Til Krimimessen 2017 i Horsens fik jeg en aftale om et interview med skotske Stuart MacBride, og selvfølgelig havde jeg forberedt mig ved at læse hans to første og indtil videre eneste bøger på dansk ved at læse artikler om og af ham og ved at studere hans egen hjemmeside.

Lige så selvfølgeligt endte interviewet med et andet indhold, end jeg oprindeligt havde forestillet mig, og uden jeg fik svar på alle spørgsmål. Det blev nemlig til en hyggelig og levende snak, der førte os langt omkring. Her følger en kort version af vores snak, og selvfølgelig kom den også til at handle om hans bøger.

—–

På Stuart MacBrides hjemmeside www.stuartmacbride.com stod der, at han brugte sin tid på at tusse rundt i sit hus i nærheden af Aberdeen, at skrive lidt krimier og at lyve for journalister. Derfor indledte jeg interviewet med at spørge, om han ville lyve for mig. Noget tøvende svarede han: Nej. Det blev dog forstærket, da han hørte, jeg var bibliotekar, for han var vild med biblioteker!

Han ville aldrig kunne lyve for en bibliotekar, som han mente var helt specielle og uundværlige folk, så jeg går ud fra, at resten af interviewet er den skinbarlige sandhed. Biblioteker er nemlig efter hans mening en absolut nødvendig del af ethvert samfund, og det kunne vi hurtigt blive enige om. Folk skal have at vide, at det er afgørende, de bruger bibliotekerne og låner bøger, så politikerne kan se, bibliotekerne bliver brugt og derfor bliver sværere at nedlægge. Det kan vende tendenserne i dagens UK til at skære ned på bibliotekerne. Det er hans råd, fordi det efter hans mening ikke nytter at underskrive protestlister.

Lige fra skoletiden lånte han mange bøger på skolebiblioteket – og især detektivserier som The Hardy Boys af Franklin W. Dixon. Derefter gik han direkte over til folkebiblioteket og Dashiell Hammet.

Han låner stadig bøger på biblioteket. I dag låner hans kone mange bøger hver uge, og han låner lidt færre – måske 1-2. Han har læst og læser stadig bredt: f.eks. science fiction af Larry Niven, chicklitt, sjove bøger og selvfølgelig spændende bøger og krimier, som han har læst rigtigt mange af.

Efter at have læst så mange krimier var det oplagt selv afprøve afskrive sådan en, og inspirationen var da også nogle af de mange forfattere i denne genre, og ud over Hammett nævner Stuart MacBride bl.a. den skotske forfatter Ian Rankin (selvfølgelig), men også Val McDermid og R.D. Wingfield.

Første forsøg på at skrive en bog – en comedycrime – blev heldigvis afvist og befinder sig permanent i forfatterens skuffe. Den var rigtigt dårligt skrevet, så der bliver den. Men han elskede at skrive, så efter at have fået en ny agent blev andet forsøg sendt afsted og også afvist. Efter endnu en ny agent blev det til et tredje forsøg – en overnaturlig thriller, og den blev heller ikke udgivet før langt senere og i en omskrevet udgave – heldigvis, for det var nødvendigt. Stuart MacBride er glad for, at man ikke så nemt som i dag kunne udgive bøger selv dengang, for så ville han ikke have lært af sine afvisninger og forslag til forbedringer. Man siger, citerer han, at man aldrig skal udgive den første million ord, man har skrevet. De er det rene shit. Ingen kan bare tage fat i en cello og begynde at skrive. Man skal øve sig, så find en ekstern og uvildig redaktør og hav tillid til ham eller hende, siger han.

Fjerde forsøg på at skrive en bog blev udgivet i 2005 med titlen Cold Granite, og derefter er det gået stærkt og succesfuldt med mindst en bog om året.

På spørgsmålet om han er en del af Tartan Noir, og hvad det er, så indrømmer han, at det langt overvejende er et eksempel på smart PR og rendyrket marketing, mere end det er en egentlig genre. Han har skrevet flere artikler om emnet, og det vil være en lang diskussion at tage. Han siger ganske kort, at bredden i de bøger, som i dag betegnes som Tartan Noir, er så stor, at det ikke giver mening at afgrænse det som en genre ud over, at der er tale om skotske krimier – skrevet af skotter eller foregår i Skotland. Meget få skriver egentlig Noir.

