Fra bogens bagside:
Napoli 1946. Syvårige Amerigo hutler sig igennem tilværelsen sammen med sin mor i et af Napolis fattigste kvarterer. Men da hans mor får mulighed for at sende ham nordpå vinteren over, slår hun til. Amerigo bliver sat på et tog til Bologna, og da vinteren er omme, er hans liv ændret for altid.
40 år senere vender han tilbage til Napoli for at begrave sin mor og finde svar på de spørgsmål, han har båret rundt på siden barndommen.
Bogen giver stemme til de 70.000 børn, der i tog krydsede den italienske halvø efter krigen. I Norditalien fik børnene mulighed for et bedre liv, men adskillelsen havde også store menneskelige konsekvenser.
Min anmeldelse:
Hovedpersonen Amerigo lever et lidt sølle og fattigt liv, hvor moderen gør hvad som helst for at skaffe brød på bordet til familien, der efter storebroderens død kun består ham og moderen Antonietta Speranza (Håb).
Bogen beskriver den velmenende indsats på politisk og social baggrund med at hjælpe hårdt stillede og fattige børn ved at flytte dem til bedre stillede familier. Indsatsen viser også de store forskelle mellem Syditalien og Norditalien.
Det at flytte børn ud af områder, der på forskellig vis er ramt af sult, naturkatastrofer eller krig, er set flere steder i historien, men jeg havde ikke hørt om børnetogene i Italien. Jeg havde derimod hørt om f.eks. danske feriebørns ophold på landet, wienerbørn, finlandske børn. (En hel del anderledes parallel er også den danske stats måde at behandle en gruppe grønlandske børn på.)
Handlingen i den barske og gribende historie beskrives helt fra Amerigos synsvinkel med især hans tanker – i bogens første 3/4 med en klar børnestemme og i sidste del med den voksnes eftertanke.
Bogen er skrevet i et poetisk sprog, der på en gang gør beskrivelserne både sentimental, følelsesladet og kærlig. Det er en stærk psykologisk beskrivelse af, hvor langt forældre vil gå for at gøre noget godt for deres børn. Den viser også, hvordan børn påvirkes og traumatiseres af savnet og længslen efter deres forældre samt af så markante og ufrivillige omvæltninger.
Slutningen får hovedpersonen til, næsten 40 år efter han blev flyttet, at forliges med sin fortid og sit liv. Han fik da også nyt efternavn efter den nye familie: Benvenuti (Velkommen).
Da vi diskuterede bogen i læsegruppen “Sure Gamle Mænd”, var vi helt enige om, at det en god bog, der gør indtryk. Derfor får den også 4 sikre stjerner af mig:
Viola Ardone
Drengen fra Napoli
Cicero, 2020
277 sider
Bogen er lånt på biblioteket.
