Bagsidenoten:

Forfatteren Noah ankommer til Bornholm, hvor han skal færdiggøre sin roman. En stor sorg har bragt ham i en skrivemæssig og personlig krise, der fastholder ham i en lammende bagudskuen.

I Gudhjem møder Noah to spændende kvinder med hver sin bagage. De to kvinder vækker håb og nysgerrighed, og Noah begynder at betræde den snørklede og dog smukke vej tilbage til livet.

“Skal man græde over spildt liv?” er en roman om tre menneskeskæbner. Det er en reflekterende og livsklog roman om det gode liv og kærligheden.

___________________________________________________________________

Anmeldelsen:
Denne korte tekst beskriver handlingen i bogen ret præcist. Mens forfatterens debutroman i nogen grad var bygget på selvbiografiske erfaringer og oplevelser, er denne nye bog det ikke i samme omfang. I sin tekst skriver han selvfølgelig ud fra sin verden som lærer, og han kender en god del til kreative udfoldelser gennem sin egne udfoldelser som forfatter og med musik og sang samt gennem sin kones mange malerier. Og beskrivelserne af Bornholm, hvor bogen foregår, er klart baseret på egne oplevelser på øen.

Dette ligger under bogens tekst, men stærkest står beskrivelsen af de centrale personers livshistorier. Deres erfaringer beskrives livsklogt, velovervejet og velargumenteret.

Det sker gennem Noahs tanker om nutiden og ikke mindst parallelle refleksioner over livet med den afdøde kone, hans snakke med værtinden, Hanna, hvor han har lejet sig ind, samt snakkene med den malende Lisa og udviklingen af deres forhold.

Der er forholdsvist få direkte replikker i bogen, og dem, der er med, er ikke altid mundrette og i et naturligt talesprog. De er derimod nærmest en fortsættelse af selve teksten, hvor forfatterstemmen direkte eller kanaliseret gennem gengivelse af personernes tanker, er den helt centrale for forståelse af bogen og for læseoplevelsen.

Man kan læse, at det er en tænksom og klog sjæl, der står bag bogen, og moralen er – som jeg læser bogen og alt for kort fortalt, at titlens spildte liv ikke er tiden efter en personlig krise efter sygdom eller efter at have mistet, men derimod, hvis ikke krisen overvindes, og man kommer videre. Det er en bog om både sorgens og kærlighedens styrker.

Det er således en lille bog om store emner, og der er mange udsagn at tænke over og snakke om, vel nok især for folk i den modne alder og/eller folk, der har været eller er i en krise af en slags.

Michael Slot Pihl lader også sin forfatterhovedperson tænke over sin rolle som forfatter bl.a. i dette citat:

“Hvorfor kæmpede han med den ene historie, denne ene roman efter den anden? Ændrede de mon noget, således at hans arbejde havde en værdi? Han håbede det, men i sine mørkeste stunder kunne han sige til sig selv, at det kun var for at præstere noget over for sig selv og andre, og at det i sidste ende ville være glemt og spildt den dag, han ikke var her mere“.

Så negativt skulle det nødigt gå med Michael Slot Pihls bøger. Han har meget på hjerte ud over at fortælle en vedkommende og velskrevet historie, og hans forfatterskab har fortjent mere opmærksomhed både hos læserne og hos de større og mere seriøse forlag.

Michael Slot Pihl
Skal man græde over spildt liv?
Mellemgaard, 2016
(218 sider)