Fra bogens bagside:
Østafrika i begyndelsen af forrige århundrede. Niårige Ilyas bliver bortført af tyske kolonitropper, der kæmper mod briterne om retten til territoriet. Som ung mand vender Ilyas hjem til sin landsby, kun for at finde ud af, at hans forældre er døde, og søsteren Afiya forsvundet.

Hamza blev som barn solgt af sin far til et liv som slave, men undslipper ved at vælge den barske tilværelse som soldat i kolonitropperne. Da han nedbrudt vender tilbage til barndommens kystby, krydser han skæbne med Afiya.

Flere år senere griber truslen fra en ny krig ind i deres liv, denne gang på et helt andet kontinent.

Min anmeldelse:
Det er en fængslende historie, som med sin i Danmark sikkert knapt så kendte historiske baggrund, sine spring i tid, skiftende synsvinkler og de uvante navne kræver en opmærksom læser. Den opmærksomme læser får til gengæld fuld valuta for sin indsats. Dels gav bogen mig fornyet viden på flere felter, og dels rummede bogens historie nogle stærke historier om nogle lige så stærke personers liv. 

Bogen er et rigtigt stærkt dokument om kolonitidens voldsomme overgreb mod hele folkeslag og nationer – en proces, hvor ingen nationer kan sige sig fri for at have overskredet alle grænser, regler og medmenneskelige hensyn. 

Der er gribende beretninger om skæbner og livsvilkår, og det hele er fortalt i en velformuleret og  neutralt registrerende form. På den måde er det op til læseren selv at skabe sin egen mening om forløbet og at finde sine egne sympatier. 

Da jeg med stor fornøjelse havde læst bogen, hørte jeg en udsendelse fra P1. Den skabte en endnu bedre forståelse for bogen og dens baggrund samt for betydningen af forfatterskabet. Det interview kan på det varmeste anbefales. 

Skønlitteratur på DR P1
Sidste års modtager af Nobelprisen i litteratur, Abdulrazak Gurnah blev rost af Det svenske Akademi for sine skildringer af kolonialismens konsekvenser for Afrika, men forfatteren kan så meget andet. I sin seneste roman ‘Efterliv’ skriver han bl.a. om et sært forhold mellem en ældre tysk officer og en ung afrikansk soldat – et forhold, der både rummer erotik og sproglæring på samme tid! Abdulrazak Gurnah kæder nemlig ofte kolonialisme, sprog, magt, vold og begær sammen. I ugens program kan du høre et eksklusivt interview med forfatteren selv, og du kan møde lektor emerita ved Internationale Udviklingsstudier fra RUC, Bodil Folke Frederiksen, der udlægger Gurnahs betydningsfulde forfatterskab.

https://www.dr.dk/lyd/p1/skoenlitteratur-pa-p1/skoenlitteratur-2022-06-08

————

 Det kan på igen måde blive til mindre end 5 funklende stjerner!

Abdulrazak Gurnah 
Efterliv
Gutkind, 2022
350 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

PS:
Jeg har tidligere læst / anmeldt bøger, der foregår i kolonitiden i Afrika, og hvor både den tyske og de britiske kolonipolitik beskrives:

Ngũgĩ Wa Thiong’o: Erindringer i 3 bind – anmeldt her: http://blog.drustrup.dk/#post144 
1: Drømme i krigens tid : Barndomserindringer
2: I fortolkernes hus : Erindringer
3: En drømmemagers fødsel : En forfatter bliver til

Endelig indgår Tysk Østafrika i bogen “Dandy” i Jan Guillous fremragende serie “Det store århundrede”.

Jeg ser også frem til en bog, der udkommer til september på Politikens Forlag, og som foregår i netop Tysk Østafrika. Det er Tom Buk-Swienty: “En safari fra helvede” med undertitlen: “Nis Koch og sønderjyderne, der i 1. Verdenskrig blev sendt på en hemmelig mission til Afrika og endte som jaget vildt.”