
Fra bogens bagside:
Året er 1878. For Johanne er livet i Danmark en daglig kamp for at få mad på bordet, og hun ved, at familiens skæbne aldrig vil ændre sig. På grund af en hemmelighed i hendes fortid findes der kun én løsning: at drage til Amerika.
Hendes mand, Jens, rejser i forvejen for at finde jord, og halvandet år senere følger Johanne og børnene efter.
På den lange, farefulde rejse over Atlanterhavet møder hun Astrid, som har mistet både mand og sin jord, og den enarmede soldat Valdemar, der bærer på en skat af frø og læggekartofler. Da Johanne genforenes med Jens i Nebraska, venter den største udfordring: at skabe et nyt liv på prærien. Den barske natur lader sig ikke tæmme uden modstand, og de to har meget forskellige måder at kæmpe på.
“Hvor vinden vender” er en fortælling om en kvinde, der forsøger at trodse sin skæbne. Det er en historie om mod, om venskaber og ikke mindst om den svære kærlighed mellem to mennesker.
Min anmeldelse:
Emigrationen fra Danmark i slutningen af 1800-tallet og flere år frem var ret stor, hvor 10 % af befolkningen udvandrede til USA og andre til bl.a. Argentina og Canada. Derfor har rigtigt mange danske familier forbindelser tværs over Atlanten, og derfor er historien om baggrunden for og resultatet af denne massive udvandring en vigtig del af danmarkshistorien.
Det har selvfølgelig betydet, at processen er blevet beskrevet i rigtigt mange bøger – både faktabøger og skønlitterære bøger. Alligevel hilser jeg i høj grad Jesper Bugge Kolds bog her meget velkommen, fordi den på en meget levende og engageret måde ganske usentimentalt fortæller en historie om de personlige omkostninger og forhold i forbindelse med udvandringen. Derfor ser jeg også frem til snarest at læse fortsættelsen om Johanne, Jens og familiens fortsatte liv i USA. Den hedder “Hvor ilden brænder” og er udkommet i 2025. Jeg vil også glæde mig til bind 3 “Hvor rejsen ender” er planlagt til udgivelse september 2026.
Bogen bygger på research af grundlæggende fakta, men bæres især forfatterens egen familiehistorie, hvor en slægtning udvandrede i 1879, og det er hans breve hjem, der har inspireret til at skrive bøgerne.
Bogen var marts måneds bog i min læsegruppe “Sure gamle mænd”, og der var der enighed om emnets relevans, men ikke enighed om bogens litterære niveau. I den dramatiske historie var der nogen skepsis i forhold til bl.a. de mange uheld og følgende heldige begivenheder og usædvanlige støtte fra flere sider. Bogen blev karakteriseret som (lidt) sentimental populærlitteratur, men der var flere, der gerne ville læse de kommende bind, fordi det var en underholdende bog om et interessant emne. Det blev også bemærket, at sproget var godt.
Jeg hørte som tidligere bemærket til den del af læsegruppen, der gerne vil følge serien til ende, og som følte sig godt underholdt af dette bind 1. Derfor kvitterer jeg gerne med 4 stjerner af 5 mulige.

Jesper Bugge Kold
Hvor vinden vender
People’s Press, 2024
448 sider
Bogen er modtaget lånt på biblioteket.
