Fra bogens bagside:
Sommeren 1942.
Hartvig Voss, Peters kammerat fra SS-skolen Bad Tölz, har efter sin rekreation i Danmark fået nyt job som revisor ved den tyske udryddelseslejr Sobibór i Polen, hvor han installerer sig i en villa udenfor lejren.
Kassandra, Alexander og Debora ankommer til Sobibór og bliver straks sendt til gaskammeret. Men Hartvig genkender Kassandra, og i sin ærepligt overfor Peter hjælper han de tre.
Alexander bliver en del af lejrens skovkommando, Debora skal passe gæs, og Kassandra kommer i huset hos Hartvig – et job, hun ikke har de fjerneste forudsætninger for. Et yderst særpræget forhold udvikler sig mellem Kassandra og Hartvig, samtidig med at Alexander og Debora kæmper for at overleve i lejren.
Min anmeldelse:
Jeg har set både film og TV-udsendelser samt læst såvel romaner som fagbøger om liv og død i koncentrationslejrene under Anden Verdenskrig, så egentlig burde jeg ikke være så forfærdeligt overrasket over de ualmindeligt grusomme og barbariske begivenheder i denne bog. Det samme gælder oplevelsen af de udøvende forbryderes totale mangel på tvivl og anger samt deres vilje til ikke bare at adlyde, men desuden til at gøre en ekstra og voldelig indsats.
Der er rigelige mængder af mishandling og død i bogen, der så vidt jeg kan bedømme, hverken overdriver eller skjuler noget. Det er ubehagelig læsning, men sådan var virkeligheden.
Den tyske SS-officer, Hartvig, får som revisor til opgave at få styr på mængden af det guld, der kan skaffes fra de jødiske fanger. Den opgave tager han lige så alvorligt som sin æresgæld til vennen, Peter. Derfor sørger han for at spare det jødiske søskendepar Kassandra og Peters liv sammen med et par andre jøder. Samtidig stiller han ikke spørgsmål ved den opgave, han er del af, med likvidering af tusindvis af jøder. Den dobbelthed og ansvarsfølelse for to modsatrettede formål er selvfølgelig godt for de overlevende personer i bogen, men jeg er en smule i tvivl om sandsynligheden af, om en sådan person kunne have eksisteret i virkeligheden. Pyt med det, for hans funktion i søskendeparret Hammers fortælling er nødvendig for forløbet i bogen.
Det er en ualmindelig grum og samtidig vigtig historie, og samtidig hænger handlingen godt sammen med de foregående bind i serien. Ud fra foromtalen af det næste bind lægges der op til endnu en dramatisk tid for de medvirkende. Læs endelig hele serien og i den rigtige rækkefølge for at få hele oplevelsen med.
På linje med min vurdering af seriens første halvdel fortsætter jeg med at give 4 stjerner (ud af fem), mens jeg spændt venter på de sidste 3 planlagte bind for at finde ud af, hvordan det går med hovedpersonerne.
Lotte og Søren Hammer
Sobibór
(Venner og fjender; 5)
HarperCollins, 2021
304 sider
Serien “Venner og fjender”med planlagt til at blive på 8 bind.
1: Vejen til Warszawa – https://blog.drustrup.dk/?p=539
2: Kobberslottet – https://blog.drustrup.dk/?p=539
3: Gaden uden navn – https://blog.drustrup.dk/?p=659
4: Byen ved Volga – https://blog.drustrup.dk/?p=791
5: Sobibór – denne anmeldelse
6: Skoven er vores (udkommer august 2021)
Selv om Wikipedia ikke er min favorit mht. at underbygge fakta, ser denne artikel om Sobibór ganske OK ud: https://da.wikipedia.org/wiki/Sobibór_udryddelseslejr
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.