicerede baggrund for de dramatiske begivenheder. Det er en spændende historie, der udvikler sig ad flere spor, hvor Wisting og datteren er i gang med hver sin opgave, og hvor lederen af Wisting afdeling, Adrian Stiller, spiller en central rolle i begge spor. Især vinklen med sagen fra Sydafrika fascinerede mig, både pga.lokationen og fordi den del tilfører et godt twist til historien.

Der er meget på spil for alle hovedpersonerne i bogen, så I kan godt glæde jer til en intens læseoplevelse, hvor opklaringen af flere spørgsmål og barske begivenheder fortælles i stram form på lige tilpas mange sider.

Jeg vil selvfølgelig ikke afsløre mere om plottet, men rose Jørn Lier Horst endnu engang for hans sikre hånd, når miljøer – her i Norge og Sydafrika – beskrives så levende, og når personerne er nogle troværdige og interessante karakterer.

8 sikre skydeskivepoint af 10 mulige.

Jørn Lier Horst 
Den sidste sag
Modtryk, 2026
335 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar



Jørn Lier Horst: Tørt land

Krimi og spænding Posted on 24 maj, 2025 22:22

Fra bogens bagside:
En højst usædvanlig hedebølge har ramt Vestfolden i Norge. I den brændende sommervarme er vandstanden i Farrissøen sunket så kraftigt, at den ellers så idylliske indsø er forvandlet til et tørt og goldt landskab. 

På den udtørrede søbund findes liget af en ung mand med hånden tapet fast til styret på sin motorcykel, og kriminalefterforsker William Wisting ved med det samme, hvem den unge mand er. 

På den anden side af søen finder en pensionist med en metaldetektor et halssmykke, der har tilhørt en pige, som forsvandt fra en svensk campingplads for fire år siden. Men manden har sine egne grunde til ikke at kontakte politiet om sit fund. 

Wisting involveres i begge sager, og flere hemmeligheder blotlægges i  landskabet, der langsomt bevæger sig tilbage til sin naturlige tilstand.

Min anmeldelse:
Jeg hørte Jørn Lier Horst fortælle om bogen på Krimimessen 2025. Det gjorde mig interesseret i at læse bogen, selv om den er bind 18 i serien med kriminalefterforskeren William Wisting, og jeg ikke har læst ret mange af de første i serien. Jeg har dog anmeldt bind 15 “Sag 1569” her https://blog.drustrup.dk/?p=990 samt den serie Horst har skrevet sammen med Thomas Enger – senest “Lænker” her: https://blog.drustrup.dk/?p=2281

Jeg havde hørt meget godt om serien, så jeg var klar over, at det er en mangel i min krimilæsning, at jeg på mystisk vis ikke for alvor er kommet i gang med serien. Nu er jeg i gang og vil sikkert gå videre, selv om bogen faktisk sagtens kan læses uafhængigt af de andre. Jeg oplevede ikke at mangle noget forudgående, og jeg blev rigtigt godt underholdt af bogen. 

Politiefterforskningen af to parallelle sager følges på fremragende måde, samtidig med at Wisting udvikler sit forhold til den kriminalefterforsker, der er kommet fra Sverige for at hjælpe med den ene af sagerne. Også de øvrige personer i bogen beskrives meget levende. At en af dem så desuden er en pensionist, der går en del med metaldetektor, kan jeg personligt fik sætte mig ind i. (Derfor billedet med bogen øverst).

Det er en fornøjelse at læse både om sagerne, personernes bevæggrunde for at gøre, som de gør eller har gjort, og beskrivelserne af miljøet, for bogen er rigtigt godt skrevet. Endnu en dejlig sag er det, at bogens fortællemåde er så kondenseret, at bogen ikke bliver alt for lang. Det kunne nogle andre forfattere lære af. 

8 sikre skydeskivepoint.

Jørn Lier Horst
Tørt land
Modtryk, 2025
296 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Jørn Lier Horst: Sag 1569

Krimi og spænding Posted on 15 aug, 2021 22:39

Fra bogens bagside:
En sommeraften i 1999 blev den 17-årige Tone Vaterland dræbt på vej hjem fra arbejde. Sagen blev hurtigt opklaret. Skylden blev tildelt, straffen udmålt og dommen afsonet.

Glemslens slør har lagt sig over sag 1569, indtil William Wisting modtager et brev, der kun indeholder en unik talkombination, der peger på andre løsninger end den etablerede sandhed.

Serien:
På bogens bagside står der:
Sag 1569 er fjerde og sidste bog i Jørn Lier Horsts Cold Case-kvartet, hvor politiefterforsker William Wisting fra Larvik genåbner gamle sager, der kan synes umulige at løse. Bogen kan læses uafhængigt af de andre bøger i serien.

Forlaget Modtryk har givet serien “En William Wisting-krimi” denne nummerering:
1: Nøglevidnet, 2: Felicia forsvandt, 3: Når havet stilner, 4: Den eneste ene, 5: Natmanden, 6: Bundfald, 7: Vinterlukket, 8: Jagthundene, 9: Hulemanden, 10: Blindgyde, 11: Når det mørkner (er om forhistorien til serien), 12: Katharina-koden, 13: Det inderste rum, 14: Ond vilje, 15: Sag 1569.
Cold Case-kvartetten består af de sidste 4 bøger i serien (nummer 12-15)

Min anmeldelse:
Parallelt med at vi som læsere følger politiarbejdet med at opklare en nutidig sag, følger vi William Wistings indsats for at finde forklaringen på, at han modtager flere anonyme breve med journalnumre og andre oplysninger til tidligere sager. Alle sagerne er afsluttede, men henvendelserne vækker Wistings interesse og frygt for, at der er sket en uretfærdighed, og en morder ikke har fået sin straf. Er det de rigtige personer, der dømt som gerningsmænd? 

Det bliver et intenst politiarbejde for Wisting og de andre politifolk at finde frem til sandheden, og det bliver fortalt på vanligt spændende måde. 

8 sikre point på min blogs skydeskive og 4 krimihjerter på Krimifan.dk.

Jørn Lier Horst
Sag 1569
Modtryk, 2021
342 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.