Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Elly Griffiths: Pigen under jorden

Krimi og spænding Posted on 31 jan, 2018 11:35

Fra forlagets beskrivelse:
Da politiet finder menneskeknogler i saltmarsken udenfor King’s Lynn i Norfolk, tror de, de tilhører Lucy Downey, en lille pige som blev kidnappet ti år tidligere, og arkæolog og knogleekspert Ruth Galloway bliver tilkaldt. Men Ruth konstaterer, til kriminalinspektør Harry Nelsons skuffelse, at knoglerne er mere end tusind år gamle.

Min anmeldelse:
Sådan begynder bogen, der viser sig at være en både hyggelig, interessant og rimeligt spændende krimi.

Historien udvikler sig med arkæologiske fund i det flotte naturområde, hvor også ornitologer er i aktion. Da endnu en pige forsvinder og senere findes død, og da der afsløres en serie breve angiveligt fra bortføreren/morderen dengang og nu, involveres Ruth Galloway endnu mere i efterforskningen, og dramatikken øges yderligere. Der bliver desuden også plads til kærlighedsrelationer, akademiske konflikter og god engelsk stemning.

Ruth minder mig om en yngre (knapt 40 år gammel) udgave af en krydsning mellem Agatha Christies Miss Marple og Ann Cleeves Vera, og det er bestemt et rigtigt godt og charmerende mix.

Det er første del af en serie, som ifølge forlaget er blevet godt modtaget i Storbritanien, så der kommer nok flere af bøgerne på dansk, og det bliver både hyggeligt, interessant og spændende at følge Ruth Galloway.

Jeg giver bogen 8 skydeskivepoint her og 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Elly Griffiths
Pigen under jorden
Gads Forlag, 2018
299 sider



Lotte Petri: Black notice

Krimi og spænding Posted on 31 jan, 2018 10:21

Intro med tekst fra bagsiden:
Flere drab på kvinder er begået i Danmark, Norge og Holland. Efterforskningsleder Felix Jørgensen og hans nye assistent, Kathrine Nymark, aner en sammenhæng mellem drabene, og de beslutter sig for at prøve at lokke den grænseløse seriemorder i en fælde. Men det bringer Kathrines liv i overhængende fare.


Min
anmeldelse:
Bogens 5 kapitler blev først udgivet som e-bog og som føljeton, men jeg er glad for at have ventet med at læse historien samlet og nærmest i ét stræk, for det er en intens og spændende historie, som det ville have været svært at vente på næste afsnit af.

Historien fortælles i velskrevet stil, og det er dejligt at læse en så kort og kondenseret krimihistorie. Det vil for andres læseoplevelse være synd at afsløre for meget af historien, men jeg vil kort sige, at det er drabelige sager, der foregår.

De dræbte kvinder har alle været udsat for voldsomme rituelle handlinger, og det mønster skaber netop muligheden af at knytte mordene til samme gerningsmand, hvis motiv først afsløres i sidste og meget dramatiske kapitel.

Den måde, historien slutter på, er på fornem vis passende åben, og hvis et senere gensyn med opdagerparret viser sig muligt, vil jeg hilse det velkommen.

Selv uden at kende de virkelige begivenheder, som bogen delvist er baseret på, er bogen en spændende og intens læseoplevelse til 9 skydeskivepoint her og 5 krimihjerter på
krimifan.dk.


Lotte Petri
Black notice
Saga, 2017
201 sider