Fra bogens bagside:
Det Herrens år 1349 nærmer sig, og Den Sorte Død hærger
stadig England og Europa. I Dorsetshire har Lady Anne af Develish klogt
isoleret sine folk på godset, og de aner ikke, om de er de eneste overlevende.
Det svinder ind i forsyningerne, og nogen er nødt til at begive sig ud i
verden.

Den stræbsomme træk Thaddeus Thurkell samler en lille
gruppe mænd gat godset, og sammen drager de ud på en farefuld færd, der i
begyndelsen handler om at hente viden og mad til de tilbageblevne. Undervejs
vokser ønsket om at leve en fri tilværelse.

Både Thurkell og Lady Anne sætter alt ind på en bedre
fremtid for folkene i Develish – men det bliver en livsfarlig kamp mod magtens
folk, sædvanen og kirken.

Min anmeldelse:
Lige siden jeg læste og anmeldte “De sidste
timer” – læs anmeldelsen HER – har jeg ventet på at få næste og afsluttende
del af historien om Lady Anne og alle hendes folk på godset Develish. Nu er den
her, og med denne bog slutter Walters miniserie om Den Sorte Død i midten af
1300-tallets England.

Bogen er mindst lige så dramatisk og
interessant som bind 1, for denne gang tilspidses situationen med mange
konflikter om tro, kirkens magt, adelens ejerskab til jorden og både kinders og
fattiges vilkår og rettigheder.

Det er barske tider med voldsomme
oplevelser, og derfor er slutningen for mig lige lovlig – ulogisk men sympatisk
– rosenrød. Uden at afsløre noget faktuelt, så falder alle brikkerne på plads i
et puslespil, der viser vejen til en fremtid, som er bedre end før Den Sorte Død.
Men sikken et interessant puslespil!

Som jeg skrev om bind 1, er det fascinerende og meget
overbevisende historieskrivning, hvor jeg som læser holdt opmærksomheden fanget
hele vejen. Sådan var det også i denne bog, hvor jeg trods mit forbehold mod
slutningen, stadig varmt vil anbefale bogen til alle læsere af historiske
romaner og gode historier.

Samlet set er miniserien 5 stjerner værd, så det får denne
bog også.

Minette Walters
Skæbnetimen
Modtryk, 2019
437 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.