Fra bogens bagside:
Et tip fører i september 2015 politiet til et rækkehus i den sydafrikanske by Bloemfontein. I huset bor en 63-årig dansk tækkemand og våbenhandler, og i hans kummefryser ligger 21 poser med afskårne kønsdele.
Men skrækhistorien er kun lige begyndt.
Peter Frederiksen viser sig at have mere alvorlige forbrydelser på samvittigheden. Mennesker dør omkring danskeren i et hæsblæsende tempo. Og så er der fortidens rædselskabinet. Det åbner journalist Helle Maj, da hun sætter sig for at undersøge sin landsmands færden, fra han kom til verden i Gl. Holte i 1952.
Tækkemanden er en chokerende dokumentarisk beretning om en på overfladen jovial mand, der gennem et halvt århundrede nedlagde dyr og mennesker.
Historien er nordic noir, når det er allermørkest og mest bestialsk. Med adgang til domsudskrifter, Peter Frederiksens kalendernotater gennem 12 år, samt interviews med ofre, efterladte og politifolk – og manden selv – afdækker Helle Maj historien om en bondesnu manipulator og sex-sadistisk sociopat, der hærgede på tre kontinenter under politiets radar.
Min anmeldelse:
Da Peter Frederiksen havde læst Helle Majs bog “Den sorte enke” (læs min anmeldelse her: http://blog.drustrup.dk/#post199), kontaktede han hende, fordi han havde en meget bedre historie at fortælle. Derfor optog hun sammen med sin mand mange timers film med interview med Peter Frederiksen. Det var en stærk oplevelse, som hun også beskriver godt i bogen.
Da det sydafrikanske politi kort efter arresterer Peter Frederiksen og begynder en efterforskning af omskæring og anden mishandling af en kvinde, bliver filmene inddraget i efterforskningen, og Helle Maj bliver også personligt involveret, idet hun for det sydafrikanske politi bl.a. oversætter Peter Frederiksens dagbøger til engelsk.
Herfra eskalerer sagen voldsomt og breder sig ud til at rumme en lang række voldsomt grumme forbrydelser. De er så grumme, at havde en krimiforfatter skruet et plot sammen med de samme elementer, ville det virke usandsynligt.
(Det fik mig til at tænke på, at Karin Slaughter til et foredrag på Hjørring Bibliotek sagde, at hun efter at have deltaget i FBIs efterforskning af flere sager aldrig ville kunne beskrive forbrydelser i sine bøger lige så voldsomme, som de var i virkeligheden! Dengang troede jeg måske ikke helt på det, men det gør jeg nu!)
Bagsiden siger egentlig nok om bogens indhold, så jeg stopper referatet her og advarer mod stærk men nødvendig læsning, hvis man vil prøve at forstå en rendyrket psykopat. Jeg havde undervejs perioder, hvor jeg ikke havde lyst til at læse bogen færdig, men den grusomme historie er så stærkt formidlet, at jeg måtte læse det hele.
Bogen er strukturet ukronologisk sådan – Del 1: Efterforskningen / Del 2: Peters liv / Del 3: Retssagen – og det fungerer rigtigt godt, at sagen beskrives først, inden Helle Maj i del 2 afdækker hele Peter Frederiksens liv.
Hele sagen påvirkede Helle Maj meget voldsomt, og det kan jeg godt forstå, når jeg læser bogen, der er et fornemt eksempel på dokumentarisk journalistik, der er gået flere skridt videre, end de fleste journalister ville turde eller kunne.
De film, Helle Maj og hendes mand optog med Peter Frederiksen, indgår også i dokumentarserien i tre afsnit på DR1 med titlen “Hvid mands dagbog”. Helle Maj og hendes mand var hovedpersoner og eksterne konsulenter på serien, mens DR Dokumentar redigerede filmene. Se dem HER, hvis du kan rumme en så dæmonisk fortæller! https://www.dr.dk/tv/se/hvid-mands-dagbog.
Bogen får 5 store stjerner, og havde det været en krimi, ville jeg give den 10 point på min krimiskydeskive – et pletskud.
Helle Maj
Tækkemanden – Afsløringen af Peter Frederiksen, Danmarks mest dæmoniske dræber
People’s Press, 2018
412 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.