Fra bogens bagside:
Julie er servitrice på en motorvejsrestaurant ved Solrød og førstehåndsvidne til verdens vrimmel. Hun bor i sit barndomshjem med sin søster, der er bange for næsten alt, men har regnet ud, at hendes yatzyresultater er bedst på torsdage. Der må godt ske lidt mere i Julies liv.
Tom passer en billardsalon på Vesterbro i København. Han anstrenger sig for at sørge over sin fars død og for at være en god far for sin teenagesøn, som er begyndt at få besøg af én i røde Vans. Han længes efter hjemstavnen i Nordjylland, men der er også Irene, som sidder i kørestol. Hende er han nødt til at tage sig af.
En dag kommer brevet fra Julie. Tom har ikke hørt fra hende, siden de lavede radio sammen 8 Aarhus 25 år tidligere. Han har stadig spolebåndene. På dem ligger deres ungdom, som ellers synes så langt væk. Det står klart, det har det egentlig altid gjort, at Julie og Tom er evigt forbundne.
Min anmeldelse:
Da jeg læste og anmeldte forfatterens debutroman fra 2017 “Svækling” – (læs anmeldelsen HER ) skrev jeg bl.a. sådan om den:
“Bogen er meget velskrevet, og de to gennemgående hovedpersoner er nogle herlige typer, der beskrives varmt og solidarisk. Desuden fungerer bogens struktur og fortælleteknik rigtigt godt. Når så historien både er vedkommende i en samfundssammenhæng og morsom på sin særlige måde, er der ikke meget skidt at sige om bogen!“
Præcist det samme kan siges om denne nye roman. Dog vil jeg nok nu stramme slutningen til: der er ikke noget skidt at sige om bogen,
I et tæt og elegant sprog med nogle billedskabende og korte beskrivelser fortælles historien om de to hovedpersoner, Julie og Tom, og deres aktuelle lidt desillusionerede og stillestående liv. Med nogle effektive fortællegreb dukker både deres individuelle baggrund i København og Tornby samt deres fælles tid i Aarhus, efterhånden som bogen skrider frem.
Lige et enkelt eksempel på bogens sprog. Det er fra en episode i billardsalonen med en agressiv type, og jeg kan ud fra den præcise beskrivelse lige forestille mig, hvordan det foregik. Sådan er det mange, mange steder i bogen. Indfølt og præcist og samtidig med en ægte solidaritet, der jævnligt kombineres med et humoristisk islæt.
“Tom bremsede op og studerede manden. Han bar en tynd hue af et materiale med særlige temperaturregulerende egenskaber, men indersiden af hovedet kunne beklædningen ikke kultivere. Tom genkendte fornemmelsen af at være en vejrtrækning fra konflikt. Han trak sig.”
Det var en stor fornøjelse at læse en så varm og vedkommende historie om almindelige mennesker. Jeg kom også denne gang til at tænke på Erik Clausens måde at skildre sine personer på, og det er ment som en ros. Historien dækker et udsnit af personernes liv, og den slutter præcist, som hele handlingen lægger op til. Jeg er sikker på, at andre forfattere måske ville have drejet og afsluttet historien anderledes, men Michael Enggaard har et sikkert greb om sagerne, så bogen kan kun slutte på den måde. Og livet går videre for personerne.
Læs bogen og få en god læseoplevelse. Det bliver til mine maksimale 5 stjerner.
Michael Enggaard
Efterhånden mulighed for sol
Politikens Forlag, 2021
434 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
