Bogen er det afsluttende bind i den fantastiske trilogi “Hekne” fra Gudbrandsdalen i Norge, som jeg har anmeldt de første bind af her:
“Søsterklokkerne” – https://blog.drustrup.dk/?p=674
“Skæbnens blå tråde” – https://blog.drustrup.dk/?p=1170
Fra forlagets beskrivelse:
Tyskerne invaderer Norge, og Astrid Hekne slutter sig til modstandsbevægelsen. Hun har arvet kampgejsten fra sin bedstemor, der engang forudsagde den unge præst fra Butangens død. Her ved livets afslutning – under en dristig sabotageaktion – finder Kai Schweigaard i Astrid den medsammensvorne, han altid har ledt efter.
Skrabenatten er en episk roman om et bygdesamfund og et Norge på vej ind i krig, om slægters gang og forræderi, og en aldrende præst fanget af profetien om sin egen død. En ny generation på Hekne har arvet deres forfædres besættelser og fornemmer, at Heknevævens varsler snart vil gå i opfyldelse, blandt andet profetien om Skrabenatten – dommedagen, som ifølge gammel bygdetro bliver den sidste dag i verden, som vi kender den.
Min anmeldelse:
Ud over at være en fantastisk velskrevet og godt fortalt historie, som det har været en nydelse at læse – og det gælder både dette sidste bind og hele serien, så er selve historien også noget af det mest gribende og stærke, jeg har læst længe.
Serien beskriver familien Heknes liv i den lille (fiktive) bygd Butangen i princippet fra 1600-tallet og frem til næsten i dag, men med hovedvægten lagt på den periode fra 1879 til 1945, hvor Kai Schweigaard var præst i bygden. Hans personlighed og betydning for historiens gang er stor.
Denne bog indledes med et tilbageblik til 1600-tallets lokale hekseprocesser og baggrunden for det vævede billedtæppe, der er en central kulturbaggrund for hele serien. Men dette bind dækker især perioden fra cirka 1935 til og med 1945.
Dertil kommer afsluttende kapitler og et personregister. Heri fortælles både om personerne frem til nok engang i 1960’erne, og det beskrives, hvilke af personerne der er faktiske, og hvilke der er fiktive. Det tilfører lige det hele ekstra dimensioner.
I bogen er emnet især livsvilkårene, familierne og de sociale strukturer i det lille samfund. Det er også historien om en udvikling af samfundet, men især er det om, hvordan konflikterne eskalerer i krigstiden. Det er også en historie om norske traditioner og norsk kulturhistorie med arven fra tiden med stavkirkerne.
Hekne-familien har også nære relationer til både især England og Dresden, så tiden og krigen følges ikke kun i Gudbrandsdalen, men også de steder bl.a. frem til den totale udslettelse af Dresden sidst i krigen med de massive engelske bombardementer.
Det er sørgeligt, når en så fantastisk god serie slutter, men jeg er sikker på, den sagtens kan læses mere end én gang. Både fordi det er en gribende historie, og fordi den er skrevet, så klokkerne ringer.
5 klippefaste stjerner!
Lars Mytting
Skrabenatten
Cicero, 2024
592 sider
Bogen er læst på Mofibo.
