Rigtigt interessant roman med danmarkshistorie om perioden 1900-1950 fortalt gennem en Fanø-familie og fra deres senere liv andre steder i Danmark. Altså både en god danmarkskrønike og en velskrevet slægtsroman.

Fra bogens bagside:
Fanødrengen Erlings liv forandrer sig afgørende, da han som syvårig mister sin lillebror bed en drukneulykke. Kort efter møder han Hubert, en mærkværdig vanskabt dreng fra den lokale fattiggård – og de bliver venner.

Efter skoletiden flygter Erling fra øen, sin familie og Hubert. I landets hovedstad flytter han ind hos ejeren af et værtshus fyldt med bohemer og originaler, der diskuterer danskernes lilleputsind og nationens største drømme.

Her læser han medicin og forelsker sig i den oprørske Kate, der vil frelse de lidende og nødstedte i det krigsramte Europa. Erling ønsker at følge hende – men tøver.

Han bliver læge i fjordbyen Vejle og gifter sig med en rigmandsdatter. Endelig synes fortiden på afstand; både Hubert og Kate og hans druknede lillebror – men en tidlig forårsdag ankommer en tysk soldat til byen…

Min anmeldelse:
Undertitlen er “En slægtsroman”, og det er også rigtigt, men det er samtidig en danmarkskrønike eller rettere begyndelsen på sådan en. Bogen er nemlig første del af en planlagt trilogi om familien Brinch gennem mere end 100 år, og jeg forventer, at fortsættelserne vil fortsætte med at fortælle danmarkshistorie på samme måde som dette bind 1, der dækker perioden 1900-1950. Bogen dækker både udviklingen i landet generelt, bl.a. fra familiens liv i vandkantsdanmark i form af livet på Fanø og deres senere liv i Vejle og København.

Gennem personernes oplevelser og diskussioner følger vi som læsere både deres personlige udvikling og tidens gang, og kommer bl.a. gennem vedtagelsen af kvinders valgret,  to verdenskrige, Genforeningen, skibstransportens udvikling m.m. Mens Erling bor hos ejeren af værtshuset, møder han en lang række af tidens kulturpersonligheder og politikere, og det er også interessant.

Det er generelt kvinderne i bogen, der står som de absolut stærkeste personer. Mens Erling flygter fra det hele – også sig selv og sin fortid, famler han sig i nogen grad gennem tilværelsen. Det gør kontrasten til søsteren Ingeborg og den helt specielle Kate større. En anden interessant person er den vanskabte dreng, Hubert, fra fattiggården på Fanø. Han bliver nær ven med Erling, men deres forhold ændrer sig markant undervejs.

Overordnet er der tale om god historieformidling, og forfatterens hensigt med at skrive en samlet historie om danskerne gennem nogle udvalgte nedslag i historien og med en familie som redskab virker så overbevisende og interessant, at jeg kun kan se frem til at læse fortsættelserne, der er planet til udgivelse i 2021 og 2022.

Det bliver til 4 sikre stjerner med oplagt mulighed for den sidste stjerne næste gang.

Lise Ringhof og Erik Valeur
Det er de danske som flygter
Gutkind, 2020
523 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.