Fra bogens bagside:
Da Alexander Blix bliver løsladt fra fængslet, har han mistet alt. Hans datter er død, og karrieren som efterforskningsleder i politiet er forbi. Netop som han kæmper med at etablere en ny hverdag, bliver han ringet op af en ukendt person, der påstår at være gerningsmanden i en sag, som Blix aldrig opklarede. Og da Blix’ fingeraftryk bliver fundet på et gerningssted, frygter han, at fortiden er ved at indhente ham.
Den nu arbejdsløse journalist Emma Ramm bliver kontaktet af en ung pige, hvis stedfar er varetægtsfængslet, mistænkt for drab. Problemet er, at der ikke findes noget lig. Emma vil forsøge at bevise mandens uskyld.
Lænker er en krimi om de sår, vi bærer med os i livet, og hvordan vi vælger at hele dem.
Min anmeldelse:
Det er bind 5 i en rigtig god serie, og læs dem endelig i den rigtige rækkefølge!
Jeg har også læst og anmeldt bind 1-4, og der har været en god udvikling i seriens kvalitet hele tiden, så jeg var ret spændt på denne seneste bog, og jeg blev ikke skuffet.
1) Nulpunkt – //blog.drustrup.dk/#post190
2) Røgslør – https://blog.drustrup.dk/?p=510
3) Slagside – https://blog.drustrup.dk/?p=906
4) Ar – https://blog.drustrup.dk/?p=1827
De to hovedpersoner er begge uden for arbejdsmarkedet af forskellige grunde, og de arbejder hver for sig på forskellige sager for at løse en gammel sag og for at hjælpe. I begyndelsen af bogen er det selvstændige indsatser, men…. og så fortæller jeg ikke mere af handlingen.
Jeg vil kun fortælle, at især Blix bliver dybt personligt involveret, samt at det bliver voldsomt dramatisk og personligt livsfarligt, og at de er oppe mod en dedikeret morder på sin helt egen mission.
En krimi og politiroman som de fleste krimilæsere vil blive opslugt af – især hvis hele forhistorien fra de første bind er kendt. Heldigvis åbner det sidste kapitel for en fortsættelse, hvis ellers Blix går med på Ramms idé. Jeg håber det og regner med det. (Det forlyder også netop nu fra sikkernorsk kilde, at der kommer en fortsættelse!)
Jeg giver igen 9 sikre skydeskivepoint.
Jørn Lier Horst & Thomas Enger
Lænker
Modtryk, 2024
382 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.