Fra bogens bagside:
Daniel Vest alias Poseidon begynder at finde sig til rette i det vestjyske, da nye sager kalder fortidens spøgelser frem. For var den tragiske dødsbrand, der tog livet af Daniels kone og datter, virkelig bare en ulykke?
I sin søgen på svar må Daniel tøjle en indre strid mellem præsten og frømanden, der har hver sin mening om den rette vej frem: nåde eller hævn?
Undervejs blander en gammel flamme, en pensioneret PET-agent og forskellige lyssky typer sig, efterhånden som romanen bygger op til et kaotisk og overraskende klimaks.
Min anmeldelse:
Bogen er 3. del om den tidligere frømand og nuværende sognepræst Daniel Vest, som i denne bog fortsætter som retfærdighedens håndhæver og hævner i den meget aktive rolle som Poseidon/Havmanden i kombination med jobbet som sognepræst i Vestjylland. I bogen afsløres også baggrunden for hans traumer og forklaringen på hans kones og datters død nogle år tidligere. Derfor skal bøgerne også læses i den rigtige rækkefølge.
Der er mange lag i historien og nye æsler med de meget passende navne Nåde og Hævn spiller også en rolle. Det samme gør Påskevangeliet. Symbolikken træder dog i baggrunden, når Daniel Vest gør i aktion, også gør han i en grad, så jeg igen kommer til at tænke på bl.a. Jack Reacher (Lee Childs hovedperson) og John McClane (Die Hard-filmene). Der er således masser af action og meget voldsomme begivenheder i bogen, hvor alle “de gode” for alvor kommer i fare. Men samtidig er der som sagt en del bagved liggende moralske, etiske og religionsrelaterede overvejelser, som gør også denne bog til noget særligt.
————-
(Forfatteren har også i bogen “Vindmøllen i Licentia” skrevet om religion og moral. Det er en meget speciel og rigtigt god bog, som jeg har skrevet dette om: I et tidløst univers opstår en konflikt mellem nabobyerne Norma og Licentia. Det bliver en interessant, velskrevet og velkonstrueret allegori om religion, og med udgangspunkt i den dogmatiske og fundamentalistiske lovreligion, der udøves i Norma, viser bogen den slags religions undertrykkende effekt.
Læs mere på min blog: https://blog.drustrup.dk/?p=1043 )
—————
Emnerne er ud over moral, hævn, retfærdighed og tilgivelse også dobbeltspil, kærlighed, hvidvask og terror, og alt i alt giver det et effektivt plot, der vil fange rigtigt mange læsere frem mod den barske slutning på opgøret.
Slutningen er lavet sådan, at der nødvendigvis kommer et bind 4, for selv om missionerne i dette bind er slut, og en familieidyl ser ud til at nærme sig, kommer der en ny henvendelse til Daniels hjemmeside www.Poseidonhelps.com. (Det nytter ikke længere at skrive til Poseidon på hans hjemmeside, der ikke længere er aktiv.) Det må nødvendigvis aktivere Daniel Vest i rollen som Poseidon / Havmanden i endnu en bog.
Den skal være velkommen, selv om forfatteren fra begyndelsen havde sagt, at serien med Daniel Vest var en trilogi, så slutter han sig alligevel til den voksende gruppe forfattere, der bl.a. laver trilogier på flere bind end 3. Det må nok være en ny baggrund for næste plot, for historien bag de første tre bind i serien rundes fint af med denne bog. Jeg ser frem til at finde ud af, om personerne kan bære en fortsættelse.
De første bøger i serien er anmeldt her:
1: Jihadbruden – blog.drustrup.dk/#post194
2: Arvesynderen – https://blog.drustrup.dk/?p=271
Og ligesom første bind i serien giver jeg gerne denne bog 8 skydeskivepoint her og 4 krimihjerter på krimifan.dk.
Jens Strandbygaard
Dem som hævner
Byens Forlag, 2022
334 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.