1972: Den venstreradikale bølge fra 1968 virker nærmest idyllisk sammenlignet med den krig, der nu vokser frem mellem Europas sikkerhedstjenester og en mere og mere splittet venstrefløj.

Eric Letang arbejder om dagen som fuldmægtig i Henning Sjöstrands berømte og berygtede advokatfirma, men om aftenen og i weekenderne er han aktiv på venstrefløjen. Hans store kærlighed Gertrude er advokat i Hamborg i et brutalt politisk klima, hvor hun oplever, at hendes venner en efter en sættes i fængsel eller bliver dræbt.

I Sverige arbejder hemmelige agenter efter vesttysk forbillede på at fremprovokere en åben konfrontation mellem “terrorister” og staten, og for den modstandsbevægelse, som Eric Letang er med i, bliver det et farligere og farligere spil.

Samtidig dør den ældre generation af familien Lauritzen, og en ny kommer til.

Først kort om mit forhold til Jan Guillous serie:
Jeg har med stor fornøjelse fulgt med i hele serien lige fra “Brobyggerne” åbnede med et brag. Jeg var fascineret både af de enkelte bøger og af det store romanprojekt. Derfor forsøgte jeg fra dengang af og frem til 2014 at arrangere et forfattermøde med Jan Guillou på Hjørring Bibliotek.

Det lykkedes sommeren 2014, og hele Guillous rigtigt gode oplæg om sit
forfatterskab inkl. baggrunden for serien kan findes her:  blog.drustrup.dk/#post11. Det var kort før bind 4 “Ikke at ville se” udkom – og for en gangs skyld brød Guillou seriens fremadskridende kronologi ved at lade næste bind i serien “Blå stjerne” foregå på samme tid og om de samme begivenheder, men med det hele set fra 2 forskellige vinkler. Efter min mening var det et genialt fortælleteknisk træk, der viste Lauritzen-familiens forskellige grundholdninger.

Efter disse bind begyndte handlingen at bevæge sig frem til den tid, Jan Guillou selv har en bevidst hukommelse fra, og det kan ses i de to følgende bind, som jeg har anmeldt på min blog: “Ægte amerikanske cowboybukser” – blog.drustrup.dk/#post13 og “1968” – blog.drustrup.dk/#post108.

Det har betydet, at beskrivelserne ikke længere udelukkende baserer sig på omfattende research, men nu også på Guillous egen hukommelse og oplevelser. Derfor har de to bøger – og den nye som jeg anmelder herunder – i nogen grad også ændret stil. Det gælder især “1968” og den nye, hvor forholdsmæssigt lange passager beskriver holdninger i og stridigheder blandt venstrefløjens fraktioner. Det har givet blandede anmeldelser, hvor flere har ønsket stilen fra især bind 1 “Brobyggerne” tilbage.

Sådan har jeg det ikke! Jan Guillous formål er fra sit udgangspunkt at beskrive de forskellige epoker i de hundrede, den er planlagt at dække frem til 11. september 2001 med World Trade Center. Og tiderne skifter undervejs, så beskrivelserne af en familie, et land, en region og politiken må nødvendigvis være forskellige fra omkring 1900 og til 1970’erne.

Vel er der store forskelle mellem de nu første 8 bind i serien, men overordnet set er serien “Det Store Århundrede” en efter min mening genial serie, der vil stå som et hovedværk i nordisk litteratur. Det er en indsats fra Guillous side, der burde udløse litterære priser af højeste karat, selv om han sikkert ikke selv ville ønske det.

Derfor:
Læs HELE serien og således også den helt nye “Dem der dræber drømme sover aldrig” – der for mig står som en af seriens allerbedste bøger!

Min anmeldelse af denne bog:
I denne bog spiller både politiske rænkespil, dramatiske begivenheder, korrupte medier og personlige tragedier centrale roller, men sandelig ikke uden humor af forskellig art. Selv om berufsverbot, terrorgrupper, modstandsbevægelser, ulovlige overvågninger, brutale politifolk, juridiske spidsfindigheder, stridende venstrefløjsgrupperinger og internationale politiske sager danner baggrunden for bogen og tiden, så er der tale om en roman – og en stærk en!

Gennem det hele går der nemlig personlige røde tråde lige fra familien Lauritzens interne forskelligheder, der bl.a. viser sig i arvesager og familiemøder, og til historien om Jan Guillous egen involvering i afsløringen af en hemmelig efterretningsgruppes ulovlige spionage mod den svenske venstrefløj. Virkelighedens Guillou hedder i bogen Erik Ponti, og virkelighedens tidsskrift Folket i Bild/Kulturfront hedder Folkets Avis i bogen. Sådan er der helt sikkert mange flere nøglereferencer, men det er ikke afgørende for læseoplevelsen at kunne gennemskue dem alle.

Afgørende er det, at Guillous interne og personlige viden om tiden og engagementet i dens politiske forhold formidles på ualmindelig fremragende vis i romanform. Forhåbentlig vil historien om tiden og dens på mange måder markante begivenheder blive stående endnu stærkere i både nuværende og kommende generationer bevidsthed efter læsning af denne roman. Det er sådan noget, romaner kan. Det er der flere eksempler på.

Jeg kan kun give bogen – og hele serien – mine maksimale 5 stjerner. Havde jeg flere, fik bogen også dem.

Jan Guillou
Dem der dræber drømme sover aldrig
(Det Store Århundrede; 8)
Modtryk, 2018
435 sider

PS:
På allersidste side i bogen dukker der en central hovedperson op fra en af Guillous andre serier. En mand med samme navn som formanden for bestyrelsen i Guillous svenske forlag Piratförlaget.
Gu’ ve’ om han kommer med i seriens kommende bind?!

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.