
Fra forlagets beskrivelse
Lydia skal tilbringe et år som udvekslingsstudent på den anden side af Atlanten i et lille kristent, men gudsforladt landsbysamfund på den amerikanske østkyst. Hun føler sig fortabt og forkert, og der hviler en udefinerbar og dyster stemning over byen.
Bonnie er midt i et skæbnesvangert år. Efter en svær skilsmisse drejer hele hendes liv sig om arbejdet i hjemmeplejen, fællesskabet i kirken og hendes oprørske teenagedatter. Da Bonnie møder den store kærlighed, tør hun drømme om et andet liv, men for at komme videre må hun først se det i øjnene, der har holdt hende fast, siden den dag hendes mand forsvandt.
Lydia og Bonnies fortællinger flettes på smuk og smertelig vis sammen og udforsker social sårbarhed, altopslugende kærlighed og jagten på lykken.
Min anmeldelse:
Den intense historie fortælles i korte kapitler, der kronologisk følger 2 hovedspor: begivenhederne set fra Bonnies vinkel i 1998-1999 og set fra svenske Lydias vinkel i 2004-2005. De suppleres med en serie kapitler, hvor de sidste uger af en tredje hovedpersons liv beskrives. Han hedder Cody og er død i en ulykke nogle måneder, før Lydia kom til USA. Han var bror til den unge amerikanske mand, James, som Lydia forelsker sig i, og hvis familie er dårligt stillede trailerbeboere.
Lydias forhold til sin værtsfamilie, dens jævnaldrende datter og skolekammeraterne i USA er selvfølgelig i høj grad præget af de store kulturforskelle mellem den friere svenske opdragelse og den religiøst konservative amerikanske. Men Lydia formår at navigere og at udfolde sig en hel del i de strammere rammer for ungdomslivet, men det har sine omkostninger. Hun gennemgår en modningsproces, og det er den samt hendes følelser, der var det centrale for mig under læsningen.
En anden særlig vinkel er beskrivelserne af det lokale amerikanske samfund og de sociale strukturer samt de store forskelle her. Dertil hører også hele den religiøse overbygning, hvor præsten spiller en betydelig større rolle, end Lydia og vi læsere er vant til.
Også sandheden om den unge Codys død og de mange traumer i den forbindelse bliver opklaret, og det sætter nogle ting på plads.
I en kort epilog rejser Lydia 20 år senere på besøg hos familien og andre. Det sætter nogle ting på plads og er en god slutning på historien.
Hele forløbet er intenst – om end lidt langt – beskrevet. Bogen rummer meget overbevisende beskrivelser af følelser og stemninger, og selv om det er usikkert, i hvor høj grad bogen bygger på forfatterens egne oplevelser som udvekslingsstuderende i USA, så fortælles det hele meget intenst.
Kort sagt: En intens historie om en svensk udvekslingsstuderendes oplevelser i et kristent lokalsamfund i USA samt om baggrunden for de traumer, som folkene der stadig lever under efter en dødsulykke nogle år tidligere. Også en stærk historie om forelskelse og om de sociale strukturer og de store forskelle i USA.
Bogen får 4,5 stjerner

Emma Bandh
En lille død
Modtryk, 2025
571 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.
