Disse 4 bøger – “Alfreds autoalfabet”, “Sigurd fortæller om kongerækken”, “Verden rundt – som jæger, lystfisker og far” og “Gastromand Extended” – får en samlet omtale, fordi de alle er helt oplagte gaveideer til jul, men de er også i lige så høj grad gode gaveideer hele året!

Det er bøger, som formidler gode oplevelser og nyttig viden på mange områder, så tilsammen vil de dække mange familiers behov bredt.

Jeg har nydt alle bøgerne meget og af forskelllige grunde, så giv jer endelig i kast med at læse mere om dem her, men endnu bedre vil det være at læse selv bogen, så giv dem som gaver til nogen, du holder af. (Det er også i orden også at være så glad for sig selv, at man køber dem som gaver til…. sig selv!)

God fornøjelse med bøgerne, som jeg har fået som anmeldereksemplarer fra forlagene – og de fortjener alle hver 4 stjerner.

ALFREDS AUTOALFABET af Christian Grau
Med forfatterens viden om biler og deres ejere samt hans rimeligt sikre sans for ordspil og rytme i alfabet-bøger er denne bog meget underholdende for både de ord- og bilnysgerrige børn fra 5-6 år OG for den voksne oplæser. At også voksne vil more og hygge sig undervejs skyldes dels de dele af teksten, som børn nok ikke forstår, men som er henvendt til voksne, og dels de utroligt charmerende illustrationer af Peter Heydenreich. De er også gode at studere for alle aldre.
En 4-stjernet læseoplevelse!

Til sidst en lille smagsprøve, inden I selv tager en køretur i Graus univers:
“Åh nej, det var det alfabet.
Med alle de biler, som Alfred har set.
Alle de biler, som Alfred han kender.
Og tro mig, det er fler’, end de fleste har venner.

Christian Grau
Alfreds autoalfabet
Politikens Forlag, 2017

60 sider

SIGURD FORTÆLLER OM KONGERÆKKEN af Sigurd Barrett
Den gode Sigurd har efterhånden lavet en hel del bøger med fremragende formidling af forskellige og især historiske emner. Denne nyeste lægger sig tæt op ad “Sigurd fortæller danmarkshistorie”, som jeg har skrevet om her: http://blog.drustrup.dk/#post25.

De 2 bøger supplerer hinanden på fornem vis og kan med fordel læses parallelt, hvor tidsperioderne passer sammen.

Historierne om de danske konger fra sognenes tidlige konger og frem til og med den kommende Kong Fredrik X fortælles med Sigurds sædvanlige humor kombineret med historisk indsigt, og det er en bog, som alle aldre vil kunne have fornøjelse af at få læst op, læse op eller bare at læse selv! Også unge og voksne, der lige skal have frisket historiske facts op, vil kunne lære en hel del!

Med bogen følger en mp3-cd, hvor Sigurd selv læser bogen op samt synger/spiller 13 sange om nogle af kongerne. Bogens meget underholdende og fagligt fornemme formidling giver 4 sikre stjerner, som burde være Dannebrogsordener.

Sigurd Barrett
Sigurd fortæller om kongerækken
Politikens Forlag, 2017
400 sider

VERDEN RUNDT – SOM JÆGER, LYSTFISKER OG FAR af Michael Sand
Michael Sand, der er naturfotograf og bl.a. står bag hjemmesiden netnatur.dk, og som har udgivet flere fremragende jagt- og naturbøger samt den uforligneligt smukke “Forsvaret og naturen”, har i denne nye bog samlet en lang række historier om oplevelser med sin søn.i

Det er blevet en bog, som bringer læseren rundt i det meste af verden på naturoplevelser og ture med fiskestang og jagtvåben. Knægten har været så heldig at få lejlighed til at opleve så meget, at meget få børn og unge opnår det, men alligevel vil bogen kunne bruges til inspiration for både unge og forældre til at opsøge lignende store oplevelser. Er det ikke muligt, vil bogen hjemme i lænestolen kunne nydes af børn, unge og voksne i alle aldre for både de gode historier og de rigtigt gode fotos fra hele verden. En sikker 4-stjernet oplevelse!

Michael Sand
Verden rundt – som jæger, lystfisker og far
Forlaget Michael Sand i samarbejde med Netnatur.dk, 2017
252 sider

GASTROMAND EXTENDED
I december 2016 skrev jeg sådan om en anden kogebog: “I må alle have en rigtig ædelig jul! Og skulle I ikke få denne bog i julegave, så se at få den købt og brugt! Det var bogen “Alt bliver bare bedre med bacon””. Læs om den herlige bog på min blog: http://blog.drustrup.dk/#post31

Dette års juleanbefaling af en kogebog er “Gastromand Extended”. Bogen udkom i 1. udgave i 2014 og er siden kommet i flere oplag. Alene det beviser bogens høje niveau og store nytteværdi. Da en tidligere kollega dengang lavede lektørudtalelse på bogen, fortalte han flere gange om bogen med høj vandstand på mundvandet, og han skrev bl,a. sådan: “Her er madoplevelser og køkkengear for både drenge- og blærerøve. Tonen er humoristisk, uhøjtidelig og ligetil. Billedside og layout er lækkert, og der er inspiration til utallige gastronomiske og anderledes middage.”

Denne nye udgave er også på alle måde tiltrækkende og lækker. Og den giver lyst til sammen med madbloggerne bag Gastromand.dk at gå amok i køkkenet med adskillige af de inspirerende opskrifter. Jeg har allerede valgt en hel stribe retter ud, der skal afprøves så hurtigt som muligt! Også en bog til 4 stjerner.

Fra bogens bagside:
Bogen er en ny, opdateret udgave af den anmelderroste kogebogsbestseller fra Gastromand.
Dette stadig en uhøjtidelig geografisk proppet med inspiration til alle madentusiaster, der elsker at jonglere i køkkenet. Med kapitelnavne som fx Daten, Herrefrokosten og Tømmermændene giver Gastromændene et bud på, hvilke retter der er helt perfekte til en lang række situationer og begivenheder i enhver madglad mands liv.

Gastromand Extended : nu med sovs, sprut og sødt
Af gastromand.dk:
Anders Damm, Klaus Kjeldsen, Brian Lambæk og Mads Schytte
Politikens Forlag, 2017
273 sider