Fra bogens bagside:
Logan McRae har ikke ligefrem nogen pletfri fortid, men som
ansat i disciplinnævnet er det nu hans job at sætte barren for sine
politikollegers arbejde.

Da kriminalkommissær Duncan Bell findes død på førersædet i
en forulykket bil, kommer det som et chok for hele politistyrken. Bell blev
nemlig begravet for to år siden – det troede de i hvert fald alle.

En efterforskning bliver skudt i gang, og Logan begynder at
grave i Bells fortid. Hvor han han været henne ubalance den tid? Hvorfor
forsvandt han? Og hvad var så vigtigt, at han vovede at vende tilbage fra de døde?
Men jo mere de graver, des flere knogler kommer frem i lyset – og der er nogen,
som vil slå ihjel for, at skeletterne forbliver begravet. Og hvis Logan ikke
kan stoppe dem, så bliver Bell ikke den eneste, der dør…

Min anmeldelse:
Dette er bind 11 i serien om skotske Logan McRae, og af seriens
øvrige bind er disse indtil videre udgivet på dansk:
bind 9: De forsvundne og
de døde – http://blog.drustrup.dk/#post68
og
bind 10: I den kolde mørke jord – http://blog.drustrup.dk/#post127

Da jeg på Krimimessen 2017 interviewede forfatteren,
spurgte jeg ham bl.a. om det var logisk og en god idé at begynde udgivelsen på dansk med
bind 9 i serien – “De forsvundne og de døde”, og Stuart MacBride svarede, at det har været helt
udenfor hans indflydelse, men at det var helt logisk og forklarede det bl.a. sådan:

Politiet i Skotland er – ligesom i Danmark – blevet
grundigt omorganiseret, og i de første 8 bind i serien var Logan McRae og han
kollegaer en del af Grampian CID. Da han skrev bind 9, var alle regionens
politienheder blevet til ét samlet Police Scotland, hvor der så var lavet
specialenheder for forskellige forbrydelser, og alle mordefterforskninger
samlet i én enhed. Derfor var CID ikke så interessant at skrive om, og al
tidligere research ødelagt. Derfor flyttede han fra bind 9 hovedpersonerne til
Skotlands yderste nordøstlige spids og tilbage i uniform med et helt anderledes
arbejde end tidligere. Der er således et naturligt skifte i serien der, så med
bind 9 er der faktisk tale om en helt ny start på serien. Læs hele interviewet
her: http://blog.drustrup.dk/#post55.

I dette bind 11 fortsætter Stuart McBride ikke bare serien,
men han videreudvikler den og tilføjer nyt om personerne og løfter på den måde
serien yderligere et niveau op. Ingen af personerne i bogen er gennemsnitlige
eller forudsigelige, og såvel tone som handlinger er blevet endnu mere grove.
Bogen er på alle måder mørkere og nærmest kulsort, og det glæder også humoren,
der er hård og grotesk og skinner igennem mange steder i formuleringer og
situationer.

Som nævnt på forsiden er udgangspunktet for historien den
genopstandne og nyligt afdøde kriminalkommissær samt gåden om hans forsvinden
og aktuelle død. Derfra folder historie sig ud med stridigheder mellem
politifolkene, mange skjulte dagsordener, endnu flere dødsfald samt bortførelser
af en hel del børn – og så vil det være synd for kommende læsere at afsløre ret
meget mere.

Der er underholdning og spænding for alle pengene i serien
generelt og i denne bog i særdeleshed, men snyd jer ikke for læsning af hele
serien (og Stuart MacBrides øvrige bøger!). Ud over at jeg blev holdt meget spændt
og godt underholdt undervejs, så er det en fornøjelse også at kunne smile og
grine flere gange og samtidig nyde sprog og formuleringer.

Det bliver til 5 krimihjerter på krimifan.dk
og 10 skydeskivepoint her på i egen blog, fordi skuddet lige rører ringen med
de 10-point, så det er ikke et rent pletskud, men meget tæt på.

Stuart MacBride
Blodvejen
HarperCollinsNordic,
2018
479 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget