Fra bogens bagside:
Turtle Alveston overlever. Hun er
fjorten år gammel og bevæger sig frit gennem skovene ved den nordcaliforniske
kyst. Vandløb, tidevandssøer, klippefremspring, alle er de hendes gemmesteder
og hjem, og hun tilbagelægger uden modstand store afstande. Hendes fysiske
verden er vidtstrakt, men hendes personlige rum er småt og forræderisk; siden
hendes mor døde har Turtles karismatiske, ustabile far domineret hendes tilværelse
og tvunget hende til at leve et isoleret liv. Hun har sin skole, hvor hun
holder alle på afstand, og ellers kun sin far.

Men så møder Turtle den lidt ældre
Jacob, som fortæller sjove anekdoter, bor i et stort, rent hus, og ser på Turtle
med en hengivenhed, hun ikke før har oplevet. Og for første gang glider resten
af verden ind i hendes perspektiv, og hun forstår, at tilværelsen er langt mere
end hendes far.

Min anmeldelse:
Det har været en usædvanlig stor
oplevelse at læse denne både gribende og barske historie, som er fortalt på en
måde, så jeg blev fuldstændig fanget ind af bogen. Dertil kommer, at bogen er
ualmindeligt velskrevet. En fantastisk debutroman fra en ung forfatter.

Turtle lever under ret specielle
forhold bl.a. med fri adgang til skydevåben af alle slags, og hun forstår at
bruge dem, og hendes skolegang er lige så speciel. Hendes strejfen rundt i
naturen sker som flugt fra den barske hverdag, en hverdag der i løbet af bogen
afsløres som en hel del mere barsk, end jeg havde forudset i begyndelsen.

I sikker stil og meget gribende hører
vi om en hård periode i en stærk personlighed, en ung piges liv. Hvordan går
det for den 14-årlige Turtle også efter bedstefaderens død, så hun nu er ladt
helt alene med den dominerende og grænseløse far? Slipper hun fri af den
isolation, som hendes far med rigeligt fast hånd har påtvunget hende? Det skal
I så absolut selv læse, og forbered jer på en rigtig god oplevelse.

For en gangs skyld må jeg indrømme, at
de uforbeholdne lovord fra aviser og en vis Stephen King er bestemt ikke er
overdrevne: Mesterværk – Årets roman – En blændende bog – Forfatteren er et
gudsbenådet talent.

Uden at ryste på hånden giver jeg
bogen mine maksimale 5 stjerner og mine varmeste anbefalinger.

Gabriel Tallent
Min kæreste elskling
Hr. Ferdinand, 2018
409 sider

Bogen er modtaget som
anmeldereksemplar fra forlaget.