Fra forlagets omtale:
En flot fødselsdagskage. Fem røde lys. Glad forventning.

Og så blev Zanas fødselsdag i stedet til en dag, der ændrede så mange menneskers liv.

Politikommissær Ewert Grens har aldrig glemt pigen Zaza og hendes femårs fødselsdag. Og selv om han har lovet den tidligere undercoveragent Piet Hoffmann aldrig mere at blande sig i hans liv, bliver Zana indirekte grunden til, at Grens må bryde sit løfte.

Min anmeldelse:
Da jeg læste og anmeldte de bind af serien med Ewert Gren, hvor politiagenten Piet Hoffmann er hovedpersonen, læste jeg dem som en afsluttet trilogi. Titlerne er:

Tre sekunder (sammen med Börge Hellström) – blog.drustrup.dk/#post165
Tre minutter (sammen med Börge Hellström) – blog.drustrup.dk/#post168
Tre timer – blog.drustrup.dk/#post207

Det var rigtigt spændende og velskrevne historier, der satte både Hoffmann og Ewert ind i drabelige konflikter med de farligste personer i internationale brændpunkter, men jeg troede, at Hoffmann var i sikkerhed, og at hans rolle i serien var udspillet. For os læsere var det heldigvis ikke sådan!

Denne fortsættelse af rækken af bøger med Ewert Grens, hvor Piet Hoffmann og hans familie er centrale aktører, er mindst lige så spændende som de første. Og igen er Piet Hoffmann på en livsfarlig mission på den internationale scene. Det bliver ikke bare livsfarligt for Hoffmann, men også for hele hans familie, og det er en rigtigt spændende historie. Det er også en historie, der hænger nøje sammen med en af Ewert Grens gamle sager.

Endnu engang viser Roslund, at han er mesteren i at kombinere en god krimihistorie med en actionfyldt handling – en bog på højt internationalt niveau og et ”must read” for alle krimilæsere og spændingsbogslæsere. Begynd med 3 sekunder – så går tiden hurtigt!

9 sikre skydeskivepoint her og 5 lige så sikre krimihjerter på krimifan.dk

Anders Roslund
Hun skal leve
Modtryk, 2019
443 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.