Min anmeldelse:
Mon ikke jeg har læst de fleste bøger i denne hyggelige serie fra Sicilien? Jeg har også tidligere anmeldt et par af bøger både som lektør og som blogger. Senest var det det seriens bind 10 “Hedebølge i august” HER

I dette bind 12 i serien bliver kommissær Montalbano ufrivilligt involveret i en sag med tyveri af og drab på væddeløbsheste og svindel i samme branche. Han finder nemlig en død hest på stranden foran sit hus, men pludselig er den forsvundet, og der er kun spor efter den i sandet. Derfor titlen.

Mod sine chefers vilje forsker han i sagen, fordi han finder tråde til en af sine verserende sager, der involverer mafiaen, og det hele bliver en lidt dramatisk sag med groteske og morsomme elementer. Som vanligt er der masser af italiensk stemning og siciliansk lokalkolorit i bogen, og igen viser Montalbano sig som en mand med god appetit på livet. Det gælder såvel den italienske mad som de for ham uimodståelige italienske kvinder.

Undervejs bryder han flere regler for god opførsel og for hvordan politiet normalt arbejder. Han er en uforbederlig modstander af chefers autoritet og går derfor sine egen veje. Den side af ham er klassisk for en del efterforskere i krimilitteraturen, men hans rolle er mere charmerende og underholdende end de fleste andres. Det bliver lidt farligt undervejs, men aldrig grusomt voldeligt og blodigt. Spænding og krimihistorie er der nok af, og jeg følger gerne Montalbanos videre færd.

Jeg skrev bl.a. dette i en tidligere anmeldelse: Hele serien minder mht. den italienske stemning især om Michael Dibdins bøger med Aurelio Zen, Donna Leons med Guido Brunetti og Gianrico Carofiglios med Guido Guerrieri samt Malvadis endnu mere fredelige serie med stamgæsterne på Bar Lume et hyggeligt sted i Toscana. Samtidig er stemningen den samme finurlige og hyggelige som i f.eks. McCall Smiths krimiserie om Damernes Detektivbureau i Botswana.

Fra bogens bagside:
Fundet af et skamferet hestekadaver på stranden ud for Montalbanos hus udvikler sig til en sag, der udsætter ham for prøvelser, både kulinariske og af den intime slags, og afslører en for ham ukendt verden: hestevæddeløb.

Jeg giver bogen 8 sikre point på min skydeskive og 4 krimihjerter på Krimifan.dk

Andrea Camilleri
Sporet i sandet
En Montalbano-krimi
Forlaget Arvids, 2019
239 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.