Ikke alt er sort i hans bøger, og at humoren er en integreret del af hans bøger, fortæller Stuart MacBride, skyldes, at der indgår humor i spillet mellem alle mennesker i alle grupper, og det gør der også blandt politi og forbrydere. Der er rigeligt med alvorsfulde, dystre og selvhøjtidelige politifolk uden humor i bøger og film, og sådan er virkeligheden slet ikke. Derfor bruger han humor som en del af sine bøger og siger, at politifolk jo også er almindelige mennesker.

Bortset fra et turistbesøg i København for måske 30 år siden, er det Stuart MacBrides første besøg i Danmark og det skyldes udgivelsen af de 2 bøger i serien om Ash Henderson, og det føltes underligt kun at snakke om den serie. Ved andre festivaler og arrangementer plejer det at være den anden og større serie, der snakkes om. Her er hovedpersonen i de indtil nu 11 bind Logan McRae, og han er en helt anden type politimand end Ash Henderson.

På spørgsmål om det er logisk og en god idé at begynde udgivelsen på dansk med bind 9 i serien – “De forsvundne og de døde”, svarer Stuart MacBride, at det har været helt udenfor hans indflydelse, men at det er helt logisk.

Politiet i Skotland er – ligesom i Danmark – blevet grundigt omorganiseret, og i de første 8 bind i serien var Logan McRae og hans kollegaer en del af Grampian CID. Da han skrev bind 9, var alle regionens politienheder blevet til ét samlet Police Scotland, hvor der så var lavet specialenheder for forskellige forbrydelser, og alle mordefterforskninger samlet i én enhed. Derfor var CID ikke så interessant at skrive om, og al tidligere research ødelagt. Derfor flyttede han fra bind 9 hovedpersonerne til Skotlands yderste nordøstlige spids og tilbage i uniform med et helt anderledes arbejde end tidligere. Der er således et naturligt skifte i serien der, så med bind 9 er der faktisk tale om en helt ny start på serien.

Kan man lide bogen, siger Stuart MacBride, at man selvfølgelig kan begynde serien forfra og på den måde få forhistorien med.

På spørgsmålet om der kommer en bog mere om Ash Henderson, siger Stuart MacBride, at han ikke ved det, men at han gerne vil skrive en. Der er et plot og en historie klar, som han meget gerne vil folde ud, og i lyset af hvad der sker lige nu i USA efter valget, forestiller han sig, at en del af handlingen foregår der. Den splittelse og de bitre diskussioner, som valget er et bevis på, er så stærk og grundlæggende, at det vil kunne indgå i en krimihistorie.

På spørgsmålet om processen med Brexit få indflydelse på hans bøger, svarer han, at han meget gerne vil have den proces med i den bog, han skriver på lige nu, men hans redaktør siger, det skal tages ud, fordi det vil gøre bogen forældet hurtigere. Han vælger at stole på redaktøren og på, at professionelle folk også er professionelle.

Som afslutning på interviewet bad jeg Stuart MacBride om at opklare et mysterium. Indtil jeg så hans website, troede jeg, at whisky var nationaldrikken i Skotland, men det gik op for mig, at IrnBru var en stærk konkurrent, som ikke på samme måde er blevet eksporteret. Han forklarede, at det teknisk set ikke skulle kunne lade sig gøre at drikke IrnBru. Det er nemlig en meget orange sodavand, hvor EU-grænserne for det orange farvestof overskrider det tilladte mange, mange gange. Spørgsmålet om man skulle forbyde så meget orange farve, har været rejst i det skotske parlament. Latterligt lille emne at tage op på politisk plan, synes han.

Hvilken drik, der er nummer 1 på listen over nationaldrikke i Skotland, står hen i det uvisse.

Mht. hvad der udkommer fremover, så fortsætter hans danske forlag HarperCollins Nordic som sagt udgivelsen af Stuart MacBride med bind 9 i serien med Logan McRae: “De forsvundne og de døde”

Stuart MacBride indrømmer, at den næste bog, der udkommer på engelsk om kort tid, ligger under for den tendens, der er gennemgående i øjeblikket med tykkere og tykkere bøger. Den er på 194.000 ord og bliver på mere end 620 sider, men så meget krævede historien.

Uanset hvad, så bliver det meget interessant at læse meget mere af Stuart MacBride!

Læs mine anmeldelser af hans to bøger om Ash Henderson HER. Begge bøger gav jeg 8 skydeskivepoint på min egen blog og 4 krimihjerter på krimifan.dk.