Fra forlagets omtale:
Romanen Ar handler om Jonas Ebe­neser, en mand i slutningen af fyrrerne som efter en traumatiserende skilsmisse beslutter at begå selvmord. Han afhænder sin virksomhed og rejser til et fjernt land, som kort tid forinden har været skueplads for en heftig borgerkrig.

Jonas har altid været en handyman og hjælper hotellet, han bor på, med forefaldende reparationsopgaver. I sin sparsomme bagage har han nemlig medbragt en boremaskine – i den tro at han på et tidspunkt skulle skrue en krog i et loft. Langsomt begynder den selvmordstruede at finde tilbage til livet.

Min anmeldelse:
Denne bog beviser, at det er muligt at skrive en bog med grotesk vinkel, der giver en særlig og morsom læseoplevelse om en mand, der er i en eksistentiel livskrise og ønsker at begå selvmord.

Historien foregår i 2 afdelinger, hvor første del gennem hans baggrund på Island beskriver baggrunden for Jonas ønske om at dø. Sidste del foregår i et krigsramt land, der kunne ligge på Balkan eller i Mellemøsten.

Fortalt gennem hovedpersonen Jonassen tanker og oplevelser nød jeg bogen som en dejligt livsbekræftende bog, som samtidig var utroligt velskrevet med præcise formuleringer og en koncentreret sproglig form.

I Erlend Loes bøger med Doppler (især den første) fandt jeg lidt af samme stemning dog uden selvmordsdelen, der til gengæld er central i hans bog “Muleum”, som er en grotesk morsom bog om selvmord. En anden morsom bog om samme emne er Nick Hornby: “Langt nede”.

Romanen vandt Nordisk Råds Litteraturpris 2018 og uden at have set på, hvem de andre kandidater var, så må jeg efter at have læst bogen sige, at valget virker fuldt fortjent. Jeg giver meget gerne bogen mine maksimale 5 stjerner.

Auður Ava Ólavsdóttir
Ar
Baltzer & Co, 2018
249 sider

Bogen er læst på Mofibo.

Den var bog nr. 2, som jeg var med til at diskutere i læsegruppen Sure Gamle Mænd, og der var bred enighed om, at det var en god bog!