Fra bogens bagside:
Det er koldt, surt og mørkt – alligevel trækker detektoren i de fleste, men en eftermiddag med en kop kaffe ved brændeovnen med en god bog om vores detektorhobby i hånden kan også være en dejlig adspredelse i den mørke tid.

En bog, der fortæller om oplevelserne med detektoren, store og små fund – lige fra hestesko til møntskatte – skuffelserne, faldgruberne, men ikke mindst de store øjeblikke med det rigtige bip.

En bog der fortæller om glæderne, fællesskabet og samarbejdet med ligesindede, klubberne og museerne garneret med detektorfolkets egne bedste billeder. Lyder det ikke som en god eftermiddag?

Sådan var oplægget til den nye bog ”DETEKTORHOBBY – kulturarven vi deler med hinanden” på en regnfuld efterårsdag i 2020.

Den blev lidt anderledes, men så alligevel. En lang række detektorførere og museumsfolk tilbød nemlig med stor velvilje at deltage og bidrage til bogen.

Derfor kan du nu læse om ovennævnte, men også om hvordan detektoren er blevet et vigtigt arbejdsredskab for museerne, måske et af de vigtigste, og om hvordan detektorhobby også er en slags mentalhygiejne, der giver ro i hovedet, når hverdagen fylder for meget.

Du kan endvidere læse om de gode søgesteder, fundstatistik, Danefæ og spændende enkeltfund og meget mere, men også om forpligtelserne når du er med til at finde, afdække og bevare et stykke danmarkshistorie. Muligheden for at dyrke en hobby med metaldetektorer er nemlig enestående for Danmark. Det er ikke forbudt som i mange andre lande, og derfor er omhyggelighed, registrering af fund og samarbejde med museerne så vigtigt.

_________________________________________________________________________________________________________________________

Indledning
Jeg er selv blevet grebet af at søge med metaldetektor på jagt efter fortiden og mere (lokal)historisk viden. Det har vist sig at være afhængighedsskabende, og jeg har de seneste 4-5 år brugt en del timer og har gået mange kilometer på lokale marker. Det har ført nogle uventet gode fund med sig – og meget, meget, meget mere skrot og skrammel, men underholdende og lærerigt har det været

Indenfor det seneste års tid er der kommet flere bøger om den hurtigt voksende aktivitet – detektorsøgning, og ud over at få mine egne erfaringer og at få hjælp fra museumsfolk og andre med samme hobby, har jeg har stor fornøjelse af bøgerne.

___________________________________________________________________________________________________________________________

Den første bog, jeg havde stor nytte af i førsteudgaven, udkom sidste år i helt ny og udvidet udgave. Det er “Metaldetektor – på jagt efter fortiden”, som er en rigtig god håndbog for både begyndere og let øvede. Det er bogen, man skal læse og for alvor bruge for at komme godt i gang med hobbyen. Effektivt formidlet er bogen fyldt med gode råd og forklaringer.

Lone Beck og Kim F. Rasmussen
Metaldetektor – på jagt efter fortiden
Forlaget Skrold, 2020
144 sider

______________________________________________________________________________________________________________________________

En anden, interessant bog om hobbyen er denne flotte jubilæumsbog, som gør status over 25 års helt specielle fund på Bornholm. Øen må være stedet med de fleste fund, så der er meget at blive misundelig over set fra Nordjylland, men den er interessant at studere, når detektoren først er blevet et uundværligt redskab for dig.

De første og de største fund – De bornholmske amatørarkæologer 25 år
red.: Finn Ole Sonne Nielsen og Brian Christensen
Forlaget Brian Christensen, 2020
432 sider

_____________________________________________________________________________________________________________________________

Min anmeldelse
Inden jeg anmelder bogen “Detektorhobby – kulturarven vi deler med hinanden” er det rimeligt, at jeg fortæller, at jeg har skrevet 3 af de i alt 41 artikler i bogen. Da forlægger og redaktør, Jørgen Kjær, efterlyste ideer til emner i bogen og beskrev formålet med den, tilbød jeg at lave artikler om de emner i hobbyen, der ligger kig meget på sinde, og det fik jeg lov til. Det drejer sig om: sammenhængen mellem detektorsøgning og lokalhistorie, om at bruge detektorsøgning som middel mod PTSD samt om samarbejdet med landmændene. Da jeg ikke har haft indflydelse på bogens indhold eller redaktion vil jeg mene, at jeg uden problemer kan anmelde bogen, så det gør jeg.

Bogens mange artikler er skrevet af 18 forskellige personer fra meget forskellige dele af miljøet omkring detektorsøgning, og tilsammen dækker de emnet meget bredt. De beskriver stort og små, overordnet og i detaljer rigtigt mange sider af den fascinerende hobby. Det sker gennem personlige historier om konkrete fund og om specielle oplevelser. Dertil kommer artikler om mere generelle emner.

Skal man vide mere om fund af alle slags samt deres datering og anvendelse, skal det findes andre steder – i bøger og gennem erfaringsudveksling på forskellig vis. Men det har heller ikke været bogens ærinde.

Det er en bog i stort, kvadratisk format med rigtigt mange og gode billeder, så bogen også på den både fremtræder rigtigt flot og indbydende.

Det er netop som inspiration, bogen har sin ubetingede berettigelse. Den kan nydes og studeres også mere end én gang, f.eks. når vejr og markernes tilstand ikke muliggør søgning, så detektorsøgningen bedst foregår i lænestolen. Lidt som at læse rejsebeskrivelser fra kendte eller ukendte destinationer. Det er spændende, interessant – og inspirerende.

Bogen får ubetinget mine maksimale 5 stjerner.

Detektorhobby – kulturarven vi deler med hinanden
Red.: Jørgen Kjær
Forlaget Motorploven, 2021
224 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.