Fra bogens bagside:
Litteraturanmelder, forfatter og gymnasielærer Finn Stein Larsen forlader efter 29 års ægteskab sin kone til fordel for en elev. I hjemmet på Rampen i Risskov står reolerne gabende tomme, og den unge Jesper Stein er ladt alene tilbage med en fortvivlet, bitter og bedøvet mor, der kræver hans uforbeholdne loyalitet. Han kommer i klemme mellem forældrene og lever et dobbeltliv udadtil som den festende pigeglade dødspilot og indadtil som sjælesørger for sin mor i en relation, der er grænseoverskridende tæt.

Skilsmissen forandrer familiens lov radikalt og sætter sit præg på dem alle 8 årtier efter – for forældrenes vedkommende helt frem til deres død.

“Rampen” er fortalt og sat i scene af den voksne forfatter, der gennem livet har gjort sig sine egne erfaringer med at svigte, blive skilt og drikke sig væk fra det smertefulde i livet. Den kan læses som et forsøg på at forstå og forlige sig med fortiden og finde fred med forældrene og sig selv.

Min anmeldelse:
Bogen fangede mig ind lige fra begyndelsen, dens intensitet holdt mig fast hele vejen, og historien bliver siddende efter læsningen. Bogen er måske lidt lang, men det er alligevel stærk læsning at følge Jesper Steins dybt personlige beretning om sine oplevelser fra barndom/ungdom og helt frem til nutiden. Det er en gribende historie om relationer – f.eks. forældre indbyrdes / forældre-børn / mænd-kvinde / unge-ældre. Bogen er også er dokument over Jesper Steins terapeutiske proces for at komme gennem de påførte traumer. Og traumer og svigt har der været masser af. Gennem det hele siver alkohol af alle slags, så bogen viser også den barske bagside af alkohol og afhængighed. 

Selv om historien er stærk og fremtræder som fortalt helt uden filter, og selv om det er en personlig historie baseret på Jesper Steins egen erindring, så er det samtidig en historie, der løfter sig over det personlige plan og bliver til noget større litterært og menneskelig almengyldigt. Det skyldes, dels at bogen er ualmindeligt velskrevet, og dels at dens fortællemåde er struktureret meget elegant og effektivt. Jesper Stein er selvfølglig den bærende beretter, men han skifter nogle gange synsvinkel og lader f.eks. sin mor beskrive en situation. Det styrker intensiteten og dynamikken yderligere. 

Jesper Steins eget forfatterskab dukker også op undervejs med historier om især tiden med de første bind i hans krimiserie med Axel Steen. Herfra har jeg anmeldt de to seneste bind som rene pletskud med 10 skydeskivepoint til dem begge. Læs anmeldelsen af “Papa” HER https://blog.drustrup.dk/#post93 og af “Solo” HER https://blog.drustrup.dk/#post188. EfterJesper Stein er blevet færdig med “Rampen”, må det være tid til en ny bog med Axel Steen, tak.

Jeg giver mine maksimale 5 stjerner til bogen!

Jesper Stein
Rampen
Politikens Forlag, 2020
336 sider

Bogen er lånt på biblioteket.