Nu fortæller jeg det hele.

Silas har valgt et ensomt liv som skiftevis soldat i det danske forsvar og professionel narkoman. Hans tvilling, Elias, har lagt Sara, kernefamilien og et roligt liv, hvor den jødiske ustilket, kabbala, går hånd i hånd med kvantefysik. Men på en bukkejagt sker der en ulykke.

Nordisk vildt er en roman om kærlighed, broderskab, den danske kystskov, tvillingesjælens vandringer og den dybe forbandelse ved den høje intelligens. Romanen inviterer sin læser på en rejse gennnem nye usete verdener, der ligger midt i den gamle døende verden et sted mellem Juelsminde og Horsens.

(Sådan beskrives bogen på dens bagside)

Min anmeldelse:
Da jeg læste forlagets foromtale var jeg sikker på, det var en bog, jeg gerne ville læse. Den lød som en rigtig interessant roman med flere temaer.

Siden den udkom, er der kommet flere anmeldelser, og uden at have læst dem (et princip, jeg prøver at følge, inden jeg selv har læst og anmeldt en bog) har jeg dog opdaget, at de er meget positive. Derfor var jeg også ret spændt på bogen, da jeg gik igang, og jeg har – som altid – læst det hele.

Jeg har dog haft problemer med at forstå bogen eller bare at lade den komme tæt på mig, så jeg har måttet overveje, om jeg er den rette til at anmelde bogen, men jeg er nået frem til, at mine personlige oplevelser med bogen også er relevante.

Historien begynder rigtigt godt med et kompliceret og interessant forhold mellem de to tvillingebrødre indbyrdes og i deres familie i det hele taget. Det er nogle stærke personer, der præsenteres, og da de to brødre ender som aktive aktører i en dramatisk vådeskudsulykke mv., steg min interesse sammen med spændingen. Hertil hører også, at naturoplevelser og viden på fornem vis væves ind i handlingen.

I begyndelsen af bogen tegner forløbet således interessant med tvillingernes handlinger og især deres moralske overvejelser, men så mistede historien for mig fokus. Det hele breder og strækker sig ud med bl.a længere udredninger om den jødiske kabbala. De filosofiske sidegrene på historien gik hen over hovedet på mig, og jeg forstod ikke relevansen eller måske rettere nødvendigheden af dem i forhold historien. Andre læsere vil sikkert fange det bedre, men for mig var det rigeligt søgt/unødvendigt.

Med til min læsefrustration hører også den meget hurtige slutning, hvor meget pludselig ændrer sig, og brikkerne i personernes indbyrdes liv falder på plads, så en form for balance etableres. Det er en logisk slutning, men den kommer hurtigt og er i forhold til bogen meget kort beskrevet.

Hvad er så mit overordnede og samlede indtryk af bogen? Det er en ualmindeligt velskrevet bog med et smukt sprog og en fin litterær stil, og alene af den grund er jeg er glad for at have læst bogen. Der er en interessant grundstruktur i historien med tvillingebrødrenes indbyrdes forhold, men den fortælles på en for mig ufokuseret måde med en rigeligt høj vægtning af bl.a. det filosofiske. På mig virker den tilstræbt højlitterær.

Det ender med en vurdering på 3 stjerner.

Daniel Dencik
Nordisk vildt
Politikens Forlag, 2018
485 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.