Fra bogens bagside:
En genial studerende finder i 1960’erne afgørende bevis for den nye og revolutionerende teori om kontinenternes drift. Men det geologiske miljø er ikke klar til teorien og støder hende fra sig, og hun tager sit liv.
Hvorfor forsvandt hun i stedet for at blive berømt?
Hvad var det, hun opdagede i moleret på Fur, og hvad var der i den kasse, hun efterlod sig?
Hvorfor sejlede hendes søn tyve år senere ud af havnen for aldrig at vise sig igen, og hvorfor tager hendes søster mange år senere kontakt til det eneste menneske, der har en chance for at rede trådene ud?
En roman om relationer og sammenhænge på tværs af årtier og om den geologiske videnskabs store erkendelser.
Min anmeldelse:
Keld Conradsen har jeg nydt at læse og kender som en forfatter med nogle velskrevne historier med helt specielle vinkler. Det gælder bl.a. “Centrifugen”, som jeg anmeldte her: http://blog.drustrup.dk/#post49
Også denne gang har det været en fornøjelse at læse en bog af Keld Conradsen. Fortalt fra 3 tidsperioder – 1960’erne, 1980’erne og nu – bliver man som læser ledt gennem en flere emner, som f.eks. kontinentaldriften, kønsdriften, de geologiske lag i Furs moler, livet som ung og studerende i Århus, familiens betydning, forholdet mellem børn og forældre, om svigt, om venskaber, om at stikke af og om at blive.
Jeg-fortælleren får i nutiden en kasse papirer af en ældre dame. Det har været hendes søsters – den søster, som i 1960’erne var en superdygtig og nyskabende geologistuderende, men som blev bortdømt af sine lærere og det geologiske parnas.
Jeg-fortælleren var ven med den studerendes søn i 1980’erne og går nu på jagt efter sandheden om først moderens og senere sønnens forsvinden. Selv om det godt kunne lyde sådan, er der ikke tale om en egentlig spændingsbog. Slet ikke. Der er tale om en bog, der både kan og vil noget mere og andet.
Der er en del geologi, og som sædvanlig nyder jeg et faktuelt videnskabeligt indhold i en roman, når det doseres i passende mængder og i øvrigt er en integreret del af romanen. Det er 100% tilfældet her. Et andet godt eksempel er Sissel-Jo Gazans bøger, der skriver mere omfangsrigt, mens Keld Conradsen skærer sin historie til med sikker hånd på færre sider.
Det er en meget velskrevet roman, der skaber en sammenhæng mellem flere lag og tidsperioder – både geologisk og mellemmenneskeligt, og som også rummer mange gode formuleringer og tanker. Keld Conradsen har sin helt egen stemme i dansk litteratur.
I får lige et citat:
“Litteraturen med alle dens tråde og sammenhænge og alt sit liv vil også være der, når jeg engang er borte. Men mine egne opdagelser i den, det net, jeg har spundet af betydninger og indsigter, vil dø med mig. Det er et andet paradoks: Midt i litteraturens mangfoldighed er man alene.”
5 sikre stjerner!
Keld Conradsen
Byen og havet
Modtryk, 2022
250 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Forlaget Modtryk synes, at bogen vil være god at læse sammen med andre, og det er jeg helt enig i.
Så de har lavet noget godt materiale til brug i læsekredse. Hent det HER.